Amalie Skram sender sin roman Sjur Gabriel til sin venn Arne Gaborg. I brevet som følger boken forteller hun om hvordan hun har tenkt om den. Hun skriver: «Kjære Garborg! Idag sender jeg Dig min nye bog, som jeg ber pent om at Du skal læse med medmenneskelig overbærenhed og velvillig næstekjærlighed. Du vil forstå at det ikke har været noget let emne, jeg der har tat på mig.
Hvorledes jeg har løst det skal Du sige, for Du ved det bedre end de andre. Som Du vil se er det ikke den fortælling jeg skrev på for mere end 1 år siden og til hvilken jeg fik hjælp og oplysninger hos Dig. Da jeg havde skrevet omtrent en trediedel på den, måtte jeg lægge den tilside. Jeg kunde ikke magte det dengang. Men jeg skal og vil få den færdig engang, hvis jeg lever. Vær sikker. Men først skriver jeg fortsættelsen på Sjur Gabriel. Det kommer at bli 3 bøger til, og omhandler efterkommerne i flere led. Du smiler og tænker, jeg tar mig vand over hodet, men bi nu med at le til Du ser hvad jeg får ud af det. No 2 bog kommer alt til julen.
Og så skulde jeg spørge om Du vilde anmelde S.Gabriel i Tilskueren. Skram kan ikke godt, forstår Du, og så er der ingen anden. Men hvis Du vilde det, måtte Du straks gi besked derom, og helst få det gjort til Oktbr.hæftet. Har Du ikke tid eller lyst, så forstår jeg det så godt, og vil ikke være det mindste sur på Dig. Sjur Gabriel er jeg kommen til at skrive over nogle bergenske gadefigurer som i min barndom optog min fantasi og forestilling stærkt. Ofte, når jeg kom fra skolen og traf «Småfylla» og Tippe Tue ravende fulde i gaderne, fulgte jeg efter dem, trods sult og forbud med skoleposen i hånden, timer i træk fra gade til gade og fik skjænd og lejeiser når jeg så kom hjem til den iskolde middagsmad. Jeg glemte hver gang påny ufravigeligt løftet om aldrig at gjøre det mere. Jeg glemte alt for at høre og se. I næste bog kommer Småfylla og Tippetue igjen.
Forresten er det gåt til på en underlig vis med dette arbejde. Jeg vilde skrive en kort fortælling om en student, ganske ung, der skyder sig fordi han har stjålet fra en kammerat. En historie jeg hørte som barn, som var passeret før jeg blev født. Den begyndte jeg så på, men kommen halvvejs stod det klart for mig at jeg også måtte gi hans for ældres historie. Så begyndte jeg på den. Men også forældrenes forældre måtte jeg ha med, ja endogså forældrenes bedsteforældre, som er Oline og Sjur Gabriel. Så flytter jeg historien om studenten ned til de allersidste dage i 87 f.eks og så er der plads til de foregående slægter.
Hvordan har Du det nu, kjære gamle kammerat? Skram skrev for en tid siden til Kr.ania om at få dannet en komité til indsamling af en klækkelig sum Du skulde havt da de tog levebrødet fra dig, de svin deroppe. Hernede var så mange som vilde bidrage, og oprindelig udgik planen fra andre end Skram, endskjøndt vi havde tænkt på det straks. Men tror Du de banditter deroppe har så meget som svaret ham? Det er noget pak alt sammen deroppe. Svare på en aldrig så pen og høflig henvendelse gjør de tamper aldrig.
Nu ser vi jo at Du atter er statsrevisor og næste gang blir Du vel gjenvalgt.
Med masser af hilsener fra Skram og mig er jeg Din hengivne Amalie Skram Skriv i ethvert fald et par ord om bogen snart."
Amalie til Arne Garborg 9.9.1887. Gjengitt i Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab