Amalie Müller beskriver leiligheten sin i Kristiania og forklarer sitt syn på bergensere og dansker i et lidenskapelig brev til Erik Skram

Tirsdag aften 24de april. [1883]

Min elskede! Jeg har ligget tilsengs i hele dag for noget som jeg måtte holde mig i ro for og som ikke ellers pleier at genere mig i den grad. Jeg var oppe imorges, men jeg kunde ikke holde det gående, og klædte mig derfor af igjen. Så kan du vide hvorledes jeg har ligget og ventet og ventet på det brev, som skulde komme iaften, og som i parenthes sagt, var et fillebrev hvad kvantit[et]en angår. Du er for gal med dine korte breve! Men så var der jo rigtignok gået to lange, galante i forveien. Det er formelig morsomt at ligge tilsengs, siden jeg har dig at divertere mig med – du stygge forresten, som volder mig al den kvide med længsel og sligt. Idag har jeg kun levet for dig, udelukkende for dig, – men jeg har jo sovet den meste tid, men du har været der under søvnen også. Ja, som jeg har sovet. Hvert øieblik har jeg sovet, men også hvert øieblik været vågen, når gutterne eller Josephine er kommen ind. Nu er jeg tørnet ud for at få sengen redt, men jeg er nok glad til snart at putte mig i den igjen, for det er aldeles latterligt hvor mat og træt jeg er. Tænk om du var her til at stelle godt for mig, og være snil, og synes litegran synd i mig – hvad der dog ikke er spor af grund til, men alligevel! Skjøndt Gud ved om du vilde være nogen god sygepleier. Jeg husker pludselig hvor let du tog det med min gigt i Falkøping, og det uagtet du selv havde smittet mig, og det virkelig gjorde så ondt. – Ja, fru Bøgh er kjedelig; næsten til overmål. Står du i længden ud at gjøre kur til en dame med den stemme, så vil jeg sige det er godt gjort. Hvorlænge bli’er hun der? Jeg skal tænke på det med Bergensturen. Der er meget som taler imod, men også meget for. At der vil blive snakket tusinde gange mere og tusinde gange vægtigere, hvis vi viser os sammen i Bergen, end om det skete her, er der ingen tvil om. Det har sine naturlige grunde, som er mange og vidtløftige. En af dem er, at jeg er ganske anderledes kjendt der af alle og enhver end her, hvor byen desuden er større og hvor sladder og snak ikke trives en tusindedel så godt som i Bergen. Bergen er i den retning aldeles utrolig – forresten en kjæk by som jeg elsker mest af alle byer – men småstadsmæssig! i en grad som det slet ikke var nødvendigt, fordi om den kun har 50,000 mennesker. Men det er bergensernes specialitet at lægge sammen og snakke og gjætte og kombinere, og sætte de vildeste historier i omløb! I og for sig vilde man nu også snakke om mig når jeg viste mig i Bergen, om aldrig du var med. Jeg har jo ikke været der, siden dengang jeg syg sendtes til Gaustad og siden skilsmissen og alt det væsen; så kan du tro det vil rippes op, og nu har jeg jo også forbrudt mdm. Høier. Så vilde det jo også være græsseligt hvis jeg mødte ham på gaden, – skjøndt det var igrunden ingenting, men jo, der er mange som jeg nødig vilde møde, hans brødre f.eks. Du er naiv, som tror det gik an, at gå i land i en filleby ved kysten. Umuligt! Overalt er der nogen som kjender mig, så ofte som jeg har faret den kyst nedover frem og tilbage! Det vilde være at fortælle alt. Og tror du jeg midtsommers på et af de overbefolkede Bergensskibe får nogen lugar alene. Aldrig tale om det. Du må forresten ikke udmale det for mig, det øieblik vi skal mødes og være ganske alene, for det er ikke til at holde ud at tænke på, du elskede, søde! Helene Sandberg skrev forresten forleden at hun halvveis ventede Dr.mann derop til Bergen på et besøg. Hvis nu både han og Schandorphs’ kom så havde vi det «gåendes». Der er ingen tvil som sagt om, at vi vilde kunde mødes