Amalie og Erik Skrams datter Johanne har mistet sin første tann

Johanne Skram har mistet sin første tann. Den var svært løs, og hun har pirket den ut selv, for hun er redd for å måtte gå til tannlegen. Hun savner sin mor. I dag er hun på besøk hos Erik i leilighetens deres i Classensgade 11.

Erik sitter og skriver mens hun står i vinduet og leker med noen klosser.

Erik skriver til Amalie: «Nu idag har jeg Småen hos mig. Hun står i Vinduet og laver et Fletteblad til Dig og kommer hvert Øjeblik hen til mig for at spørge om alt muligt og meddele mig, hvad jeg skal skrive til Dig. Bl.a. da, at Du skal komme hjem på Onsdag eller Torsdag, og at Du til næste Jul, «når jeg har rigtig Jul her hjemme", skal klistre alle de Fletteblade, som Du har, og alle dem, jeg har - Gud bedre det, nu forlanger hun, at jeg skal komme frem med dem, og jeg véd ikke, hvor de er - til Kræmmerhuse og hænge dem på Juletræet. Og jeg skal fortælle Dig, at hun længes efter Dig, og at hun idag har fået en Krumkam. (Den har jeg købt til hende og er blot ked af, at jeg ikke har gjort det for længe siden. Nu ser hun langt sødere ud end med den store Uglerede af et Hår, der uden Krumkam ikke er til at holde i Orden.) Så skal Du også have at vide, at hun har mistet sin første Fortand. Jeg tror, hun selv har pillet den ud en Aften i Sengen, under alle Omstændigheder er det gået umærkeligt for sig, kun, at hun har betroet mig, at hun var bange for at komme til Tandlægen og derfor selv gik og rykkede i den. - Den Unge er et lille kærligt Væsen med en efter sin Alder mærkelig dyb Bund. Der er ikke Tvivl om, at hun har det godt hos Slomanns, og de der ude véd intet andet end at hun er lutter Glæde, men kommer hun så alene med mig, er der en så rørende Henrykkelse og febrilsk Agtpågivenhed på, at intet Minut tages fra Opholdet i Klassensgade og nu og da lidt Gråd og Klage - Helt ud trives hun kun for Tiden sammen med mig. Det kan ikke skjules, at hun føler Savnet af sit Hjem. Hun kan klynge sig til mig i Afskedsøjeblikkene med Angst i sit lille Hjærte, som jeg kan føle banke mod mit, og det hulker inde i hende - men hurtigt går det jo over. I Søndags følte hun sig inderlig forurettet, fordi jeg kun - Spisetiden lå så galt - havde haft hende i halvanden Time hjemme, og da græd hun for Alvor, og jeg måtte love hende at skænke hende hele Tirsdagen - idag -, vi skulde spise sammen og ikke gå hjem til Slomanns, før hun skulde i Seng. Da vi gik ud af Porten, og hun tog min Hånd, skete det med den Bemærkning: «Ikke sandt Pappa, når nu Mamma kommer hjem, så rejser Mamma ikke mere bort igen, for nu må jeg ikke mere bo hos fremmede - jeg har to Gange boet hos andre, Pappa, det skal jeg aldrig mere, vel? Det er slet ikke morsomt, Pappa." Og der er mange andre Småbemærkninger.

Jeg kan for Resten næsten ikke samle hvad jeg skriver, bogstavelig mellem hvert tredje fjerde Ord jeg skriver må jeg se på hendes Leg i Vinduet - nu bygger hun med Klodser - og svare på hendes Spørgsmål. «Må jeg sige Dig en Ting, Pappa, er dette ikke pænt? Se dog Pappa, nej se dog! Hvad tror Du det er? Nej Du må se, Pappa, er Du ikke snart færdig med at skrive?" - " Véd Du Pappa hvad jeg tror? Jeg tror, at Mamma går hen og ser sådanne Ting i Paris som mere morer Børn end voksne, for at hun kunde have noget at fortælle mig i sit Brev. Tror Du ikke?" - «Å, det er så kedeligt, at Du skriver.» - «Mamma har sådan en blød Hud, ikke Pappa, når jeg kysser hende - det er så dejligt."

Og når vi så går hjem i Lygteskin, standser vi ved hvert Vindue med de store Juleudstillinger - vi er jo kommen godt med her ude på Østerbro - og ser om og om igen på de samme Sager. I Søndags trak hun mig endog ned ad en Sidegade for at vise mig noget i en Urtebod, hun absolut måtte have at vide, hvad var. Noget almindeligt Stads, som kunde ses i mange andre Vinduer. Og da jeg sa' noget i den Retning, svarede hun ganske alvorligt: «Det véd jeg godt, Pappa, jeg vilde bare spilde Tiden med Dig." Og idag: «Véd Du Pappa, hvem jeg holder allermest af i hele København? Dig! Og véd Du, hvem jeg holder allermest af i hele Paris? Mamma!»