Amalie og Erik har store problemer i samlivet. Amalie truer med selvmord.

Amalie vet ikke sin arme råd. Hun lurer på om hun blir nødt til å ta livet av seg.

Hun er i Hornbæk, opprevet og grublende, hun har kranglet med Erik, det har kommet til voldsomme scener mellom dem, han har kaldt henne en skitten madam og bedt henne reise. Årsaken til konflikten er at hun er martret av sjalusi.

Hun er overbevist om at Erik er utro, samtidig som hun er full av anger over sin oppførsel mot ham. Og dette er ikke første gang at hennes sjalusi og voldsomme utbrudd er utgangspunktet for disharmonien mellom dem. Hun legger ikke skjul på at tanken på selvmord ligger nær.

Hun skriver:

«Ulykken er at jeg altid lider af en ond, uudryddelig dyb mistro til Dig. Hvad skal jeg arme gjøre? Skjøndt nu er det forbi, så kan det være det samme. Mange ganger har jeg ønsket det var forbi bare for at slippe fra denne tærende mistro. Nu kom det, da jeg mindst tænkte på det, da jeg var gladest i Dig. Men jeg vil det ikke anderledes. Det er ikke muligt for os. Jeg lider altfor meget, og Du kan ikke finde Dig i min Opførsel. Naturligvis. Det er sandt at Du jager mig. Jeg kan ikke bli hos en mand der råber «ud med Dig skidne madam, så jeg slipper at se Dig!» Det er at jage.

Og jeg vil ikke ta imod din nåde, som Du byder «af pligt». Ikke for aldrig det! Jeg vil hverken ha nåde eller medlidenhed eller pligt af Dig.

Jeg har tænkt meget idag på om jeg dog ikke burde ta livet af mig. Hvis Du bad mig om at gjøre det, nej hvis Du bare skrev at Du syntes det var bedst for alle parter, så forsikrer jeg Dig at jeg skulde gjøre det. Jeg vilde kunne det alligevel.»