mest ubemærket her i byen i vor tomme leilighed. Det er bare en pedel som bor langt nede etsteds, pokker ivold, som vil være i huset på den tid. Og han og jeg er desuden hjærtensvenner. Vi fandt hinanden under flytningen; han er forresten tater, ikke bare med taterblod i sig, men helt tater, og en deilig tater er han, en prægtig fyr. Josephine vilde jeg sende på landet, og lade pedellens datter stelle for mig. Så var der ingen uden mig i næsten tre etager, og hvorledes kunde vi da ikke rumstere! Og være på mit eget soveværelse! Det var dog meget morsommere, især bagefter når du var borte. Jeg vilde synes der var blevet en hel del igjen af dig, når du virkelig havde været der, og elsket mig der. Men på Grevsen vilde jeg ikke være. Der er for dræbende, jo mere jeg tænker på det, jo værre står det for mig. Bare den vrimmel af danske, – og sådanne danske, gustne adjunkter med lyse, hængende hår, og bondepigekoner, klokkere fra Falster med hornbriller og stumpnæser, og døve madammer, kirkesangere fra Lolland, folkehøiskolelærere med koner i afklippet hår, og hæleløst skotøi, smilende, snakkesalige grundtvigianske præster, forhenværende skippere, der er blevne landmænd og lader som de har glemt sine egne visitkort for at få vise sine adelige koners, og endelig Ostermand! Og som de spiser og drikker, mælk, sød og sur, en stor mugge af hver sort, kaffe og the alt på engang; intet har de hjærte til at la’e gå fra sig, fordi det fåes for samme betaling, og så sidder de og skryder af den meget middelmådige mad, og nyder at spise sig mæt som om de pleiede at halvsulte hele året igjennem. Og så de mangle [sic] gamle danske frøkener, der er så snerpede og egenretfærdige og fremfor alt så dumme. Og de rumsterer deroppe, og ter sig som om de eier det hele; de norske er rent skudt for glug, for de er så fåtallige og kommer dumpende af vanvare medens de danske har været der sommer efter sommer i al deres tid, og længe før i sine forfædre, gjennem mange slægtled bagover. Jeg hørte sidst at en gammel frøken Bagesen skulde komme igjen i år for 21de gang, og hendes far og bedstefar havde også ligget ved Grevsen. Men du kunde godt holde ud at være der, for du er selv dansk og når det var for at få treffe mig, så gik det nok, tror du ikke? Så er der også så billigt, som du pleiede at sige på Lillehammer, kan du huske, hvergang du foreslog os at blive en dag længere end vi havde tænkt. Du var så sød, når du sa’e det. – Jeg skal nu forresten tænke det nøiere over; så skriver jeg mere imorgen, og forøvrigt behøver vi vel ikke at bestemme os endnu – der er jo masser af tid til at summe os på, desværre! Godnat min hjærtens elskede, du min hemmelige glæde, min skjulte sorg, min lyst, min pine! Jeg elsker dig. – Onsdag aften. Jeg kommer til at tænke på det, at hvis vi ikke var blevne på Lillehammer den ene dag mere end hensigten var, noget som Bjørnsons i parenthes sagt, var meget pripne over, så havde vi to aldrig fundet hinanden. Var vi reist efter bestemmelsen morgenen efter vor ankomst til Lillehammer, da vi havde kjørt sammen, og fået talt en hel del med hinanden – husker du i giggen, med «sandhedsvidnet», den arme adjunkt Mohn på bukken, han, som jeg altid har været så tilvens med, og som jeg dengang var over alle grænser uartig mod, så havde vi nu måske slet ikke husket hinanden. Det er aldeles sikkert at der intet var opstået mellem os, uden den dag på Lillehammer, thi den modnede hvad der, formodentlig lige siden jeg så dig først, havde været under vækst. Der kan man se hvorledes de såkaldte skjæbner hænger i en tråd. Du må nu også, uden at du selv har vidst det, ha’e været en liden smule forelsket i mig; kanske det var derfor du rent instinktmæssig gjerne