Christian Krohg følger sin venn Hans Jæger i fengsel. Cellen innredes med Edvard Munch og Hans Heyerdahls kunst på veggene.

Hans Jæger og Christian Krohg kommer kjørende i hestedrosje til fengslet i Kristiania, der Jæger skal tilbringe 60 dager som et resultat av dommen mot hans skandaliserte roman Fra Kristiania-Bohêmen. Cellen er 2 X 4,79 meter stor, men veggene er tre meter høye.

Jæger har fått ta med seg en rekke av sin egne møbler, det blir hengt opp gardiner for ham, og han har også med seg flere malerier, blant annet et pjolterportrett av seg selv som Krohg har malt, og Edvard Munchs bilde av en ung kvinne som ligger halvnaken og sovende på sengen, som Jæger kaller Hulda. Det er det første maleriet Edvard har malt av en elskende kvinne. Han har arbeidet med det samtidig som han har malt Det syke barn. Om fire år skal dette maleriet komme til å gå tapt i en brann. Det er et portrett av Milly Thaulow, som har vært Edvards elskerinne. Jæger, som er en ivrig onanist, trenger bare å snu hodet på puten på fengselsbrisken om natten, så ser han henne, i det gule lyset fra politistasjonen som faller inn gjennom fengselsgluggen. Han skriver en kritikk av bildet fra fengselscellen; kvinnen på bildet er naken fra livet og opp, hun holder begge hendene bak hodet, albuene spredt utover. Overkroppen er ferdig malt, men underkroppen har ikke Munch ferdiggstilt. Det holder ikke, mener Jæger.

Et annet bilde på celelveggen er Hans Heyerdahls bilde av den unge horen Anna som sitter halvnaken til livet. Jæger har også to andre bilder av nakne kvinner, ett av Døden, og et portrett av ham selv som Edvard har malt.

Etter hvert bringer Christian ham en bok av den danske forfatteren J.P. Jacobsen, en ungdomsvenn av Erik Skram, som de diskuterer. Alt dette skal Jæger kommer til å skrive detaljert om i bladet Impresjonisten, som skal utkomme i desember.

Jæger rystes over forholdene som de ander fangene lever under. Det er noe alvorig galt her, syns han. Feilen ligger i det samfunnsmessige.

Slik kommer han til å beskrive møtet med fengselsellen:

«Det var en aften i oktober. Plaskregnet var forbi. Gaderne laa døde bortover i mørket mellem vaadt glinsende fortouger der afspeiled gaslygternes lys som usikre gule strimer dirrende i sort. En ensom drosche med opslaat kalesche svinged fra Grænsen ind i Møllergaden og rulled larmende henover brostenene i den tomme gade. Inde i den dybe skygge under den opslaatte kalesche sad Krohg og jeg lænet op i hver sit hjørne, røgende en sigar og stirrede forbi kusken paa kuskesædet op i luften, mens gaslygt for gaslygt gled os forbi, snart paa den ene, snart paa den anden side, og for et øjeblik lyste opp i mørket derinde under kaleschen hvor vi sad. Ved Pløens gade tog droschen af tilvenstre og rulled noen faa meter stille hen over blød jord - men saa svinged den braadt ind ad ængselsporten og rumled med bulder og ekko ind mellem de to høie bygninger, hen over den brolagte fængselsgaard og hen til "sukkenes bro" - den overbygde gjennnemgang fra politistationen til fængslet. Der stansed den midt i det usikre flakkende lys fra lygten deroppe under broens midthvælv og kusken hopped ned af bukken og lukked op døren. Endel smaaunger - fængselsfunktionærenes børn - samled sig om droschen og blev staaende og glo paa Krogh og mig mens vi steg ud. Bybud 44 kom netop ned ad trappen derinde paa broen.

- Men kjære, er De her endnu da 44? spurgte jeg idet jeg hopped ned fra vogntrinet - han var gaat afsted med sagerne mine for over halvanden time siden.

