Dato
15 november 1889

Amalie er dyster til sinns. Hun skriver til sin venn Herman Bang om hvordan hun ikke klarer å la være å tenke på de ekteskapelige problemene til ekteparet Winkel Horns, der konen Anna har innledet et romantisk forhold til Knut Hamsun. Hun har dessuten lest Bjørnstjerne Bjørnsons nye bok, og den liker hun slett ikke.

Hun skriver: «Men «På Guds Veie» er ikke nogen god bog, synes jeg. Der er vi højt uenige. Lavet, affekteret, übetydelig, forsåvidt som der ikke findes én ny tanke i hele den tykke bog, ja ny, ja, - jeg mener noget, der virker som nyt, for alt er jo gammelt. Den lugter så af Bjørnson at det er til at få kvalme af. Alle taler med Bjørnsons mål og alt går efter hans sind. Tænk Dem bare det kjærlighedsbrev den unge fyren skriver til Ragni fra Tyskland. Fy da! Bjørnsons ord og stemme! Og Ragni som pludselig siger da hun hører den gamle læge synge: «Hvor det kaster sig utover!» Kan De ikke høre Bjørnson i det? Han og aleneste han. Ikke tøddel eller dust af nogen Ragni. Og således alt og alle.

Uf nej, det er en bog for lægfolk og ikke for kunstnere, en bog som går i den store hob og gjør sin forf. populær - stor og fed og glat og glinsende, glinsende af humanitet og præstelig salvelse og etisk optimisme og alt det som godt og fordøjeligt er [her i verden - krys set ut]. Den mand bryr sig pokker om livet han laver alting til efter sit behov, og sligt er utåleligt. Digter er han jo, for der er meget i bogen som er godt lavet, men nej, lad mig så be om Nils Collet Vogt.»

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalies brev til Herman Bang 15. nov 1889. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2014021724010