Hulda Garborg leser Antonie Tibergs bok om Amalie, som nettopp er utkommet. Hun syns Tiberg har fått med mye informasjon, men merker likevel at hun ikke selv har kjent Amalie. Hulda beskriver Amalie slik: "Hun var som en glimrende salamander, vexlende betagende og farlig, helt sine stemninger ivold, med tusinde tankelys gjennem hovedet i et øjeblik. Og det lynet høyt. Tankerne ramlet hende ofte ud af munden i vill, strålende forvirring. Det kunde kulminere i en liden djerv ed, som forskrækket hende selv så ansiktet med en gang blev fult av gravrædsel: "Forlade min synd, sidder jeg ikke her og bander. Og Gud som har været så god mot mig!". Ak ja, hun var morsom -- hvor vondt hun havde det.