Vilhelmine Ullmann har lest Amalie Skrams roman Constance Ring

Amalie Skram skriver brev til sin venninne i Kristiania Vilhelmine Ullmann, som hun nettopp har fått brev fra. Nå har Vilhelmine lest Amalies roman Constance Ring, og gitt sin reaksjon. Amalie setter stor pris på vennskapet med Vilhelmine, som er mye eldre enn henne. Vilhelmine er mor til Ragna Nielsen og Viggo Ullmann, og har tjent som mentor og morsskikkelse for Amalie i årene i Kristiania.

Det var splid og konflikt rundt Amalie den gangen, og til tross for sin steilhet er hun er alltid sårbar når mennesker vender seg vekk fra henne. Derfor er det ekstra viktig for henne å få beviser på Vilhemines interesse og kjærlighet. Og hun vil også gjerne diskutere sin hovedperson, Constance. Spørsmålet er om det fins kvinner som ikke kan elske.

Amalie skriver i sitt svarbrev til Vilhelmine:

«Kjære, snille fru Ullmann! Hvor det var pænt af Dem at svare mig så snart denne gang. Jeg havde siet ikke ventet det, og derfor blev jeg så glad da jeg så konvolutten, ja, for jeg kjender Deres handskrift straks jeg ser den, jeg tar aldrig fejl. - De spør mig om det er det jeg vil ha sagt med «Constance Ring» at der er kvinder som ikke kan elske. Ja, det er det, jeg vil ha sagt, men naturligvis ikke bare det. Jeg vil også ha fortalt hvorledes mændene er, og hvorledes deres færd og dyriskhed nødvendigvis må virke på kvinder som Constance, hvoraf der er i mængdevis. Jeg mener for resten ikke at disse kvinder ikke kan elske, men det er dette at [de, slig som de er beskaffen - krysset ut] den ævne de har i retning af kjærlighed kvæles og vendes om til modbydelighed under samlivet med mandfolk som Ring. Fordi deres ævne til kjærlighed er så ringe. Og hvorfor er den det? Fordi den mangler det sanselige element. En kvinde der har sin gode, naturlige sandselighed, eller lad mig sige det helt ud, kjønsdrift i behold, vil ikke føle den ækkelhed som Constance føler for sin mand. Hun vil på en måde være reddet derigjennem at hun føler sig sanselig tilfredsstillet i ægteskabet. Og så vil hendes væsen bli et andet, hun vil virke godt på sin mand, drage ham op istedetfor at skyde ham udenfor sig, hvor han efter sin natur må synke. For dette med sanseligheden spiller en vældig rolle. Det nytter ikke at nægte det, eller lade som det ikke gjør det. At så mange kvinder er uden ævne til at føle glæde i ægteskabet rent sanselig taget, er en følge af at kvinden gjennem så mangfoldige århundreder har været nødt og vant til at kue og kvæle sin drift. Når et organ ikke bruges, så forsvinder det efterhånden. Men dette med et væsens kjønsdrift er jo en naturlig ting, og altså en god ting. Derfor er det et spørsmål om det har været bare godt og priseligt dette med at kvæle og kue. Et træ kjendes på frugten. Og sikkert er det at dette faktum at de ikke har glæde af samlejet med manden, for mange ægteskabers vedkommende er en ulykke. For når hustruen ingen glæde har af det, så føler hun helt naturlig afsky. Hun forstår det simpelt hen ikke. Hun ser på sin mand som på et slags vildt dyr. Og derved blir hun intet godt for sin mand, men demoraliserer ham tværtom.

Det er såre sandt hvad Garborg skrev i N.T. i anledning min bog at slige kvinder er frygtelige  og farlige årsager til usædelighed. Galt er det, som det er, det har jeg bestemt følelsen af; men hvordan en skal bære sig ad for at få det bedre, se der står min forstand stille.

Nu, når jeg har skrevet alt dette, får jeg frygt for at jeg skal ha stødt dem ved at tale om sligt, men den følelse må De i tilfælde se til at fordrive kjære fru Ullmann. Jeg vilde hellere brænde mig på alle ti fingre end støde Dem, men jeg har så megen respekt for Dem at jeg når De spørger ikke kan spise Dem af med tomt snakkeri.»