Amalie Müller blir konfrontert med bruduljene som har oppstått ved ryktene om at hun har giftet seg i hemmelighet med Erik Skram

Kr.ania 9-1-83.

Endelig idag kommer jeg mig til at skrive. Jeg har ikke fundet tid til at gjøre det før. Bare ét brev har jeg fået fra dig, så hvis du har skrevet 2 gange til Fr.hald, er det sidste endnu ikke nået frem til mig. Men det kommer nok. Lørdag aften altså kom jeg hid tilbage, og gik strax ind til min bro’er, der var hjemme udtrykkelig fordi jeg dagen forud havde skrevet at jeg kom til det og det klokkeslet. Han tog meget venlig imod mig, og sa’e strax, at han var glad ved at ha’e mig tilbage; så gik han lidt på gulvet med små nervøse skridt, vendte sig så pludselig imod mig, og sa’e med en stemme som talte han om det naturligste af verden: sig mig er det så, at du har været i Sverrige og giftet dig? Er du gal! var vistnok mit svar, og min mine har ganske vist været yderlig bestyrtet. «Ja, men du har dog været i Sverrige jo?» Ja, svarte jeg, og (Nu kommer fru Schjøtt,) jeg fik ikke skrive mere igår, for da fru S. omsider gik, kom nogle andre, der slet ikke gik, før kl. var næsten 12. Altså er det den 10de idag. Jeg berettede altså det samme til ham, som jeg havde sagt på Fr.hald. Det er forresten ækelt at fare med usandhed; det er ikke bare det ene faktum; det drager så meget med sig. Som nu f.eks. når man spørger om hvordan jeg har haft det, om jeg var meget i selskab, om mine værtsfolk gav selskab, så må jeg fare med historier; og når man spørger om hvad man i Sverrige sa’e om den politiske situation i Norge, så må jeg diske op med noget som jeg hørte af nogle svensker ifjor. Men tilbage til min bror. På mit spørsmål om hvordan han kunde falde på noget så urimeligt, som at jeg skulde ha’e giftet mig, svarede han, at han havde sin visdom fra Poulsen, der havde sagt, at jeg ikke alene ikke var på Fr.hald, men at jeg endog slet ikke havde været der, at jeg derimod var tagen sporenstregs til Sverrige, hvor jeg havde sat literaten Skram stævne, med hvem jeg derpå hemmeligt havde giftet mig. Jeg citerer ordret hvad min bro’er sa’e. Jeg svarede med indignation at det var det største sludder af verden, og at jeg nok skulde ha’e fat i hr. Poulsen for hans vilde fantasier. Min bro’er forsøgte at formilde mig, sa’e at han havde fået det indtryk af P. at han var forarget fordi det ikke var med ham jeg havde giftet mig. Det havde dog trøstet ham noget at det ikke blev Helland; gang efter gang havde han gjentaget: det er da enda bra, at det ikke er med Helland. Vilh. havde været meget urolig og bekymret, ikke vidst hvad han skulde tænke, været angst for, at folk skulde få noget at sige på mit rygte o.s. v. Det kom for dagen at han igrunden havde gået og været stolt af mig og mit forhold, og vilde tage sig det nær, hvis der kom noget vrøvl på med mig. Jeg tog altsammen med stor sindsro. Jeg var nemlig fra første øieblik vis på, at det bare var slutninger og spekulationer af P., at han absolut intet vidste, mere tænkte sig det og det. Jeg har jo ofte mærket, at han går med en hemmelig mistanke om at jeg har givet mit hjærte bort til et eller andet menneske, og at dette menneske er dig. At han vidste jeg var i Sverrige, kom deraf, at han har en ven på Fr.hald, der også kjender mig fra Bergen. Denne ven var så (underrettet gjennem brev fra P. om at jeg skulde tilbringe julen på Halden) gået op til mor og Ludvig for at hilse på mig nytårsaften. Der havde han fået den besked at jeg var i Sverrige, men ventedes hjem hver dag. Nytårdag var denne mand reist til