Amalie Müller har våknet og lest gjennom det hun skrev til Erik Skram i går, men er ikke helt forøyd. Hun må tilføye noen avsnitt. Men hun står fast ved at hun vil bryte forbindelsen.

Amalie har våknet og lest gjennom det hun skrev i går til Erik. Hun er ikke helt ferdig.

Hun skriver: «Jeg har læst det igjennem hvad jeg skrev igåraftes, og jeg er så misfornøiet, så misfornøiet med det. Men sende det må jeg, for jeg ved ikke noget andet at svare. Det er så svært at tale til en om sig selv, der ikke kjender de forudsætninger og betingelser i kraft af hvilke man er den man er, og har det underlag at stå på, som man har. Derfor er det så håbløst. I sex måneder, ja måske i et år måtte vi være sammen, og være det uafladeligt for at de skulde kjende mig tværs igjennem. Og dog er jeg så utrolig enkel. Men det er det folk ikke tror, og det er det jeg altid glemmer at folk ikke tror.

Jeg forstår ikke deres brev. Hvorfor skal jeg være så "uendelig forsigtig med med [sic] hvad jeg gjør med dem og mig" og hvorfor så "uendelig modig"?

Hvorfor i al verden skal jeg det?

Som om der var anledning at være den ringeste smule i retning af hverken det ene eller andet ligeoverfor dem.

Vi, som beboer to forskjellige riger og lande, og som ikke kan være noget andet for hinanden end brevvenner, hvad vi slet ikke vil, for det er så kjedeligt. Det var underligt det, at de kunde gå hen og ha'e til hensigt at give mig et kys og det et alvorligt, for det gjør man dog ikke sådan uden videre med et medmenneske, - og hvor kunde de vide om jeg vilde det?

Nei, nei, nei, - der er intet andet at gjøre end det jeg skrev igåraftes. Nu skal jeg ta'e fat med alvor og kraft på at fordrive og reflektere mig ud og bort og opover, og som sagt, - det skulde være underligt om det ikke vilde lykkes.

Og når de sidder dernede i Kjøbenhavn og atter er ved deres arbeide så vil de huske, (men skjældnere og skjældnere) at de traf en rar en (ikke på dansk) deroppe på Norgesreisen, som tvang sig ind i deres tanker ved at være så underlig «forrykt» som Drachmann kaldte mig i sine rimede vers. Og jeg, - ja jeg klarer mig nok. Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen. Og fra den må vi alle, bestandig.

Men de var et vidunderligt menneske. Gud give, det nu måtte være helt ud sandt, at «jeg havde en mageløs evne til at glemme.»

Deres A.M.