Amalie Skram skriver til Georg Brandes om sin roman Constance Ring. Hun er slett ikke enig i at hun smigrer Bjørnstjerne Bjørnson i romanen.

Amalie Skram skriver til Georg Brandes, som har lest hennes roman Constance Ring og irritert seg over at den inneholder rosende partier om hans fiende Bjørnstjerne Bjørnson. Hun er slett ikke enig i kritikken:

«Kjære dr. Brandes! Tillad mig at bemærke som svar på deres reprimande: Jeg synes det er ganske urigtigt når de karakteriserer [min - krysset ut] yt ringerne i bogen angående B.B som «platte smigrerier». De er ikke engang smigrerier. De forekommer fordi det udkræves af omstæn dighederne. I Norge blir der nemlig aldrig ført en disput af den art, om de ting af vel at mærke folk som en «Hansen», «Ring», «Fallesen» o.s.v. uden at B.B. og hans virksomhed blir nævnt netop på denne måde.

Jeg har ikke et sekund tænkt på om det vilde klinge behageligt eller übehageligt i B.B.s øren. Jeg har der, som overalt i bogen kun havt det ene formål at ville få billedet ægte, få sandheden frem. Vilde jeg smigret ham, kunde jeg ladt Constance f.eks. holdt et begejstret forsvar for ham; men intet har været fjernere fra min tanke. De, som taler om ham river alle ned på ham. Rigtignok er disse [andre - krys set ut] mennesker af den kaliber at det geråder B.B. til ære. Men det kan jo ikke komme mig ved. Jeg har at referefre] rigtigt, og det har jeg efter ævne gjort. Der har heller ikke været smigrerier i de artikler jeg har skrevet om B.B. Hvert eneste anerkjendende ord, hver en begejstret lovtale har været helt ud følt. Og jeg er endnu den dag i dag ikke nået vi dere end til at godkjende det altsammen. B.B. er modig; det vil sige når han optræder offentligt. Han har vist det største literære mod i Norges land, ligesom de her nede. (Hvad de har gjort har jo været endnu meget modigere. Men det kommer ikke denne sag ved.) Alle Bjørnsons bøger fra «Kongen» af og fremover, er beviser på hans mod.

Men han er også fejg - i personlige forholde. laltfald var han det tidligere. I personlig omgang har jeg heller aldrig gjort noget videre af ham, ligesom vi i det hele kun har havt liden anledning til at være sammen. Det er digteren B.B. jeg har været på knæ for; ikke for hans selvs foreteelse. Mine mest begejstrede artikler om «Kongen» og «det nye System» f.eks. skrev jeg før jeg nogensinde havde set B.B. Og de kan være rolig for at det ikke er mig som har «fordærvet hans Karakter», hvis den er fordærvet, hvad jeg er meget langt fra at mene. Mindre gode eller lidet tækkelige sider, fejl for at bruge det gjængse ord, har vi alle, og de fleste af os rummer større uoverensstemmelser eller modsætninger i sig end det at være både fejg og modig alt efter forholde og omstændigheder [flere ord krysset ut her]. Jeg har forresten ikke kjendt B.B. længe nok, eller nøje nok til overhodet at kunne øve nogen slags indflydelse på ham.

Nogle rosende avisartikler kan dog ikke præge et menneskes karakter, især ikke et menneskes der er 44 år eller så omtrent.

Med hilsen og tak for den velvilje de viste ved at læse min bog er jeg deres hengivne

Amalie Skram.»