Amalie og Erik lever et intenst festliv med mye alkohol i København for tiden. Amalie tror nok hun må ta det litt med ro en stund fremover nå, eller får hun "dilla", som hun skriver i et brev til sin venn Sophus Schandorph, som selv ikke er kjent for å spytte i glasset, og hans kone Ida. Amaliei blir så fort bajas i selskaeslivet, skriver hun. Men hun kan igså bli stille og tung.

I dag regner og blåser det, og Amalie på vei ut for å handle inn til søndagsmidadagen, mens mens hun venter på at det verste regnet skal gi seg, skriver hun om hvordan de har feiret St.Hansaften, og den nyeste sladderen fra vennekretsen. Hun fortsetter brevet samme kveld. Det er en betegnende skildring for livet i vennekretsen hennes denne sommeren. Hun skriver også om problemene hun har hatt med å få utgitt sin roman Lucie, og i hvor sterk grad det har gått inn på henne.

"(...)

Nu må jeg afbryde, for pigen kom og sa at regnet var holdt op, og så må jeg gå. Jeg har nemlig siddet vejrfast en halv times tid, (orkan som sædvanlig) og dertil øsregn. Jeg skal ud og kjøbe middagsmad til imorgen på søn dag. Gamle Liebenberg skal spise her. 6 Han går forresten mellem os sagt sikkert på gravens sidste rand, men han er sød og ildfuld og indigneret som altid. Jeg håber der er beredt ham en god og værdig plads i de hinsidige, evige pauluner. laltfald vilde det være skamme ligt andet. Altså au revoir!

Om kvælden. Hør nu min kjære hjærtensven Schandorph! Din bog er af dem, som vil bli standende i literaturen. På en vis måde har Du i den store Ma. o.s.v. presteret Dit meste, men jeg kan dog ikke nægte for at bøger som »Småfolk«, Enkestand, og hvad er det den heder den om konen som ikke vil gi doktoren lov til at operere gutten, står mit hjemmekjære hjærte nærmere. Det er dette ser Du, at der kan vi kontrollere, og i samme grad, nyde ægtheden. Det kan vi ikke så godt i den store o.s.v. men på mig virker den übetinget ægte. Jeg har forresten hørt nogle sige, blandt andre nogle bergensere, som har været her, og som vi har ranglet os helseløs sammen med, at Din sidste bog var Dit bedste manddomsværk. Summa sumarum: Kil Du bare på gamle gut, og skriv det Du har trang til at skrive.

Her hos os har vi det godt, og er alt ved det gamle. A.O.E. er A.O.E. og Amalie er sølle Amalie og Jakob træller i sætteriet fra mor gen til aften, og er i godt, og velsignet oplagt humør når han kommer hjem. Den gut står for mig som et følgeværdigt eksempel. Da det gik løs på at rangle og drive og være asen, ranglet og drev og var han asen. Nu, da det går ud på at være arbejdsmand er han det så godt som nogen, og med sligt et humør! Og sånne fremskridt han gjør! Og så likt han er af arbejderne, derinde på sætteriet. Knudtzon har fortalt det, og jeg fik beviser på det forleden, da jeg besøgte ham, for at se ham i »funktion«. Alle stod på pinde for mig og kappedes om at være opmærksom, og det var bare fordi besøget gjaldt ham. Da jeg var gåt havde de spurgt ham om jeg var hans forlovede, fortalte han siden. Ha, hal Du kan tro jeg likte det. »Nej, det var nok nærmest min mor,« havde Jakob svart. Bare jeg havde vært hans afkom istedetfor han mit, så kanske jeg havde arvet noget af hans utrolige livsbrugbar hed.

Nu går han og ser aldeles nydelig ud i Din vårfrakke og Dine lyse bukser, Du elskelige! Derfor tænker jeg daglig på Dig. Men han ved det ikke, og jeg vil heller ikke sige det, før han blir ældre. Men vide det engang skal han. Aa, når jeg nu bare kunde komme på det rene med hvad jeg skulde fortælle Dig og hvad jeg skulde la ligge. For Du kan vide der er masser af ting at snakke om, med da jeg ikke kan få med alt, gjælder det at gjøre et forstandigt udvalg. Herre Jeminih! Det er ikke grejt.

Der er jo endel forandringer siden Du og »Idus« rejste. Fru Juel- Hansen ser vi aldrig, for hun er biet venner med H.D. og hende sorger jeg ikke over. Nu har hun forresten skrevet en god bog. Og ære være hende i det høje1 Schjødtes kommer vi heller ikke mere til, men vi træffes under tiden i selskab og da er vi utrolig henrykt. Jeg elsker nemlig hende, og hun elsker mig, men omgåes kan vi ikke, for hun forlanger jeg skal være bajads når jeg er der, og det er jeg så utrolig gjerne, og har også ofte gjort fordringen fyldest. Men ser Du, hænder det så engang, at jeg ikke er oplagt, sidder, - ikke så taus som Anna Schjødte undertiden og ikke så kjedelig som Winkel Horn underliden, men bare ikke er bajads, så får jeg en »grov mund«, og det liker jeg ikke. Bogstavelig. De blir fornærmet når jeg gebærder mig som et andet borgerligt menneske. Nu er det snart et år siden vi var der, og da havde jeg fåt så mange stygge stikpiller, at jeg ude i entreen tog bladet fra munden og sa, at jeg langt heller ikke vilde komme der, når det skulde være på den maner, hvortil Anna, dirrende af sinne, svarte at det ønske skulde jeg såmænd få opfyldt, hvortil jeg svarte: mange takl Men det er nu forresten synd, for det menneske, den Anna Schjødte, har jeg engang fåt godhed for, og så går det ikke så let at få det ud af mit hjærte igjen. Nu siges det for resten med stor styrke at Anna Schjødte og With er forlovet og skal giftes pludselig og hemmelig. Det vil sige ingen skal vide det før giftermålet er fuldbyrdet. Og tænk, jeg tror det. For With er tabt for alle andre undtagen for Schjødtes hvem han, eiter sigende, daglig er sammen med. Vi ser ham ikke, I ser ham ikke, De ser ham ikke,

