Det er krise i forholdet mellom Amalie og Erik Skram

Amalie Skram skriver et fortvilet og rasende brev til Erik. Hun har fått nok. Hun vil reise, slik kvinnen i hennes egen novelle «Memento Mori» gjør. Til den teksten har ikke Erik hatt annet enn en kort kommentar om hennes brennende kjærlighet, og det kan ikke Amalie tilgi ham.

Hun vil at han skal slå seg sammen med kvinnen hun mener han har et forhold til. Og hun har lest notater og opptegnelser han har gjort om henne selv, hun har funnet dem i skrivebordskuffen hans.

Den siste siden av brevet hun skriver om alt dette, mangler. Hun skriver:

«Jeg vil skrive til Dig, skrive, hvad Du skal læse, når jeg er rejst. For jeg kommer ikke til at få tale med Dig, det véd jeg. Du er fuld af afsky for at snakke med mig, og jeg er træt, træt til døden. "Ord, ord, ord" - jeg sér dit ansigt, og hører din stemme, de mange ganger, Du hånlig har sagt "ord". Når jeg nu rejser, føler jeg det ikke, som jeg forlader et hjem. Her i Klasensgade nr. 11, har ikke vært noget hjem for mig, siden den dag, jeg fra Sct. Josefs hospital kom herud, og fik vide hvordan tilstanden var. -Du sa en dag, at Du havde vært min redelige ven i 3 kvart år. Ja, tak for al den venlighed, Du møjsommelig har kjempet Dig til at vise mig! Men tænk Dig et forhold, hvor to venner lever sammen, og den ene, hvergang der forefalder kontroverser, og flyver hidsige ord, går hen og skriver det op for at ha sort på hvidt for, hvilket gement og sjofelt menneske den anden ven er. I din skrivebordsskuffe ligger alle de optegnelser om mig, stenografiske og andre, som gjør at dette "hjem" er mig forhadt. Det er den ene grund hvorfor jeg drager bort. Den anden er hende, hende, som Du elsker, og som, hvis hun vil, tar Dig tilbage, og bringer Dig til at lyve for mig, og bedrage mig som forrige vinter. Jeg véd ikke hvad det skal til. Lige overfor mig, som ikke har nogen ret, måtte Du frejdig kunne se sandheden.

Jeg rejser nu som hun rejser i «Memento mori». Dette (M.m.) om hvilket Du kun har havt en hånlig bemærkning om min «brændende kjærlighed» at sige mig.

Den dag, Du sa det, vidste jeg først tilfulde hvordan det var forbi imellem os. Og ude hos Fritz Bendix, da Du pludselig, uden forudgående anledning fra min side, overfaldt mig så stygt, for rigtig at slå fast for mig selv hvor rå og gemen, Du fandt mig. Jeg turde ikke se på Dig, ikke svare Dig når Du talte til mig. Jeg kjæmped som en gal for ikke at falde ned for Dig og skrige: om forladelse, om forladelse! Ti netop sådan, som Du for første gang da havde overfaldt mig, sådan havde jeg 100 ganger gjort det i vort samliv.

Den aften følte jeg med stivnende rædsel og glæde, at jeg var kommen over på den anden side «floden», din flod gjennem hvilken jeg har vadet som en druknende, der griber efter et halmstrå, og kjæmper og kjæmper for ikke at omkomme. - Og nu vil jeg sige Dig: Kan Du finde nyt liv, og ny glæde sammen med hende, så gjør det. Uden bitterhed skal jeg vide og ville det. Hvad enten det går gjennem nyt ægteskab med hende, eller udenom, det er mig det samme. Jeg skylder Dig det! Bare det havde vært en, som jeg inderst inde ikke havde havt denne ringe opfatning af. Men kanske hun blir bra under dine hænder, og får evne til at gi Dig den sene lykke som Du før ikke fik, skjønt ingen, som Du, var værdig og skikket for den.

Å, for et år dette har vært! Hvor gloende, sviende var de hændelser, som skulde lære mig, at det var den rene, nøgne sandhed når Du sa: Du har myrdet og kvalt mig. Gudskelov at jeg ikke er overtroisk! Ellers vilde jeg spilde resten af mit liv med at græde mine øjne ud, og kjæmpe fortvilelsens kamp for at vinde Dig tilbage. Vi tror ikke på «kjødets opstandelse» nogen af os. Altså heller ikke på at en myrdet og kvalt kjærlighed kan vækkes op fra de døde.

Gudskelov fordi jeg har mod til at se sandheden i øjnene.

Nu, da jeg har lidt så meget, har undergåt så mange pinefulde forvandlinger, er det liksom der kom en»(resten av brevet mangler)