Hulda Garborg leser Otto Weiningers filosofiske bok Geschlecht und Charakter, og blir svært engasjert. Hun begynner å skrive Kvinden skabt af Manden; hun skriver som i et ras. Den skal komme til å utkomme anonymt, og vekke stor oppsikt. Hun skriver blant annet: «Det er ikke Kvinderne, som interesserer Dr. Weininger; det er «Kvinden», det rene Q. Men det rene Q. eksisterer altsaa ikke, og det er derfor forstaaeligt, at han ret som det er forvilder sig bort i de levende, virkelige Kvinders uhumske Sjæleliv, hvis der da kan være Tale om et saadant hos dem. Til syvende og sidst er det vel ogsaa fra dem, han har sine bitre Erfaringer. Alt hvad vi ved om Kvindens Sjæleliv, har vi fra Mænd, siger Forfatteren. «Vistok har endel Halv- eller Trekvartkvinder i senere Tider givet endel Kvindepsychologi tilbedste; men det har ingen Betydning." Nei, nei, men naar nu det rene Q. altsaa for det første ikke eksisterer, og for det andet ikke har nogen Sjæl! Hvad saa? Men hvordan kan Manden da vide noget om en Sjæl, som ikke eksisterer? Han kan, som det synes, dog kun vide et og andet om Halvkvinderne eller Trekvart kvinderne. Men Forfatteren mener altsaa

dog, at Manden har givet værdifulde Op lysninger om Kvindens Sjæleliv, og han spørger nu, hvordan er det muligt for Manden? Jo, svarer han, her maa vi ty til det kvindelige, som findes i enhver Mand. Fordi der er noget Kvinde i Manden, derfor kan han forståa Kvinden og give Oplysninger om hende. Noksaa meget Kvinde maa der da have været i Dr. Weininger; thi aldrig er vel Kvindens Sjæleliv blevet grundigere analy seret og gjennemlæst, og aldrig har der vel før været givet flere „Oplysninger" paa et Bret om hendes Væsens Mangfoldighed og Forfærdelighed. Og sjelden tror jeg des værre ogsaa vi er forstaaet bedre, tiltrods for den megen Vilkaarlighed og Gjætning og de mange løse Paastande. Altsaa dog tilslut un homme - med Modifikationer.

Hvad jeg nu først og fremst har lært af Dr. Weininger er altsaa, at i det Øieblik, jeg forsøger paa at give tilbedste en Smule Autopsychologi, beviser jeg, at jeg er en Halv eller Trekvartkvinde, og at mine Oplysninger om mig selv da ingen Betydning kan have for Forstaaelsen af Kvindens Psychologi". Det skulde da være, om det kunde hjælpe mig lidt, at jeg er inspireret dertil af en Mand. Og det er jeg. Thi Dr. Weiningers Bog har givet mig meget at tænke paa. Skulde det alligevel bunde i hans Theori alt det uforklarlige og tilsyneladende menings løse i den kvindelige Karakter? Skulde det tilsidst være Forklaringen paa alt det onde, vi kommer op i, fordi vort inderste Væsen aldrig kommer helt i Harmoni med vor Vilje og vore Bestræbelser for at være Menneske i samme Forstand som Manden-Borger, Sam fundsmenneske, Hjernemenneske? Skulde det være Forklaringen paa den Gaade, jeg selv ikke kan løse - mig selv?

Jeg læste w Geschlecht und Charakter" i en eneste Ophidselse. Kastede Bogen i Sinne, tog den igjen, læste og raabte: Nei, dette er for brutalt! Dette er raat! Men straks maatte jeg sige til mig selv, at saa let slip per jeg ikke fra det. Naar jeg bliver hed og sint, saa er det, fordi jeg staar for lavt

i Dannelse, i Viden, og fremforalt, fordi jeg ikke vil se Sandheden i Øinene. For Sandhed er der i den Bog! Megen Sandhed; men ogsaa megen Sygdom. Og jeg følte min egen Sundhed med Taknemmelighed, og inden jeg var færdig, vokste en stor Glæde op i mig. For Sandheden blev med en

Gang den for mig, at der er en Ting, som er over alt, vældigere og grusommere, større og herligere end nogen anden Magt i Himlen og paa Jorden, og fordi denne Magt gjennem os fuldbyrdes, derfor er det stort og herligt at være Kvinde! Gjennem os fuldbyrdes Mysteriet. Vi har faaet vor Plads i Alnaturens Aller helligste. Kan jeg saa misunde Manden, som slider derudenfor med Livets mange

haande Gaardsgutstjenester! Og kan jeg saa ønske at blive Mand?

Nei, jeg misunder ikke Mændene; thi de er de forfordelte. Hvor er ikke vi rige i Forhold til dem! Vi, som har baade Barnet og - Manden. Vi, som har den hele, udelte Kjærlighedsevne. Vi, som er Mysteriet!

Træet med Rødderne i den dybe Jord og Kronen høit imod Himlen. Vi, som føder Manden!»