Alexander Kielland skriver til Georg Brandes. Hans søster Kitty er kommet til byen for å få operert nesen.

Kjøbenhavn, Ø. d. 12te Januar 1882.

Kjære Ven! Tak for Deres Brevkort. Glædeligt Nytaar for Dem og Deres.

Mens jeg husker det, maa jeg dog spørge, hvad De synes om, at Ibsen har skrevet Takkebreve til Winkel-Hornet og Erik Bøgh for Anmeldelser, som jeg tilogmed hører vare tvivlsomme nok? Det er dog meget besynderligt. Endvidere har han spurgt Hegel, om den haarde Medfart i Bladene havde skadet Afsætningen. Den gamle Heire vred sig og snoede Benene om hinanden – ja spurgte endogsaa mig tilraads, om han turde svare Ibsen, at Afsætningen virkelig havde lidt; fra Cammermeyer i Kristiania var der f. Ex. kommet 500 Exemplarer tilbage – hele Commissionslageret – ja C. bad endog Hegel ogsaa tage noget af «den faste Regning» tilbage! Jeg mente naturligvis, at Ibsen maatte være gammel nok til at taale Svar paa et Spørgsmaal.

Om jeg hører til dem, Gjengangere har gjort et dybt Indtryk paa? – ja! men mere som et Billede af Ibsen end af Livet. Jeg ved aldrig, at jeg saa stærkt og vedholdende har henført et literært Arbeide til Forfatteren; naar jeg tænker paa Gjengangere, tænker jeg hverken paa Fædre, Mødre, Sønner, Ludere eller Præster, men bare paa Ibsen. Denne Ophobning af Rædsler interesserer mig – rent ud sagt – mindre for sin egen Skyld end for det Indblik det giver mig i denne fine, forsigtige, dekorerede, lidt snobbede Person, der ligesom Nora altid har gaaet med en hemmelig Lyst til at sige «Pinedød» midt opi al Finheden, – og som nu har faaet Mod – Gud ved hvorfra til pludseligt at skaffe sig Luft i et vildt Anfald. Thi i selve Anfaldet er der mere Vildhed end egentlig Kraft – synes nu jeg.

Dernæst tænker jeg meget paa, hvad literær Virkning denne Bog vil have. Først vil den være en Lynafleder for os alle, og gjøre os det muligt at gaa langt videre end vi før kunde. Dernæst vil den være en Fristelse for smaa Hoveder, der af den ville fange Mod til at stable store Rædsler op i bitte smaa Dynger. Den har givet «vore Fiender» Vand paa Møllen, den har skræmt «vore Venner» og vore Halvvenner; men ved at ligge til den opvoxende Slægt, vil den styrke de kommende Slægter i Rygraden, og give dem ganske anderledes Føde for Livet end det Slik, hvormed vi opfødtes. Deres Anmeldelse læste jeg med Interesse, skjønt jeg nok syntes, De gik lidt udenom; Polemiken ved De, jeg ikke forstaar.

– I Julen havde vi det morsomt – mit Hindernissen. Thi Kitty blev just i de Dage opereret (min Søster, som kom helt fra Paris, forat opereres i Næsen) og det faldt jo lidt ubekvemt i Huset, hvor ogsaa Jacobsen boede. Men senere blev det bedre; Jacobsen blev her i 3 Uger, og vi vare saa glade i ham. Nu besvarer jeg i et Par Dage alle mine Breve og saa begynder jeg min nye Bog: «Skipper Worse»; men hvorledes den skal kunne være færdig til Vaaren, det forstaar jeg rigtignok ikke.

Min Kone hilser paa det venskabeligste baade til Dem og til Deres Frue! jeg ogsaa!

Deres hengivne Alexander L. Kielland.