vilde forlænge opholdet. Men det var jo slet ikke om dette jeg skulde snakke. – Du, det er sandt, sig mig – har du mærket noget til at Bøghs ved at vi kjender hinanden? Har de nævnt mig til dig, og spurgt hvad du synes om mig, ligesom fru K. gjorde? Jeg vil gjerne vide om dette fruentimmers, denne Poulsens snak er nået op til Bergen. Det skulde ikke undre mig for han korresponderer med flere deroppe, og vaser bestandig. Fosseduren kalder vi ham, aldrig andet. Hans skyld er det at vore navne her i Xania er bleven sat i forbindelse med hinanden. Ingen havde drømt om at nævne os sammen, hvis ikke han havde gået og fosset af sig at jeg var reist til Gøteborg for at ægte dig. Forresten er der ingen her som tror noget, end ikke P. selv. Men fortæl mig endelig om Bøghs har nævnt mig, og hvilken art fornemmelse du derunder har havt. Du må ikke være bange for at forurolige mig, jeg vil helst af alt vide rigtig besked. – – – –

Hvis vi begge var i Bergen isommer, var der naturligvis ikke tale om at være sammen uden selskabeligt. Og tænk hvad det vilde være for en tvang at skulle sige de til hinanden, og passe på at ikke altid hænge efter hinanden, men lade som vi var interes[s]eret og optaget af alt andet mindst ligesåmeget som jeg af dig og du af mig. Og så det at vi aldrig kunde få kysse hinanden. Være sammen i 4 uger f.eks. og ingensinde få gi’e hinanden et kys, ikke en eneste gang få falde dig om halsen, og trykke dig ind til mig og sige at du var det sødeste og deiligste på jorden. Tror du det blev til at bære? Men det forstår sig, således måtte det jo altid være hvor vi så var, når det ikke hang sammen som i vinter, så for den sags skyld kunde Bergen være lige god som hvilketsomhelst andet sted. Og hvis nu jeg boede hos Knudtzons, og du hos Bøghs eller det bare var at du ligesom mest holdt til med og hos dem, så vilde vi vistnok komme til at færdes i forskjellige kredse. Elisa Knudtzon og fru Bøgh er jo rigtignok kusiner, men der er ingen nær omgang i allefald var det der ikke. Og hvis du reiste med Bøghs til Sogn (Hardanger er nu forresten langt deiligere) så kunde jo ikke jeg blive med, med mindre Knudtzons også reiste, og det er ikke sikkert at de gjorde det, og hvis de reiste er det ikke sagt at det blev sammen med Bøghs. Det kan hænde at vi fik megen anledning til at være sammen, – det ved jeg nok, – men det kan også hænde, at vi kom til at se hinanden meget lidet. Men måske får vi lade det stå til, og gjøre det bedste ud deraf. Kunde jeg bare ta’e ind til Sandbergs istedetfor Knudtzons, så fik jeg det meget friere, og Knudtzons bor desuden så langt afveien udenfor byen oppe i Kalvedalen, hvis du ved hvor det er, ikke langt fra Svartediget. Jeg er buden til Sandbergs uhyre indtrængende, men det gik formodentlig ikke an at bo der, såsom Knudtzons har bedet mig først, og det gjennem lange tider har været en aftale at jeg, såsnart jeg vilde komme til Bergen, skulde ta’e ind til dem. Og Sandbergs ligger vist på landet i sommermånederne, men det forstår sig, Helene tog til byen, hvis jeg sa’e jeg vilde komme, det er jeg vis på, og hos hende vilde jeg få det friere. Allerbedst vilde det være om jeg tog ind på et privathotel. Der er en frue, som jeg kjender, der har et sådant, hos hende kunde jeg godt bo, det var nu det allerfrieste. Ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Det ser så forviklet og vanskeligt ud på frastand, men kanske alt vilde forenkles og falde rent af sig selv til gunst for os, hvis det først stod sin prøve –

