Amalie Skram får refusert en hverdagsskildring som hun har sendt til Edvard Brandes

Amalie Skram har skrevet en liten hverdagsskildring, "En forunderlig dag", som hun har sendt til sin venn Edvard Brandes. Han er redaktør av Politiken, og Amalie håper å få den på plass i julenummeret av avisen. Men Brandes syns ikke teksten egner seg på trykk i hans avis. Han skriver:

"Kære Amalie!

Desværre nej, jeg synes ikke rigtig om denne Skitse. Den er ikke dig helt værdig og vil ikke passe mit Julenummer. Den mangler den faste Virkelighed og den kunstneriske Tilspidsning. Jeg tror ikke paa at dette hendte "hende" og jeg forstaar ikke hvad Hændelserne beviser. Vær ikke ond paa Din Eb"

 

Her er Amalies tekst:

En forunderlig dag

Hun var inde hos en blomsterhandler, og kjøbte noget, hvorpå hun bestilte en bouket roser, som skulde sendes om morgenen et par dage senere. Der var en af hendes kjære, som havde fødselsdag, så det var hende vigtigt at roserne kom.

"Glem det nu endelig ikke", sagde hun, da hun skulde til at gå.

"Glem — hva ´ beha´r! Vil De fornærme mig?"

Forskrækket over mandens barske tone, svarte hun noget ydmygt forfjamsket, og skyndte sig afsted.

I parenthes benærket blev roserne ikke hende tilsendt.

Da hun kom ud fra blomsterhandleren steg hun op i en sporvogn, grundede over om der kunde være noget fornærmeligt i at sige til en kjøbmand hos hvem man har bestilt varer: "Glem det nu endelig ikke."

          Kort efter holdt sporvognen, og konduktøren syntes at få det travelt derude. Øjeblikket efter leded` han ind i vognen en mærkelig skikkelse, en bitte liden fyr, påklædt som en lurvet olding, med vide, fodside benklæder, lang løshængende overfrakke, og en sort bulet filthat på hovedet.

Alle i sporvognen så medlidende på ham. For han havde bare et bèn, og istedetfor det andet, et træben, som syntes at være fastgjort oppe ved hans hofte, og stak rundt og sort ud gjennem nederkanten af den vide bukse. I hånden holdt han en kort stok, hvis håndtag var omviklet med sort klæde.

Hans ansigt var blegt og lidet, men hans blik sikkert og hans mine veltilfreds.

Da konduktøren slap sit varsomme greb om hans skulder, støtted den lille fyr sig op mod vognsædet; han sprigte med benet og træbenet, og holdt hånden fast om stokkens håndtag.

"Vilde du ikke sidde?" spurgte hun, og gjorde plads for ham. "Jeg skal hjælpe dig."

"Nej. Jeg vil stå."

En dame i sporvognen rakte ham et pengestykke. Gutten tog det uden at takke, drejed det rundt mellem sine tynde, smudsige fingre og sagde så: En femogtyveøre, hvorpå han putted pengestykket i sin frakkelomme.

Straks efter fik han nok en femogtyveøre af en herre, som sad ligeoverfor ham.

Som før takkede han ikke, vendte og drejed pengestykket mellem fingrene, nævnte dets værdi, og lod det glide ned i frakkelommen.

Så kom konduktøren for at kræve penge.—

"Jeg ta`r billet til den lille fyr, der", udbrød en herre, som sad længere borte i vognen, og som tilsyneladende ingen agt havde givet på den lille krøbling.

Gutten drejede såvidt på hovedet, og skelte hen til herren, men heller ikke nu sagde han tak.

"Hvorledes er du kommen af med dit bèn?" spurgte så en anden af passagererne, og rakte gutten en halvkrone.

Efter først at have mønstret pengestykket og nævnt dets værdi, svarte han: "Det er 'tuberkulosum'."

"Har du søskende?"

"Ja. To. Og de har også 'tuberkulosum'. Men de har ikke mistet noget bèn. De kun dør af det."

"Hvor gammel er Du?"

"Tolv og et halvt år." 

Der lød en medynksmumlen gjennem vognen. Denne lille purk, der så ud til at kunne være — i det højeste syv år gammel!

Og atter fik gutten pengestykker.

