Amalie har nettopp lest Herman Bangs artikkel om henne i Tilskueren. Hun er over seg av glede, og setter seg straks ned og skriver et brev til ham. Hun skriver: «Kjære Herman Bang! I dag fik vi «Tilskueren», og De kan nok forstå jeg straks skar op

nogle blade midt inde i den, og så læste jeg mig både rød og bleg og varm og kold af bevægelse og glæde. Jeg tror De vil kunne fatte hvor inderlig den tak er, som jeg herved sender Dem, bedre end jeg kan få det udtrykt. Tårerne trængte sig frem og drypped på bladet mens jeg læste og hadde De vært ved hånden, var jeg falden Dem om halsen. Jeg måtte ha gjort det. Og det hadde ingen fortræd gjort - De vilde ikke tat det ilde op, tror jeg, fordi De hadde forståt udbruddet. Og så ypperlig som det er skrevet. Ikke et brugt ord findes i hele artikkelen fra begyndelsen til enden, ikke at tale om et forbrugt. Jeg kunde ikke la være at spørge Skram og Jakob om det dog ikke var for rosende. De sa begge et overbevist nej, Skram mente det var just hvad der skulde siges, og han bad mig hilse og takke Dem «ret meget» når jeg skrev til Dem. Ligeledes Jakob. Aa, De fine hjærne og varme retskafne hjærte! Jeg ønsker Dem kjære Herman Bang at det ofte, svært ofte må times Dem i livet at bli så glad som jeg idag over hvad De har gjort for og mod mig ved at skrive den artikkel. Jeg trængte til den. Deres inderlig hengivne Amalie Skram.»