Amalie er i København, offisielt for å besøke venner, men i virkeligheten for å kunne være mest mulig sammen med Erik. I dag møter hun Georg Brandes på gaten, og blir klar over at John Paulsens roman Moderne Damer, som nettopp er utkommet, har henne som modell for hovedpersonen. Hun skriver i brev til Erik: Jeg mødte idag dr. Georg, just som jeg kom ud Amaliegade - jeg skulde til photografen - han kom tværs over St. Anna [sic] plads, og fulgte mig lige til døren i Østergade, hvor han foreslog mig at spasere videre med ham - jeg vilde så dog komme til at vente deroppe mente han.Men jeg afslog det, sagde at jeg udtrykkelig måtte være præcis, fordi jeg skulde møde fru Drewsen, der kom kl. ½ 1, exprès for at træffe mig. Han var overhændig elskværdig - fik talt om en masse ting, blandt andet også om «Moderne damer». «Skal det være dem?» sa'e han; han havde intet hørt derom, men blot ved at kige her og der var det sprunget ham i øinene. Nu har jeg læst den helt ud. Noget så giftigt kan du vanskelig tænke dig. Han må alt mens han skrev ha'e følt forløsning for et rent ætsende had. Man læser om en eventyrerske, uden overbevisning, uden en ærlig tanke, som holder sig til venstre fordi høire ikke vil vide af hende, af den simpleste ekstraksion, der gjør alt af beregning, er rede til hvert øieblik at blive overløberske, sidder på storthinget for at vise sig, går på jagt efter invitation til hofbal[l]er en flane, en "åndelig skjøge" - - ja naturligvis, i alt dette, vilde hverken jeg eller nogen gjenkjende mig, hvis der ikke var en ondskabsfuld villie til at ville udpege mig som den han mente, og hvis han ikke i forveien selv havde sagt at det var mig han mente. «Fru Schønberg» bryster sig af at have talt med kongen. Jeg husker så godt at jeg kom til at fortælle ham at jeg tidligere havde truffet kongen, fordi han kom og sa'e mig smigrende ting om den opsigt jeg havde gjort i Storthinget ved åbningsfesten, og om den udmærkelse kongen havde vist mig ved at stanse og særskildt hilse mig. Tænk nu at bruge en sådan ting for at karakterisere mig, som om det var karakteristisk for mig at gå og skryde af den slags ting. Hans bog er en gemenhed fra ende til anden. Den er gjort så, at selv de, der bare har hørt mig omtale, straks vil tænke at det er mig han mener, og så kalder han den moderne damer, - bare for den titels skyld skulde han nu tages alvorlig af dage, - det er en ren latterlighed. Den har påvirket mig uhyre ubehagelig, det nytter ikke at nægte det. Så har jeg samtidigt fået en levende fornemmelse af at J.P. er et rigtigt skadedyr - så uendelig simpel og lavartet. Jeg kan dog ikke hjælpe at han gik hen og forelskede sig i mig, og bortsét fra dette uheld, har jeg kun gjort ham godt, kun kunnet vente taknemmelighed af ham, hvis jeg overhovedet skulde vente noget. Jeg håber nu imidlertid snart at blive færdig med den ubehagelige fornemmelse jeg sidder inde med efter læsningen."