Dato
6 januar 1885

Amalie Skram forteller sin venn Arne Garborg om sin motvilje mot jøder, og om Georg Brandes, som er på vei til en foredragsrekke i Polen. Hun skriver også sin hjertens mening om Henrik Ibsen. Den mannen er ferdig, mener hun. Hun har nettopp lest hans nye stykke Vildanden.

Hun skriver: "Nu skal G. Brandes til Polen og 14 andre steder for at holde foredrag; han er så overanstrængt af arbejde at han ser ud som et vandrende lig. Det er en underlig fyr, kan du tro. Så fuld af alle mulige modsætninger, at man blir rent forrykt af ham. Jeg liker ikke jøderne, men hernede er det simpelt at la sig mærke med det, og derfor siger jeg det ikke. 18 Men de gjør ikke godt, der hvor de får noget at sige. "

Transkripsjon av brevet


Østerfarimagsgade 510. Kjøbenhavn 6te januar

 

Kjære Garborg!

Jeg ved så godt at du har tænkt stygge og dårlige tanker om mig,
især i disse sidste tider og dager, som er hengåt siden du sidst skrev dit brev - det eneste - og sendte mig din bog i et udstyr og en ind118binding, 1 som det var en stolthed og glæde for et norskt menneske at se. Men er du ikke altfor forhærdet og ondskabsfuld, så vil du ta mit sandfærdigheds ord på at det ikke har været min, men forholdenes og omstændighedernes skyld, at jeg så længe har ventet med at svare og takke dig.

Sligt et liv, som jeg fører! - det er umuligt at få tid til noget, som ikke netop er uundgåeligt nødvendigt. Ja, det vil nu bli en altfor lang historie at sætte dig ind i hvorledes dagene går hernede, i denne evige sus og hvirvel med alle de selskaber, teaterbesøg og øvrige gre jer. Jeg kommer aldrig i seng før langt på nat, og så kan jeg ikke stå op før langt på dag af den grund at søvn må jeg ha, hvis jeg skal holde liv og helbred hængende i mig. Længe klarer jeg det forresten ikke - det jeg kan tro - og det kan også være akurat det samme.

Jeg er igrunden ikke noget til menneske, og det er synd for mig, såsom jeg ikke er noget dårligt eller siet menneske heller, var jeg enda det! men du, jeg er en skabning til at vende sig bort fra, en forfusket, af ligt og uligt sammensat pjalt; jeg skulde været missionærmartyr, brændt på et bål, eller mordrøverhøvding. Naturen har gjort et stort misgreb ved ikke at gjøre mig til en mand. Det er sikkert og vist, og enda var der vist ikke biet noget af mig, nej djævel skulde jeg været, eller engel - enten eller. Men skidt i alt det. Det er dumt at snakke om sig seiv, thi for det første tør man aldrig være helt fortrolig med nogen levende sjæl, og for det andet, - det er dumt dette med det første, for nu f. eks. er der intet for det andet, - ja der er alligevel, - for det andet er der ingen som tror en; man er mistænksom, tænker at en vil gjøre sig in teresant, eller pynte sig, - være koket, hvis man er kvinde, o.s.v, og så er man hjælpeløs og ilde stedt. Ak herregud, hvis det ene menneske kunde se indi det andet!

Den aften Adda Ravnkilde gik på Brandes' forelæsning for at ta denne sidste nydelse med, inden hun dræbte sig, så hun munter ud, og skinnede af livsglæde og ungdom.2 Hvis der da var falden en ytring fra hende - jeg talte netop med hende - som havde stat i overensstemmelse med hendes indre liv, vilde man sagt: affekteret, modbydelig »weltschmertz«. »Mindst tænkte jeg« - skri ver Brandes i fortalen til hendes Judith Fiirste, 3 »at hun i dette øjeblik fortjente medlidenhed.«


