Erik Skram skriver til sin kone Amalie og trygler henne om at han skal kalle ham ved fornavn

Erik Skram er fortvilet på grunn av ståa i ekteskapet med Amalie. Hun får seg ikke til å alle ham med fornavn, hun kaller ham alltid Skram. Og det sårer ham. I dag skriver skriver til Amalie:

"Ja min søde kære Amalie, jeg synes ingen Kunst det er at holde ud, når to vil det sammen. Et mildt Ord, et Smil, en Sindets Bøjning ind i Forholdet, en fælles Varsomhed med hinanden – det er jo evig Lægedom for megen Uoverensstemmelse. Men hør nu min kære Ven – min Kat kunde jeg jo næsten à la Schandorph komme til at kalde Dig efter dit Brev – begynd nu ganske rolig at kalde mig Erik. Jeg har før bedt Dig derom. Jeg har altid følt det som en Sorg og uheldsvanger Ting, at Du ikke uvilkårlig valgte at kalde mig ved Fornavn, og nu véd jeg, at denne Gåen uden om den umiddelbare fortrolige Tiltaleform og Benævnelse har stået i Forbindelse med det, der ikke var til vort bedste – og Du føler Dig ondt berørt, når dette Navn ikke står under mine Breve, det Navn, hvis Klang jeg aldrig har hørt i din Mund, jeg véd ikke, hvordan Du udtaler det og har mange Gange næsten været skamfuld ved at sætte det hen til din Beskuelse, det, Du ikke tog imod, lod ligge ubenyttet som noget værdiløst. Brug Du nu Navnet i dit Sind og i dine Breve, og når Du taler om mig – mulig kunde der ligge lidt Trolddom deri. Falder det Dig lidt vanskeligt, bliver Du lige som skamfuld til en Begyndelse, så gå igennem denne Vanskelighed, denne Flovhed, bring mig og vort Forhold det Offer, jeg ønsker det. For jeg har ligesom en Tro på, at kan Du komme hjem til mig med et "Goddag Erik" på dine Læber, et uvilkårlig frit Udbrud, idet Du kysser mig, så er Du bleven rask, Amalie, og så kan vore Følelser mødes."