Amalie Skrams roman Julehelg utkommer. Den har hun basert på broren Ludvigs dagbok.

Amalies roman Julehelg utkommer i København. Den har hun basert på broren Ludvigs dagbok, som hun mottok etter hans død.

Det har vært en lang og tung sorgprosess å lese seg gjennom dagboken, som strekker seg over tyve år, og som jo også omhandler deres felles barndom i Bergen.

Ludvig døde som en ulykkelig mann, og har betrodd seg til Amalie om sine sorger, blant annet om det ulykkelige ekteskapet med Lolly. Det er først og fremst i kjærlighetssaker at han har følt seg sveket av livet.

Amalie har gjort mange understrekninger og noen notater i dagboken mans hun har lest. Spesielt er hun opptatt av stedene der hun selv er nevnt, og der Ludvig er irritert på henne eller ulykkelig på grunn av noe hun har sagt eller gjort.

Til sin venn Irminger, maleren, skriver hun at Ludvig har vært hennes eneste, virkelig kjærlighet. Hun skriver blant annet:

«Jeg er så bange for at jeg ikke skal være dit venskab fuldt værdig. Men sådan går det vist mennesker som er ærlige, og som holder af. Sådan gik det mig også ligeoverfor min bror Ludvig. Han var yngre end jeg, og jeg havde gjennem hele vor barndom og ungdom ganske sikkert vært den dominerende i vort forhold, indtil jeg blev den ydmyge, den der så, at han var så meget, meget bedre end jeg. ()Nu har jeg læst dit brev for 5te gang. Du skjænder på mig, og det er godt. For Du skjænder meg til ro. Hvor kunde Du vilde skjænde på mig, hvis Du ikke holdt af mig? Min bror Ludvig skjændte også på mig af og til. Men hans skjænd og min sorg opløstes altid i harmoni og glæde. «Netop fordi Du er mig så kjær små Mallamor», sa han til mig, «kan jeg ikke tåle at Du ikke altid er som, jeg vil ha Dig.» -

Ja, af ham tålte jeg skjænd. - Nu, når jeg læser i hans dagbøger, som Du så længe har gjemt for mig, dvæler jeg med forkjærlighed ved de steder hvori han betror sin dagbog sin misfornøjelse med mig. For han er så god og kjærlig, og så forståelsesfuld.

Vi boede jo sammen i 4 år på Fredrikshald, i hvilken tid han var mine to gutter den kjærligste opdrager, ven og far. Jeg husker en aften, vi sad sammen i dagligstuen, jeg med et håndarbejde, han med en bog i en lænestol. Jeg skotted til ham af og til, og så at der rant store tårer ned over hans kinder, og at han slet ikke læste, bare lod så. Så gik jeg hen til ham, tog ham om halsen, og spurgte ham hvorfor han gråd.

«Fordi jeg forleden dag gjorde Dig uret», sa han. Du ved ikke hvordan jeg blev tilmode. Jeg turde ikke vise mine følelser for heftigt, fordi jeg vidste at han ikke vilde like det. Så kyssed jeg ham bare på panden, og sa: tak Ludvig. Han havde nemlig gjort mig uret. Fra den aften, tror jeg næsten, at jeg blev et lidt bedre menneske. Du ved, at jeg har sørget meget over min bror Ludvigs død. Andre kjære har jeg også mistet, men jeg sørger ikke mere over dem. Kun over Ludvig sørger jeg bestandig. Igåraftes, da jeg vilde læse om igjen hans sidste breve, måtte jeg la det være. Det var som om mit hjærte blev sønderrevet. Jeg, som i mange år har vært så glad ved den tanke at døden var den evige tilintetgjørelse, jeg ønsker og håber og tror nu fuldt og fast på et liv efter dette, fordi det mig umuligt at tænke den tanke at Ludvig er tilintetgjort. Å, hvor var han mig kjær, det menneske! Og altid god, god imod mig og mod alle.

Skjønt Du og Ludvig slet ikke i noget ligner hinanden, er det blevet mere og mere for mig som at Du var ham. Når jeg om natten drømmer, så er Du ham, og taler til meg med hans søde, milde, dæmpede stemme.»

Siden skal forskere som leser i dagboken komme til å undre seg over dette.