- Ja naa trur je vi har árbed en time snart, for atfaa ind det skrivebordet Deres; men det er áldeles umuligens ting - døra er for lita.

- Jasaa? det var da som fa'en. - Aa ta denne kofferten da, og disse smaatingene, og sæt ind er De snil mens jeg klarerer vognmanden. 44 tog sagerne og gik ind paa broen og op trappen igjen, og Krohg fulgte med. Da jeg havde betalt vognmanden gik jeg fulgt af smaaungernes nysgjerrige øine ind på sukkenes bro, op stentrappen og ind paa stengulvet i den firkantige vestibule, hvor et enkelt blus ned fra midten af det firkløvede hvælv lyste taalelig op. Baade midt imod og paa begge sider bestod væggene af store gule skot hver med en liden gul kig-øjet fengselsdør i. I skottet tilhøire derborte stod den lille kig-øiede dør aaben, og ud fra den lange stenlagte gangen jeg skimtet derindenfor, lød der en hurtig, men taktfast og vedholdende banken som med en nøgle mod en af de smaa celledøre derinde - og en hæs fruentimmer-stemme skreg med smaa korte mellemrum derindefra -: . . . Ola! . . . Ola! . . . dom har stængt mej inde! . . . je vil ut! . . . Ola! . . . Ola! . . . je vil ut! . . . dom har stængt mej inde! . . . Ola! . . . Ola! . . . mens bankingen hele tiden fortsatte, hurtig og taktfast.

- Hvad er det for noe den bankingen? spurgte jeg manden med den gulsnorede huen og de blanke knapperne i frakken, som kom ud af vagtcellen lige ved siden af indgangen og tog imod mig.

- Aa det er bare e fuld kjærring, sa han og smilte med et lidet skuldertræk; dem har vi saa mange af - det er fyllearresterne det derover. Og han vendte sig om og lukked op den lille kigøjede gule paa den anden side, og viste mig ind der. Jeg kom ind i en lang bred murhvælvet gang, af form som en uhyre fængsels-celle; en rad af smaa gule buede fengselsdøre var paa hver side fældt dybt ind i den tykke mur, saa man af de borteste bare så indfældingen og ligesaa gjerne kunde trod det var smaa nicher i muren. Et ensligt gasblus midt under det lange hvælvede celletag lyste skummelt op derinde, og jeg kunde saavidt skimte noen vinduer borte i den anden ende, ud mod Pløens gade. Min celle var no. 1, væg i væg med vagtcellen derudenfor det gule skottet; i den aabne døren stod vagtmesteren, en hvid-haared mand med hvidt kindskjæg og stærke hvide bryn, og et overordentlig velvilligt ansigt -

- Godaften! - han hilste med den stivpullede hat og smilte med det velvillige ansigt - naa har vi Dem altsaa!

Ja, nu har De mig, svarte jeg leende og hilste igjen. Jeg kikked ind i den lille hvidtede murcelle - Strax indenfor døren, paa stolen under det lille gasblus, sad Krohg med sin hvidt-glinsende skaldepande og det store lysskjægg nedover brystet, med floshatten i begge hænder paa knærne - og lo forbi vagtmesteren ud til mig, da jeg viste mit ansigt i døren.

- Fy fa'n, hvor her ser koldt ut, sa jeg smilende. Teppet var lagt paa gulvet derinde, men gardinerne var ikke hængt op; det store sorte gittervindu indrammet i sit fængsels-gule træværk og med et lidet fængsels-gult bord under, glodde nøgent paa mig fra den anden ende af cellen, og begge langvæggene med sine trøstesløst nøgne, hvidtede mure dominerte det hele -: Et kjælder-rum med gulvteppe var totalindtrykket.

- Fy fa'en! - og jeg gik leende ind i cellen. Midt paa gulvet derinde stod 44: han havde lagt sagerne fra sig paa sengen.

- Ja, saa faar De hente det maleriet af Heyerdahl borte hos Blomquist da, sa jeg til ham.

- Ja! - og han sat luen paa og gik.