Kr.ania, havde truffet P. og meddelt nyheden. Så var P. begyndt at spekulere. Fra Helland fik jeg et brev på Fr.hald, hvori han taler om en oversættelse af Ingersolls værker, som en amerikaner vilde anmode mig om at tage fat på. Men siger han: «Nu bli’er der vel en forandring på det hele. De kommer vel ikke mere til at arbeide; jeg hører at deres broder pludselig har sagt op logiet.» Der havde inden jeg reiste været tale om at vi skulde flytte ned i øverste etage i skolelokalet; det blev, mente Vilh. nødvendigt for ham at bo på skolen, som bestyrer; men vi havde begge en overhændig ulyst til at forlade Rosenborg. Så blev vi da enig om at blive boende, her sommeren ud; det var vor endelige aftale strax inden jeg reiste. Hellands meddelelse forbausede mig derfor. Men med logiet forholdt det sig således, at Vilh. havde sét sig nødt til at leie hele etagen, fordi der var kommen så mange nye indmeldelser at en udvidelse af skolelokalet var bleven nødvendig. Hvis han ikke leiede alt hvad der var at få, kunde han ikke få de par værelser han tiltrængte, og derfor måtte han i sidste øieblik slå til og afgjøre det på egen hånd. Han har gjort ganske og aldeles ret. Mig vilde han ikke underrette skriftligt, fordi han vidste det vilde bedrøve mig så meget at skulle flytte, og så syntes han det var bedre at gjøre det mundtligt. Det var imidlertid tydeligt at Helland havde sat opsigelsen af logiet i forbindelse med sin frygt for at jeg skulde forandre mig, en frygt som han havde havt ganske på egen hånd, og aldeles uafhængig de Poulsenske fantasier [sic], som denne havde beholdt for sig selv, og kun i sit hjærtes forpinthed betroet min bro’er, sandsynligvis for at iagttage og undersøge, om der virkelig var noget igjære, eller iallefald om min bro’er vidste af at der var noget igjære. – En af skolens lærere, der sammen med Vilh. beså vor nye leilighed havde pludselig sagt: Men din søster, bli’er jo ikke her længer end til sommeren, jo? Vilh. blev aldeles forfærdet. «Er det kommet så vidt, at hele byen ved og taler om det, tænkte han, så er det bedst du holder gode miner.» Han svarede derfor undvigende: ja, det ved jeg ikke så rigtig endnu. Vedk. fik det indtryk, sa’e han, at han (Vilh.) nok vidste besked, men ikke vilde røbe hemmeligheden. Også hvad denne mand sa’e, stod ikke i den fjerneste sammenhæng med Poulsen. De aner ikke hinandens gjensidige existence, og jeg ved at P. i både mine og sine egne kredse, forsåvidt de er forskjellige, har holdt ren mund. Men sagen er den, at man formelig går og venter på, at jeg skal tage mig noget sligt til. Jeg er vistnok meget mere omtalt og bemærket end jeg selv i min beskedenhed havde nogen anelse om. Ja, at jeg var afgjort og omtalt der hvor jeg færdes, det vidste jeg jo nok, men at man forresten ofrede mig nogen opmærksomhed, har aldrig faldt mig ind. Jeg traf Poulsen hos Sars’s søndag aften, hvor der i Parenthes sagt var adskilligt røre i anledn. Marcellus. Han spurgte mig i aftenens løb, om han måtte få lov til at følge mig hjem, min broer var nemlig et andet sted. Jeg sa’e ja, og tilføiede at jeg havde noget at tale med ham om. Helland, der også var der, blev imidlertid aldeles rasende fordi jeg ikke vilde gå med ham. Han kom løbende efter os, dunkede P. i ryggen, greb mig hårdt om håndledet [sic], og vilde drage mig afsted med magt. Alt hvad P. sa’e brød han sig ikke om. Først da jeg talte ham hårdt til, og betydede ham, at nu vilde jeg gå med P. med hvem jeg ønskede at tale om noget særligt, gik han sin vei, uden at sige godnat, eller at mæle et ord.