Tak for dit korte, kjække lille brev, kjære ven Garborg! Du ved ikke hvor det glædede mig at få det. Jeg kjender dig jo, og har forstå else af at dit hjerte ikke just sådan altid hænger i din pensod, og ikke dine tanker heller. At du spanderte så pas meget på mig, er jeg dig taknemmelig for; fordi det altid er mig, der har givet mest i vort be kjendtskabs og venskabs forhold. Det er jeg nu så lidet vant med, ser 119 du, og derfor har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til det. Du gav kun modstræbende efter for min hjærtelige venlighed; men det stødte mig ikke; fordi jeg overfor dig havde en virkelig sand og dyb følelse af respekt og hengivende beundring, og fordi jeg altid så så op til dig; fira længe før jeg kjendte dig personlig. Der er ikke mange, jeg i sandhed har set op til. Nogle er der dog, foruden dig. Jeg sad jo der og læste i årevis alt det i dine artikler, som jeg havde tænkt og ment, men ikke formået at gi form, - og det betar et menneske som mig. Jeg kan trygt sige, der var en tid, hvor jeg følte en sværmerisk kjærlighed for dig. Og da jeg så så dig, var du endnu mere end jeg vidste. Folk havde sagt at du var styg, - ja, ikke alle, nogle påstod det stik modsatte. Jeg kunde aldrig se det, de andre kaldte stygt. Du var så fin, så gjennem kultiveret, så alvorlig der hvor du var ren i dine tanker; du havde et lune, en gemytlighed, en tør måde at sige vittigheder på, som for mig var rent bedårende. Jeg følte mig hædret ved hvert ord du henvendte til mig. Dengang du på min bange formening om at du tiltrods for givet løfte, ikke vilde besøge mig i Kristiania, fordi jeg mente du al drig gik til folk, svarte: jo, for jeg gjør forskjel, svulmede mit hjærte af glæde og stolthed. Jeg har været på knæ for dig bestandig, - og er det endnu, - og så kan du nok begribe at dit brev glædede mig. -

Og tak for bogen. Nu har jeg læst den durk igjennem, og har fåt lyst til at skrive om den i Dagbladet hvis jeg får plads. 4 Den Irgens-Hansen er ikke til at udholde. 5

Og hør nu: »Stordåd« er et fuldkommment mesterværkf der er ikke fnug af overdrivelse i ordene. Dejligt er det, rent og ægte, humant og elskeligt, ak hvor vil vor store Dostojewski eller hvad satan han hedder hen ved siden af denne klassiske, herlige skitse. Da jeg læste den kom jeg med udråb, og gebærdede jeg mig som en gal. Skram spurgte flere gange om hvad der gik af mig. Jeg svarede med at råbe: Åh det er dejligt, herligt, fuldkommen nydeise fra ord til ord, det er Garborg, han er henrykkende, stordåd, du må læse den, - æ vil ha medda, æ, - det er så sjælla vi får den osså, - og så fremdeles. 7

Så igår, da vi var hos Carsten Kiellands til middag,8 gav Skram sig plutselig til at tale om din bog, og så opdog jeg at han havde fåt læst »Stordåd« i al stilhed, og så sa han: Der er en skitse som hedder »Stordåd« der übetinget er aldeles fuldkomment herligt - at ha skrevet det er en stordåd o.s.v Jeg sad og smilede og dundrede løs med nik og glade råb - igrunden havde jeg ikke ord, der tyktes mig gode nok. »Ein Ungkar« liker jeg ikke noget videre. 9 Det er, som var den skrevet i det ene øjemed at få sagt en hel del grove ting. Godt skrevet er den, naturligvis - men alligevel jeg ved ikke hvad den skal står der for.120
Skram, som læste den i dag sa: Aa ja - det er en såkaldet humoreske, - den er god, og ypperlig er en vis art ungkarlstone gjengivet. »Ung dom« var fornøielig, - jeg sad og skoggerlo gang på gang mens jeg læste. Den arme fyr som får lusinger af den ene kjæresten fordi han er for moralsk, og prækener af den anden fordi han ikke er moralsk nok! Anne Malene er et ypperligt fund, 10 - gud bevare mig vel, hvor hun er brilliant. De andre hører en tidligere tid til. Men alle er de ud mærkede. »Seld til den Vonde« især; sykologien [sic] der, er vidunder lig gjennemskuelig og rigtig. 11 Og »Av laak Æt« ligervis. 12 - Det som motiverer at Leiv tar pengekassen og rømmer, er fortrinligt, men jeg liker ikke at Alfhild fra Dale har det spøgelsesynet. Hvorledes har du dog kunnet forfalde til at ta din tilflugt til sligt! Det hjælper ikke at den er skrevet for år tilbage. Enten tror du på spøgelser, eller så driver du gjøn med din egen hellige kunstnerævne. Det sludder om fremsynte folk må du ikke bruge til din undskyldning. Fremsynt! Kan no get menneske se i en vission, det hun ikke ved om, er sket? Nej, nej, det forringer den, i øvrigt så dejlige fortællings værdi. Hvorfor lod du hende ikke tilfeldig ved stranden opdage hans ilanddrevne lig efter bryllupet? Så kunde man forståt hendes syner, og hendes udsagn: Nu har Leiv fåt fred. Det hjælper dig ikke at det er skrevet for længe siden, som sagt, - den er udgivet nu, og du kunde ha ændret. -

»Hemn« er kraftig og korrekt! - 13 Nu har G. Brandes skrevet om dig til Tilskuerens januarhefte. 14 Neergård, 15 som jeg talte med forleden sa at den artikel kunde Gar borg være vel tjent med; den var så anerkjendende og sympatetisk. Nu får vi se.