Men Schjødtes ser ham. Nu kan det forresten godt være at det bare er folkesnak for alt det.

Men hvorfor vi er begyndt at tro det, er for en del derfor at Vith [sic] er så uhyre hemmelighedsfuld. Blir han buden et sted svarer han: »nej tak jeg er optat.« »Hvor skal Du hen?« »Ja, se det siger jeg ikke,« og så kommer det altid for dagen at han været sammen, solo med Schjødtes. Ja, ja Vorherre være med dem og velsigne dem og hjælpe dem til at opfylde jorden og gjøre sig den underdanig. Amen!.

Og Fritz Bendix er gift med en ung, rigtig nydelig søkkenes rik enke. Bare det var os andre. Man siger hun har vært opvartnings pige, men har hun det, er det pine død godt gjort, for hun gir indtryk af en fuldstændig dame, og er så sød.

Og »den skrigende påfugl«, fru Saraouw er forsvunden fra vor synskreds. Hun skal leve i Sydfrankrig etsteds med sin mand og de kalder sig nok hr. og fru Ring.

Og nu er her udstillingstid efter en målestokl og over en lav sko, så gud sig forbarme! Vi har ranglet nat og dag, og har fattet forsæt ter om at forbedre os, og er falden tilbage, og har atter rejst os, og har endt med at være i ro en hel uge. Tar jeg ikke rev i sejlene får jeg »dilla« og derfor må jeg ave mig.

St. Hans aften var vi ude hele natten og kom hjem kl. 9 om morgenen. Vi mødtes i Lyngby om aftenen kl. Vi 10, Karl Madsen og vi forestod turen, og vi var 26, mest malere. 15 Så tog vi med jernbanen til Holte, spiste aftens der, og gik rundt Furusøen, 16 kom til Lyngby kl. 7 om morgenen spiste frokost på Rustenborg, tog hjem, sov 3 timer og gik i stor middag hos Octavius Hansens i Taarbæk. Men siden, har vi, som sagt holdt os i ro.

Forresten har jeg havt en tid fuld af lejelse og modgang kan Dere tro. Jeg havde skrevet en roman »Lucie«, og kunde ikke få Salmonsen til at forlægge den. Han var ræd for indholdet. Så sank jeg mig ned i pessimisme, måneder igjennem og troede at min tid var forbi, tog frem gammelt linned og dækketøj og sad og stoppede og lappede og fik endda flere grå hår end jeg alt havde. Herman Bang gik og tigged om lov til at spørge Schubothe om han vilde ha bogen, men jeg sa stadig nej, jeg var nemlig så overbevist om at han ikke vilde og jeg vilde nødig ha den ydmygelse to ganger. Men så, en søndag morgen jeg vågned, sendte jeg Jakob op med besked til Herman Bang at han alligevel kunde spørge Schubothe. Jeg tænkte det var bedst at tømme bægeret til sidste dråbe. Straks fik jeg svar at Schubothe vilde anse det for en ære at få mig på sit forlag. Kun måtte han læse bogen. Så læste han den og tog den uden at blinke, uden at ymte et muk om uanstændighed eller sligt noget. Til mig skrev han at han havde læst manuskriptet med stor beundring og stor interesse. Til andre har han sagt, at det var det første han havde læst. Siden den dag er jeg biet som et andet menneske. Når jeg nu siger til Skram: »Du var også vis på at jeg ingen forlægger kunde få,[«] så svarer han: »Ja, slig som Du snakked, Du med Din pessimistiske veltalenhed, Du sank mig ned i en afgrund af håbløshed og vished.«

»Lucie« er forresten ikke fortsættelsen af Hellemyrsfolket, som først senere kommer, men omhandler et emne, som længe har ligget mig hardt på sinde. Derfor måtte jeg stikke den indimellem.

Nu er det snart det 3 die ark skrevet fuldt, hvis man kan kalde disse kragetæer for skrift. Skjænd og smæld alt hvad Du orker over min utidige ulæselighed. Men jeg har den vane at skrive krampagtig hurtig. Sig mig imidlertid alvorlig talt om Du ikke kan læse det. Så skal jeg forbedre mig. Og så farvel I kjære to, »Idus« med sit sode, jomfruelige, yndigt

smilende ansigt, med sin friske, rene, gode hjærtevarme, og Du Din prægtige trofaste kammerat.

Hilsen fra begge til begge. Eders hengivne Amalie Skram