Amalie er på Førslev på sommerbesøk sammen med Småen. Benet hennes er fremdeles ikke bra, men bedre. Hun skriver til sin ven Valdemar Irminger om hva hun tror vil skje henne etter døden: Hun vil nok ikke komme til det samme stedet som han og hennes mor umiddelbart, men havne i støpeskjeen, som i Peer Gynt. Men hun stoler helt på at det som må skje med henne, kommer til å skje, og at det er en høyere styrelse med alt, skriver hun.
Om besøket hun nettopp har hatt av venninnen Drude Krog Janson, skriver hun:
"Du forstår ikke at jeg kan påta mig at ha liggende gjæster, siger Du. Tror Du da, jeg har påtat mig det? Nej, jeg var af alle mulige grunde fortvivlet over det, men hvad skal jeg gjøre, når de uden videre mælder sig, og når det er gamle, sågar barndomsvenner? Jeg tænkte mig jo ikke muligheden af at de nu i min forværrede stilling vilde kunne huse dem, men det gjorde de nu. Drude Janson skrev til Ingeborg at de kom 3 mandsterk, hun selv, den fraskildte datter Borghild og hendes treårige gut. Og Ingeborg var sød og frydefuld ved tanken.
Jeg var et øjeblik aldeles stum. Så sa jeg: «Ja, men Ingeborg, det er jo umuligt. Hvor skal jeg lægge dem? Vi har jo akkurat de nødvendige senge til os selv. Og sengklæder da, selv om de vilde ligge på gulvet?»
Ja, så blev det jo til at bare Drude boede her, Ingeb. bad hende få sit værelse og lå selv på den grønne sofa inde i dagligstuen, hvad der ikke var så morsomt, for jeg liker nu ikke at ha huset i uorden. Og så kom jo Borghild og gutten her omtrænt hver dag, og gutten spiste som en liden bjørn. Det vilde jo bare vært morsomt, hvis jeg havde havt råd til det. Men det er jo det, jeg ikke har.»
København
Amalie til Valdemar Irminger 12. juli 1900. Skram København, Rigsarkivet.