Amalie er i dårlig form. Hun skriver til sin venn Valdemar Irminger: "Jeg vilde, vilde absolut se Frits Thaulow hos mig, han som gjennem meget mer end 30 år har været mig så god og trofast en ven, og sammen med sin hustru har vist mig en så stor gjæstfrihed. Altid. Altid. Det var kun så sørgeligt at selskabet sagt: endnu er jeg ikke i orden. Efter det selskab, hvor jeg så forferdelig gjerne vilde havet dig og Ingeborg med, hva jeg måtte opgive af mangel på plads, spisestuen er meget mindre end min forrige - efter det selskab var jeg meget dårlig, hvad jeg også havde været før selskabet. Sårene på benet var brudt op, og trods omhyggelig pleje har de stygge dybe huller ikke villet lukke sig. - Hver gang jeg har tænkt på dig og sagt mig selv: Du skal skrive til ham i detmindste, har jeg følt en vanmagt som ikke har været til at overvinde. Og det blir vist længe således ved."