Erik Skram, som feirer jul i København med datteren Johanne, er i ferd med å miste tålmodigheten med sin kone Amalie

Erik Skram er i ferd med å miste tålmodigheten i forhold til Amalie. Han syns ikke han får annet enn uvennlighet og beskyldninger tilbake, til tross for alle sine forsøk på å komme henne kjærlig og tålmodig i møte. Han skriver til henne: «Kan Du eller vil Du ikke forstå, at når jeg under de sidste korte Meddelelser har sat E.S. efter at have skrevet til Dig, som jeg har gjort, for hundrede Gang åbnet mine Arme for Dig og vist Dig Vejen til mit Hjærte, så er det Dig der slår mig denne kolde Form i Hånden. Samtidig med at jeg skriver mine kærlige Ord og sender Dem bort med et - vidunderlig nok - ikke endnu helt underkuet Håb, har Du skrevet et Brev til mig, som ikke indeholder andet end Mørke, Afvisning og Sprængning af alle Hjemmets Bånd - for at tale mådeholdent. Et Brev, som en ærekær Hustru ikke kan skrive til den Mand, hun ønsker skal skrive "din" under sine Breve. Du ødelægger og ødelægger nu som altid, jeg udbedrer og udbedrer. Du forhåner, jeg beder, og dette Spil er gået for sig i det uendelige - og endnu har Du Mod til at vende Tingens Bråd mod mig.

Sandelig Amalie, det er galt fat med Dig!

Men endnu siger jeg, at har Du Sind til eller kan Du få Sind til at prøve på at leve Livet i Kærlighed - hvad Du endnu aldrig har gjort -, så står jeg og din lille Pige der for at hjælpe Dig. Og det er gode Vilkår, vi byder Dig.

Men forhånes i min Kærlighed og i mit milde Sind det vil jeg ikke mere.

Men Kærlighed er en Gerning fra Dag og til Dag, fra Minut til Minut, og Kærlighed er Fred, og uden Fred er der ingen Kærlighed.

Og Kærlighed er ikke en Lue, der varmer idag, og imorgen brænder alting op.

Vor Juleaften hos Slomanns var god. Der var mange Gaver og megen Henrykkelse hos Børnene. Dukken Anita fra Dig var sikkert la pièce de résistance. Tilsidst var Småen ene tilbage hos os voksne, medens de andre Børn blev klædt af. Hun dansede da ene med udbredte Arme rundt om Juletræet og sang: "Højt fra Træets grønne Top" og lod som om hun var med i en hel Kæde, og hun fortsatte Dansen ind gennem Spisestuen rundt om det store Bord. Hun svang sig yndefuldt og let på Tå, og jeg havde blot det ene Skår i den Lykke det var at se hende, at denne Alfedans ikke foregik i hendes eget Hjem med kun de to glade og mod Lykken taknemlige Forældre som Vidner. Nu kommenterte den tørre Slomann hendes bedårende Glæde med Ord, der passede som Lyden af en Fejekost i en Fløjtesolo.»