I Stormgade skulde han ud. Det skulde hun også.

"Lad mig få hjælpe dig", sa hun. "Tag mig under armen".

"De skulde ikke fornærme en, De dame," svarte han, og såe på hende med et underlig ondt blik. "Selv om en anden en kun har et bèn. Jeg kan selv."

Hun blev forbløffet, og det fór igjennem hende at hun vist måtte have noget i sit ansigt og i sin mine som hun ikke vidste om, siden nu også denne krøbling havde optaget hendes ord som en fornærmelse.

Uden at se tilhøjre eller venstre, og uden at skjænke nogen så meget som et nik til tak humped krøblingen ud af vognen. Hun bagefter. Nokså fornøjet stolpred` han på sit træbèn, med den korte stok til støtte, tværs over gaden, og blev borte i en smal port.

Øjensynligt var han aldeles ufølsom ligeoverfor medmenneskers godhed og venlighed. Det tog han som noget, der skulde så være. Men ligeoverfor "fornærmelser" var han sikkert følsom nok. —

På sin vandring kom hun gjennem Østergade, og blev stående udenfor et butiksvindu, som prangede med skjønne blomster. Især var det nogle afskårne Orchidæar, som fængsled hende. Om en ugestid skulde hun have en bouket til et sølvbryllup. Kanske hun kunde bestille Orchidæaer til den lejlighed.

          Hun gik ind i butiken, og spurgte om prisen.

"Ni kroner stykket."

"Ni kroner for den ene afklipte blomst?"

"Ja, naturligvis. Tror De, vi graver Orchidæaer op af jorden?"

"Nej, — men, så er det jo bedre at kjøbe noget andet. Sådan en blomst visner jo på et par dage."

"Hva` beha`r! Vil De fornærme mig! Den står en måned, en måned! forsikrer jeg."

Noget som ligned forfærdelse greb hende. Nu var det tredie gang idag at denne anklage for at ville fornærme ramte hende.

"Nej, på ingen måde har jeg havt til hensigt at fornærme Dem," stammed hun, "— men jeg mente bare" — der kom kunder ind, og hun sneg sig stille ud.

          Da hun kom hjem fandt hun sin lille datter syg. Den lille stakkel havde snue og feber, og var gået tilsengs.

"Nu har De vel ladet hende sidde for åbent vindu igjen", sagde hun til pigen. "Hun tåler ikke den træk, har jeg sagt Dem så mange gange."

"Åbent vindu! Aldeles ikke. Jeg vil ikke høre på sådanne fornærmelser!"

Hvis bekymringen for hendes lille pige, der begyndte at hoste, ikke havde optaget hende vilde hun sikkert være bristet i latter. Fornærmelse. Det var fjerde gang idag.

Men ingen kjender dagen før sol er gået ned.

Om aftenen blev den lilles hoste værre. Hun havde en recept på hostedråber, som hun før havde fået af huslægen, og med den gik hun på apotheket hvor hun fik det forlangte.

          Da hun kom ud fra apotheket blev hun tiltalt af en ung mand i fint antræk, med blonde viksede moustacher og spids kunstnerhat.

Om frøkenen ikke vilde spasere lidt?

Intet svar. Hun hasted afsted med medecinflasken i hånden.

Om frøkenen ikke vilde gå ind et sted, og nyde en lille gjenstand?

Intet svar.

Om frøkenen måske havde fået så meget at drikke i løbet af dagen at hun ikke tålte mere?

Intet svar.

Så greb kavalleren, der fulgte tæt op ad hende, så hårdt om hendes arm, at det gjorde ondt. Hun såe sig om efter en politibetjent. Men der var ingen.

"Lad være at røre ved mig", sagde hun heftig, og forsøgte at vride sig løs. "De ved ikke, hvem det er, De antaster".

"Hvem De er! De skulde blot vide hvem jeg er! Men skrub ad helvede til din mær! Slig en fornærmelig opførsel!" Han slap hendes arm, og gav hende et skub, så hun formelig føj hen ad fortoget.

Så mange fornærmelser på en dag!

 

Amalie Skram

 

Merk at den nest siste setningen i teksten er forandret: "Han slap min arm og gav mig et skubså jeg formelig..."

Rettelsen tyder på at hendelsen er selvopplevd.