- Men hvad i al verden er de til disse to jernbøilerne over sengen da vagtmester? spurgte jeg saa. Er de til at lænke fangen fast til væggen i?

- Aanei, - vagtmesteren lo -, de er nok bare til at hænge sengen op i om dagen, naar der sidder noen her paa fangekost eller vandogbrød. Jeg saa mig omkring derinde i cellen. I krokene borte ved døren, oppe paa de gule hjørnehylderne stod paa den ene side noen madspand af blik, paa den anden tre sorte bøger med guldsnit paa ryggen - testamentet, salmeboka og en andagtsbok, oplyste vagtmesteren; de var reglementerte sa han; det hørtes som en undskyldning.

- He! sa jeg til Krohg, skulde en ikke tro det var baade aandeligt og timeligt lys de skal skaffe mig de tre svarte bøkerne!

Krohg reiste paa sig og saa derop -: hvordan det? . . . . Aa naa! . . . Det saa nemlig ud som det var fra de tre svarte bøkerne lyset kom. For frem bag dem kom gasledningen ud, skjød sig som en kold sort stribe hen over den hvidtede murvæggen, i en meters længde omtrent, og stak dér frem en liden arm med et blus paa, som kasted lyset ubarmhjertig koldt tilbage i den hvidtede murkroken og ligesom pegte paa de tre svarte bøkerne som paa sit ophav.

Jeg gik et par gange op og ned i den smale gang ellem sengen paa den ene side og de to træstolene med det lille runde bord imellem paa den anden - fra døren til det gule bordet under vinduet, og fra det gule bordet tilbage til døren igjen -:

- Naa, her er det altsaa jeg skal gaa i 60 dage, sa jeg smilende. Isch, men de kolde nøkne væggene! - og jeg stansed og saa forbitret op paa dem.

- Aa, sa Krohg, naar du nu faar hængt op noe paa dem, saa . . .

- Ja, ogsaa gardiner! - gaar det an at faa hængt op gardiner her, vagtmester?

- Gudbevars, sa den blide hvidhaarede manden mednøgleknippet, som var blet staaende i døren; jeg skal strax faa en mand til at hænge dem op. Men det er vel bedst De gaar op strax og skriver Dem ind. Jo før begynder tiden at dreje, tilføied han smilende. - - - En betjent med gulsnoret hue og blanke knapper i frakken gik foran mig op trappen til anden etage. I det usikre lys fra et ensligt gasblus under taget - det eneste som lyste op hele den lange gangen deroppe,som gaar langs igjennem hele bygningens indre fra ende til anden - stod tre betjente med gulsnorede huer og blankknappede frakker og hvisked noe sammen. Og et par skridt bortenfor, med ryggen mod dem, alene, stod en civilklæd fyr i tilknappet vinterfrakke og en liden rundpullet hat paa hodet. Bleg som han var, med en stor sort knebelsbart og et par stikkende sorte øjne under hattens nedbrettede bræm stod han der med hænderne i lommen paa den tilknappede vinterfrak og fulgte nøiagtig, med et koldt og magnetisk blik, hver bevægelse af en ynkelig krumbøiet skikkelse, som gik nervøst og ligesom fortvilet omkring derborte i halvmørket et stykke længer væk, og vred sig under dette kolde magnetiske blik. Min mand forsvandt ind ad en liden gul celledør over paa den anden side af gangen, og jeg blev staaende og betragte offeret og hans skjæbne - ja for slig saa de ud de to. Pludselig vakled den ynkelige, krumbøjede skikkelse derborte i halvmørket, med hatten i haanden, hen imod sin sorte skjæbne, hvis øjne skinned med en egen kold glans derinde under hattebræmmen og ligesom drog offeret til sig. Og i det usikre lys saa jeg inde i en mængde tjafset graat haar og skjæg et gammelt indfaldent ansigt med matte øjne, og hørte en sutrende stemme si halvt i graad -: Jamen je blir rejnt uløkkelig ved dette her . . . De stikkende sorte øjne der inde under hattebræmmen beholdt sin kolde magnetiske glans; nu saa det ud som de holdt synderen magnetisk fast netop paa den plet han stod, i halvandet skridts afstand fra den sorte. - Og efter et øjeblik kom det koldt fra den sorte knebelsbart -:

- Du faar finde dig i det . . . der er ikke noe at gjøre ved det - og det blir vel bedre. Idetsamme kom min mand ud i celledøren derover og vinked paa mig med et "værsgod" - og saa gik jeg ind og blev skrevet ind og undersøgt og vejet. Da jeg kom ud igjen var gangen derude tom. Jeg kasted et blik omkring mig -: Det usikre lys jeg stod i rak ikke langt, og mørkere og mørkere strak den sig bortover til begge sider den lange uhyggelig gangen mellem sine to rader af smaa gule celledøre dybt indfældt i den tykke mur, saa bare de nærmeste kunde sees, mens de længer borte bare saa ud som nicher i muren. Og over disse uhyggelige rader hang de truende sorte udover muren, de lange jerngallerier paa begge sider med sine celledøre bag - først i én etage, og saa i én over den igjen - buh . . .

Og jeg maatte tænke paa alle de menneskeskjæbner, som disse tykke mure gjemte i sine celler, skjulte skjæbner som ingen kjender, og som aldrig, aldrig vil komme for en dag; spildte existenser, menneskeliv der er levet forgjæves, ikke bare for sig selv, men ogsaa for os andre, skjønt de er levet her lige indpaa os; sørgelige erfaringer, og dyrekjøbte; kjøbte med disse menneskers hele livslykke, og dog lægges de i graven sammen med dem, ingen drager sig dem til nytte, samfundet vil ikke se paa dem engang, det gyser tilbage for deres styghed og bare gjemmer dem bort herinde saa ingen faar se dem . . . undtagen en stakkars naturalist, som blir puttet herind fordi han har vovet at skrive literatur . . . og han faar heller ikke se dem . . .

Og jeg rysted paa hodet og forlod det store skumle sted. -

Nede i min celle var jute-gardinerne hængt op og trukket for vinduet, og min gamle koselige lampe brændte paa det lille gule bordet der foran. Sammen med gassen derhenne ved døren lyste den godt op derinde, og det hele saa mindre uhyggeligt ud. Jeg fulgte Krohg ud paa gangen og sa adjø derude i den lille døren i det gule skottet.

- Læg nu merke til om du faar nogen saan underlig ækkel fornemmelse, første gangen nøglen blir vrid om, sa han idet han gik.

Jeg stod der midt paa gulvet i cellen, mellem de nøgne vægger, da den gulsnorede lukked døren - og ligesom lytted til mine egne følelser . . . Nu stak han nøglen i . . . nu dreied han rundt?

- Aa langtifra!

Og jeg sat mig hen i amerikaneren derhenne mellem det gule bordet med lampen, og sengens hodegjærde, læned mig tilbage og saa op paa den nøkne væggen, og tænkte paa om jeg skulde gidde hænge op billederne mine strax.

Saa blev slaaen skudt fra derude paa gangen, skridt nærmed sig paa stengulvet derude, nøgleknippet ring led og døren gik op og bybudet kom ind med maleriet fra Blomqvist og stilled det op i sengen og dækked det af. Det var Heyerdahls lille sorte Anna, nøgen til livet, som sidder og ser paa en over sin nøgne skulder.

- Det var et pent støkke! sa 44 og traadte tilbage og saa paa det.

- Ja, det var et pent støkke, gjentog den gulsnorede, som ogsaa var kommen ind og stod og saa paa det.

Bybudet gik, døren blev lukket, nøglen drejet om og skridtene fjerned sig derude paa stengulvet og slaaen blev skudt for igjen.