Hvad siger du om at komme først hid og være et par dage. Hvis min bro’er og gutterne da var væk kunde du i al stilhed og hemmelighed besøge mig, og så kunde du reise ned til Drøbak f.eks., og blive til næste dag da jeg kom nedover med Bergensskibet, som stopper ved Drøbak, hvor så du kom ombord. Da vilde det se ud som et tilfældigt møde. Du kunde vistnok godt være i Kr.ania nogle dage, uden at nogen som du kjender, så dig; på den tid er næsten alle bortreist. Alle damerne Thaulow skal til forskjellige bade, men det er sandt, Fritz og Carl og Herman blev i byen, så det vilde måske være farligt. Fritz og Ingeborg kommer i slutningen af maj – for at slå sig ned her for bestandig hedder det. Kanske gik det an at du simpelthen boede her, hvis du kom til Kr.ania. Ikke kom kjørende med kuffert og sligt, men kom herop ud på eftermiddagen, blev til aftens hos mig ganske alene; – så gik jeg ud til Josephine og sa’e: det er en god bekjendt af os, en reisende, han har taget ind på et hotel, men han er så fremmed i byen at han ikke ved at finde veien – derfor har jeg sagt at han kan sove her de par nætter han er i byen, – gå ind og gjør istand på min broders værelse. Det kunde udmærket godt gå an du søde, elskede. Jeg er vis på det kunde, du skal ikke ryste på hovedet og se skeptisk ud, for det ved jeg meget bedre end du. Naturligvis havde du et værelse på hotellet, hvor dit tøi stod; traf du så nogen på gaden, så sa’e du at du boede der eller der, og du kunde jo vise dem dit værelse, hvis det faldt sig så, – at du ikke var hjemme om natten kom jo ingen ved. Til min pige vilde jeg give dig et andet navn, så kom hun jo aldrig til at kunne fortælle at du havde sovet her. Hun vilde ikke fatte en gnist af mistanke om du sov her; for det første vilde det aldrig være hende muligt at tro noget sligt til mig, og for det andet er hun vant til at en eller anden ligger her om natten f.eks. før i vinter, Poulsen. At min broer ikke var hjemme, var et tilfælde som var beklageligt, forstår du. Ah, det kunde så udmærket gå! Tænk i det tomme hus med den skikkelige bundsforvandte af en pedel, og den velsindede, troskyldige, naive Josephine. For ombord på dampskibet er jeg vis på, vi ikke kunne få være såpas øieblik alene, at vi kunde omfavne og kysse hinanden engang, og det var jo ikke til at udholde at komme op til Bergen og være måske i en vrimmel af mennesker, når vi traf sammen, uden at ha’e gjort det. Du spørger efter værelserne. Det er bare mit soveværelse som jeg er glad i; de andre bryder jeg mig ikke snus om. Det er forresten ikke noget ekstra ved det værelse heller – det er lysmalet med to fag vinduer afskyelig lyst o.s. v., men jeg ved ikke hvad der er ved det, som gjør det så tiltalende for mig. Ja, der er sol, og det er jo en deilig ting; det er kun i mit og gutternes værelse at der er det. Når du kommer op ad to lange ækle ikke videre rene trapper har du en bred entredør foran dig. Så kommer du ind i en uhyre langstrakt entre (vi brænder to lamper i den, rigtignok er de små) og så har du tilhøire i bunden min soveværelsesdør og til venstre i bunden af entren forstår du, gutternes dør. Midt foran dig er der 3 døre, den ene fører ind til spisestuen, den anden til kontoret, den 3die til «salen», – det er et øgenavn jeg giver den, for alle værelserne her er små, nei ikke de to jeg og gutterne sover på. Så er der i flugt med disse tre værelser på den ene side et kabinet, som støder til mit soveværelse, der vender til gården, og på den anden side min broers og Jakob Alvers soveværelse. Kjøkkenet og pigeværelset er pent men doet er stygt, så trangt at man ikke kan være to der, og så er der så underlig lavt under loftet. Jeg er der aldrig, uden at jeg sidder og studerer på, hvorledes de har båret sig ad med at få det så lavt; det er som en aflang kasse de har stillet ind i et dertil afpasset indelukke. Heldigvis er det lige udenfor kjøkkendøren. Det er en