Men apropos om Neergård! Han bad mig indtrængende om at bede dig, hvis jeg skrev (hvad jeg sa jeg gjorde) om en liden ba gatel til »Tilskueren«. Du havde svaret så venligt og imødekommen de, sa han, dengang han havde bedt dig. Så gjør det Garborg, send en liden ting, hvadsomhelst i verden det er, - alt vil blive slugt hernede med henrykkelse, når det bare er af dig, - du er rasende på mode her i literære cirkler og det er nokså forståeligt - for Gud bevare mig vel hvor Danmark er langt fra at eje noget som kun tilnærmelsesvis rager op til et af dine knæ. Hvis du har noget på målet fra før af, så kan du jo give mig den ære at lade dig oversætte af mig til »Tilskueren«. Svar mig nu ordentligt på dette, er du snil. Skal du ikke skrive om »Vildanden« i »Nyt Tidsskrift*? 16 Det stykke burde ordentligt døjves, og jeg ved ingen anden end dig, som rigtig kan. Det er et elendigt arbeide, - alting er skrevet for at få sagt denne ene replik om at vi bør sige løgne istedetfor idealer. At sætte så me get apparat i bevægelse for at vise den gamle, fortærskede, halvsande 121livserfaring at menneskene er som svin, der trives bedst i sine egne grisebol, at de sparker og grynter til den der kommer for at feje rent under dem, og driver dem ud, og intet andet vil end komme ind igjen i grisebolet, er dog altfor ynkeligt. Han er færdig den fyren! Og det er hans golde, ondskabsfulde, hovmodige, onde, sind som har gjort det af med ham. Fy for al ulykke, for en elendig bok han har skrevet. Den efterlader intetsomhelst indtryk! Det siger alle de, hvis ord man gider høre på. Og så de to sørgelige, første akter, - det er det reneste, skjæreste novellekram.

Hernede er det lidet lysteligt at være. Det, som for tiden egentlig har magten er skeptisismen under hvis tyranni hver en god og varm følelse dør. Det er blevet en skam at anerkjende, at være begeistret, at tænke varmt og troende om noget i verden.

Du siger i dit brev at jeg ikke fortæller dig noget herfrå. Nej, kjære ven Garborg, - det er fordi jeg ikke orker at begynde. Kom herned en trip! å gjør det endelig, så skal vi tale sammen. Man snakker og snakker og snadrer og sladrer så meget her, at det ringer som en fossedur om mine syndige øren. Jeg har fåt modbydelighed for at snakke.

Nu skal G. Brandes til Polen og 14 andre steder for at holde foredrag; 17 han er så overanstrængt af ar bejde at han ser ud som et vandrende lig. Det er en underlig fyr, kan du tro. Så fuld af alle mulige modsætninger, at man blir rent forrykt af ham. Jeg liker ikke jøderne, men hernede er det simpelt at la sig mærke med det, og derfor siger jeg det ikke. 18 Men de gjør ikke godt, der hvor de får noget at sige. Nu er her stor batalje mod dem om dagene, 19 (mod førerne) af Herman Bang og Gjellerup og den dan ske bevægelse i aviserne, men gud bevares hvor det hele er latterligt, et spil på et sjakbræt og intet andet, men kom, kom herned!

Hans Jæger var meget hos os, - han skriver på en bog hvoraf et kapitel er storartet godt! 20 Men fyren er lidt gælen, tror jeg, det er hele saken. Seiv er jeg også på det nærmeste ferdig med en lang fortælling. De tre første kapitler stod i Tilskuerens dcbrhefte; 21 det er ikke biet anmeldt i Dagbladet, og dog var de gode. - Fortæl mig endelig om Kristiania, og Amund Helland.22 Det morede mig så hjærtens inderligt hvert ord [uavsluttet]

 

Noter:'1 sendte mig din bog: må ha vært Forteljingar og Sogur (1884).

2 Adda Ravnkilde: en ung og lovende dansk forfatter som hadde oppsøkt Georg Brandes for å be om råd til sitt forfatterskap. Han hadde forsøkt å hjelpe henne, men hun fikk ikke utgitt noe før hun plutselig og uten varsel begikk selvmord 122 29/11/83, etter å ha hørt Brandes' forelesning om tysk litteratur.