- Hvor skulde jeg hænge hende op? Jeg saa mig lidt omkring og sat hende saa op paa den fængsels-gule hjørnehylden foran bøkerne. - Bravo! det var noe andet end de tre svarte bøkerne! nei hvor hun leved deroppe den lille! ryggen og skulderene og ansigtet, hele den levende hud badet i lyset fra gassen . . . Cellen var blet et værelse! Jeg saa mig igjen lidt om derinde og tog saa det lille rødhaarede, finhudede dameportrættet, som Heyerdahl havde malt paa bagsiden af et presentérbret, og sat det op paa den ene af de to jernbøjlerne over sengen. Traadte saa et skridt tilbage -:

- Hvor det stod ypperlig mod den hvidtede muren! - Jo, den væggen var bra . . . hun var s'gu god der paa cimaisen. Saa var det pjolterportrættet, det smilende pjolterportræt af mig selv, som Krohg havde gjort, en forsoren aften oppe paa Diriks atelier. Jeg hang det op midt paa langvæggen ligeoverfor den lille rødhaarede damen over sengen, og sat mig saa hen i amerikaneren og saa paa det.

- Fy dig, sa jeg alvorlig og trued med pegefingeren op til det smilende pjolteransigtet -: hvad er det for et stygt lidet blink du har i øjenkrokene til den nydelige lille damen derover! aa skam dig noe! - og jeg reiste mig leende op og tog Munchs Hulda, legemsstor, nøgen til hofterne liggende bagover paa sengen med begge hænder under hodet, albuerne ud til begge sider, og fæsted hende med tegnestifter op et stykke tilhøjre for pjolterportrættet. Paa den anden side vilde jeg saa hænge op min ven Døden; men da maatte jeg slaa en spiger i væggen, og det vidste jeg ikke om jeg fik lov til - og saa sat jeg foreløbig Døden ned paa stolen der nedenunder. Og den unge damen der, uden ansigt, men som alle kjendte alligevel - ja hun fik vente til anden ophængning. Imellom pjolterportrættet og Hulda var der en spiger i væggen, og mens jeg stod og hængte op paa den mit gamle Schwartzwalderuhr med sine lodder og sin perpendikkel, hørte jeg pludselig noen komme rausende ned ad trappen derude paa sukkenes bro. Jeg løb øjeblikkelig til vinduet og trak gardinet tilside. Dernede, midt paa broen stod en liden murer og en stor konstabel, og konstabelen stod og greb efter mureren, og mureren bøded af grebene, mens han skreg saa det skringred under hvælvingen -: - Ikke hándter folk! . . . je bare sier dere det: ikke hándter folk! . . . je bare sier dere det, - og han fægted behændig med armene i luften, saa konstabelen ikke fik tag paa ham. Men oppe paa trappen, ind til politistationen, der havde døren aabnet sig imens, ganske sagte, og en barhodet konstabel stak hodet ud og kikked ned paa de to dernede. Og konstabelen deroppe smilte til ham dernede, - lyset fra lygten under hvælvingen paa sukkenes bro faldt lige i ansigtet paa ham - og han dernede har vel smilet igjen; for pludselig rused den barhodede deroppe med voldsom fart ned ad trappen og greb mureren i den ene skulder mens han dernede greb ham i den anden, og med den fart den barhodede havde derovenfra fór de alle tre op trappen midt imod og ind i fængslet, mens et hyl af raseri, som mureren udstødte, skar igjennem hele bygningen. Og saa hørte jeg mureren, mens han blev undersøgt derinde i vagten, væg i væg med min celle, gjénta og gjénta sit -:

- Je bare sier dere det: ikke hándter folk! Ikke hándter folk! . . . jeg bare sier dere det . . .

Indtil han blev ført ud af vagtcellen og stemmen blev svagere og svagere og tilsidst forsvandt i retning af fyllearresterne derover. Jeg trak gardinerne for igjen, kasted et blik omkring i cellen, tilfreds med ophængningen, og begyndte saa at klæde af mig med en behagelig følelse af at være kommen i havn . . . Se saa, nu dreier tiden, jeg sidder lunt inden tykke mure . . . imorgen ingen rykkere! ah - og jeg slukked lampen og gik hen og putted mig ned under de graa fængsels-tepperne.»