renslig, stille gade vi bor i, og luften i dette strøg er god, men ikke så god som på Hægdehaugen. Fra vore vinduer har vi udsigt til det nye, storartede rigshospital med et stort haveanlæg, der endnu er for ungt til at være pent. Bygningens forskjellige dele er forbundne med åbne buegange, der hviler på søiler; gjennem disse buer ser vi videre ind til haver og beplantede gårdsrum og andre store bygninger. Den er ganske eiendommelig den udsigt, den har et svev af noget italiensk over sig med den lyse sten og de åbne buegange. I måneskin ser det godt ud. Jeg længes forresten tilbage til mit forrige logi. Her er langtfra så pent, og disse trivielle stuer med de lyse væggefarver, som formelig gjør ondt i øinene, kan jeg ikke føle mig hjemlig i. Jeg har mit skrivebord inde på mit soveværelse, og der kommer jeg at tilbringe det meste af min tid. Det er bare om aftenen, når vi skal sidde sammen at jeg holder til i «salen» og kabinettet. På mit soveværelse har jeg også min yndlingsstol en ostindisk lænestol med en bramin som altid gjør mig ondt i ryggen, og som jeg bestandig har sagt jeg skal dø i. Den er forresten slet ikke pen – af strå eller rør – men bare så egen. Der er også en anden god stol, en amerikansk, som du kunde bruge til at sidde og være fornærmet i om nætterne. Den vilde passe så godt til det, for den er så lav og magelig, og du kunde nemt få dig en liden blund der, så du ikke blev for meget martyr. –

Torsdag. Du søde, elskede, deilige menneske som sendte mig nok et fillebrev! Du er en skat, og jeg kysser dig i tankerne mange, mange, mange gange. Ved du, at undertiden står det ganske som en drøm for mig, at jeg har været hos dig på den måde, at jeg har kysset og kjærtegnet dig og ligget i dine arme. Undertiden er jeg vis på, at det slet ikke er sandt. Som da det spørsmål pludselig kom om jeg vaskede mig som jeg skulde; da strømmede blodet med en rasende fart op i mit hoved, og jeg følte en underlig fremmed undseelse. Det at jeg havde været og var din, stod så tåget og fjernt, langt tilbage, og jeg var halvt skamfuld over at du skrev om sligt til mig. Men det er bare øiebliksvis at jeg har det således. Når du engang kommer, så må jeg få sidde ganske, ganske stille hos dig, i timevis uden at røre mig, bare for at føle og nyde at jeg har dig tilbage, og at dine arme er om mig. Hører du, – du må slet ikke røre på dig, eller sige et eneste muk eller gjøre den mindste mine til at ville kysse mig. Det kan vi gjøre bagefter. Det med gode kår, tror jeg slet ikke er sandt. Dengang jeg stod ved mit livs egentlige «enten, eller» da jeg vilde fra mit ægteskab, var jeg gået min vei, om det så havde været på den pureste fattigdoms vilkår. Der er ingen tvil om det. Det blev også stillet mig for øie som et skræmmebillede, at jeg vilde få så lidet at leve for, og at jeg vilde komme til at måtte føre et yderst nøisomt liv. Det vidste jeg også var sandt, men det rokkede mig ikke. At jeg skulde komme til at bo sammen med brødre først den ene og så den anden, havde jeg dengang ingen anelse om. Og hvis jeg ikke var kommen til at gjøre det, vilde jeg slet ikke havt gode kår, men meget knappe kår. 550 spd, det er knappe kår. Og det er jo usikkert hvor længe det kan være at jeg bor sammen med min bro’er. Jeg har også fået «slidte mærker af livets seletøj» men jeg vilde derfor ikke opgive mit enten eller. Levede vi i religionsfanatismens, inkvisitionens tid, da var jeg én af dem, der lod mig brænde; om en eneste hykkelsk mine vilde været nok til at redde mit liv, – aldrig, aldrig havde jeg ta’et den mine på. Jeg vilde skrevet mere men bli’er afbrudt. Nu skal du sige at du har fået et langt og sødt brev. Hvor jeg glæder mig til dit på tirsdag!

Din Amalie.