3 Judith Fiirste: Etter Adda Ravnkildes død sørget Brandes for at hennes tre manuskripter ble gitt ut i 1884, skjønt i sterkt redigert form; først hennes roman Judith Fiirste, som han hadde redigert, og så To fortællinger, som Erik Skram redigerte.
4 i Dagbladet: Det ser ikke ut til at Amalie skrev noe om Forteljingar og Sogur i Dagbladet i januar 1885.
5 Den Irgens-Hansen: Irgens Hansen var fast medarbeider i det norske Dagbladet, redaksjonssekretær fra 1886.
6 »Stordåd«: Fortellingen er fra 1879, og handler om to fattigunger som tigger, og plutselig får en uventet stor sum penger; de gleder seg til å kunne spise seg mett, men tanken på den syke moren som sitter hjemme og venter, får dem til å over vinne suiten for å ta pengene hjem til henne. ce vil ha medda, æ - det er så sjcella vi får den osså: sitat fra fortellingen (Jeg vil ha
middag, jeg - det er så sjelden vi får den også). {Forteljingar. Verk Bd.B, 5.172.) Carsten Kiellands: en norsk forfatter som hadde flyttet til København omkring 1880, og senere ble ansatt i den danske Landmandsbank.
9 »Ein Ungkar«: fortelling fra 1882, som er lagt i munnen på en ung Kristiania-fyr, og har et sterkt muntlig og humoristisk preg.
10 Anne Malene: hovedpersonen i »Ungdom« (1884), en amoralsk jente som tar livet lett og aldri får den straffen som en moralsk holdning ville tildele henne.
11 »Seld til den Vonde«: fortelling fra 1879, om en jente som blir sveket av sin kjæ reste. I raseri sverger hun at fanden skal få hennes barn når det fyller 18 år - men når dagen kommer, velger hun å gi sin sjel for sin sønns.
12 »Av laak Æt«: Leiv er sønnen til en tjenestejente, og ingen i bygda venter at det vil bli noe av ham. Han blir behandlet slik at forventningene blir oppfylt. Når han
kommer hjem fra Amerika, finner han sin forlovede i ferd med å feire bryllup med en annen, og han går bort og drukner seg. Bruden ser hans gjenferd i døren. Fortellingen er fra 1878.
13 »Hemn«: også fra 1878, om en jente som blir tvunget av sin far og presten til å
gifte seg mot sin vilje. Hennes kjæreste vil drepe presten for å hevne seg, men de drukner sammen.
14 Nu har G. Brandes skrevet om dig: Artikkelen ble trykt i Tilskueren 1885, s.l -24 (gjenopptrykt i Samlede Skrifter 111, 5.451-74). Den behandler Ein Fritenkjar (1881), Bondestudentar (1883) og Forteljingar og Sogur (1884), og konkluderer
med at Garborg trenger å komme ut i verden og se mer for å kunne bli mer enn en »norsk Bondenovellist«.
15 Neergård: Niels Neergaard grunnla månedsskriftet Tibkueren i 1884. 16 om »Vildanden« i »Nyt Tidsskrift«: Garborg skrev ikke noe om Ibsens Vildanden i Nyt Tidsskrift.
17 nu skal Brandes til Polen og 14 andre steder: I januar/februar 1885 hadde Brandes en forelesningsturné i Tyskland, Østerrike og Polen.
18 Jeg liker ikke jøderne: Amalie fikk skjenn av Erik for å si slike ting i brevene sine til ham - han hadde mange gode jødiske venner.
19 stor batalje: »Førerne« er Edvard og Georg Brandes, som hadde en feide med Herman Bang og Karl Gjellerup. Forholdet hadde aldri vært hjertelig. Om høsten 1883 hadde Bang hatt en offentlig strid med Georg Brandes om diktekunsten (se Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens Digter (1957) 5.63-67). I brev til J.P. Jacobsen 25/12/84 skrev Edvard Brandes om »den lille Usselryg Herman Bang« og »den liden Gjellerup«, som forresten var antisemitt. (Se Georg og Edvard
123
Brandes' Brevveksling med nordiske forfattere og videnskabsmænd 11, 5.384.) Hos Gjellerup kommer striden klarest til uttrykk i hans reisebok Vandreaaret (1885), som inneholder et rasende oppgjør med hans tidligere meningsfeller.
20 Hans Jæger: Boken han skrev på, må ha vært den skandaleombruste Fra Kristia nia-Bohémen (1885).
21 De tre første kapitler: «Constance Ring. Fragment« ble trykt i Tilskueren 1884, 5.933-49.
22 Amund Helland: professor i geologi ved Universitetet i Kristiania, og en av Ama lies nære omgangsvenner.
23 MS: også trykt i Eugenia Kielland: Mellom slagene (1955) - modernisert og med utelatelser.

 

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Kilde

NBO: Brevs. 140. MS 23

Gjengitt i: Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.