Følgen af dette overfald var, at jeg mistede mit armbånd, det som du så på i Falkøping, som jeg havde fået af konsulens i Lima. Da jeg opdagede det, gik vi veien tilbage og ledte meget nøiagtigt, men uden resultat; vi var ganske stivfrosne og forkomne, da vi endelig gav tabt. Så kom der en slæde forbi, som vi strax tog og satte os op i. Poulsen blev naturligvis yderlig flou og fortvilet, da han hørte hvad jeg havde at sige, og da han mærkede hvor vred jeg var, og hvor alvorligt det havde mishaget mig. Han påstod at Vilh. havde refereret galt, at han sammen med ham havde undret sig over hvad jeg skulde i Sverrige, at han P. havde fremsat tre muligheder: forretninger i anledn. livsassurancen, literære ting, eller måske giftermål, eller aftale om giftermål. «Hvem skulde det da være med?» havde Vilh. sagt. Ja, – det er ikke så godt at vide, – f.eks. Skram o.s. v. Sådan var det. Han vilde endelig følge op med for at se om Vilh. var oppe, og få ham til at bekræfte at han ikke havde fremsat det uden som gisninger. Vilh. var oppe, men følgen af forhandlingen var, at V. sae, at jeg havde refereret aldeles korrekt, og at han ikke havde opfattet det som bare gisninger af P. Han havde fået det indtryk at P. på en eller anden måde vidste bedsked [sic]. Dem om det. Jeg er ikke en snus bekymret over det. Der er ikke et fnug af begrundelse i det; jeg mener at P. ikke har så meget som et halmstrå af positiv mistanke engang at holde til, end sige spor af noget der ligner et faktum. Men han er digter, og han har ikke digtet så ueffent denne gang. Hans angst har ledet ham ind på det rette spor. Vær nu bare du forsigtig, – det forlanger jeg af dig. Hvis man gjætter på noget lignende dernede hos dig, så er det din pligt at lyve for min skyld. Jeg er slet ikke så tryg mere, siden du imod min villie (jeg havde bedet dig lade være) har indviet en, der er mig ganske fremmed i vort forhold. Hvor kan jeg vide om han ikke en dag siger det samme som vennen i «Herregårdsbilleder»: man tier med en hemmelighed sålænge o.s. v. Du må nægte alt; selv om nogen har sét dig i mit selskab, må du sige det har været en anden. Det er jo frygtelig kompromiterende efter verdens mening, det jeg har gjort, og for mine gutters skyld især, må jeg ikke kompromiteres. Poulsen bad mig så meget om at jeg måtte tilgive ham, forklarede mig, at han havde været så usigelig bange for at det skulde været sandt, at han var så sjæleglad over at jeg var kommen uskadt tilbage o.s. v. Det samme sa’e Helland. Han var næsten rørende, det store hårbevoxede barn. I et andet brev som han skrev til Fr.hald men som kom efter min afreise, og som jeg derfor først fik her skriver han (det var i anledning forretninger han skrev): «Hvor Fanden bliver de af? John Poulsen går her, og vil vide hvor de er. Jeg siger de er på Fr.hald. Han siger at han gjennem den katholske præst har fået vide, at de ikke er der, hvortil jeg svarede at jeg ønskede dem guds velsignelse og alt det som godt er, hvor i verden de er. Men det siger jeg dem, at hvis de ikke snart kommer, så tager jeg John Poulsen af dage med Cyankalium, dels for at gjøre en ende på hans lidelser, dels til selvforsvar, thi han plager livet af mig.» Og længere nede: – – «Som sagt er, John Poulsen tror at de er i Gøteborg, men dette siger han i et slags sindsforvirring, tror jeg. Vi andre har imidlertid, så hårdt det endog har holdt, bevaret vor forstand uformørket, og vi håber at de har det godt, dog ikke så godt, at de helt bliver borte. Det siger jeg: den der tager dem fra os, og lader hele det liberale parti stå tilbage med en lang næse, den vil vi alle ligge efter livet» – – o.s. v.

Fra Bertha Knudtzon fik jeg forleden et brev, meget interessant og underholdende var det, hvad breve skjælden er; der stod: «De har aldrig fortalt mig, hvad de syntes om Erik Skram isommer. Hernede siger man, at han havde så vanskeligt ved at forlade Norge for deres skyld.» Der kan du se. Man har sine tanker, og der passes dog på. – – – Bestem du en vis dag til skrivning. Vil du f.eks. skrive hver søndag punktlig, så får jeg det hver onsdag morgen. Så kunde jeg sende brev hver uge så at du fik det lørdag aften. Vil du det?, eller har du andre dage at foreslå? Svar mig på det. «Germannernes Lærling» [sic] skal jeg meget snart sende. Det er skjældent at se en så «alvorlig» bog komme fra Danmark, men den er så ubeskrivelig kjedelig. Den lader sig næsten ikke læse, og det er synd, for bogen er virkelig god. Jeg sa’e det til Sars, og han lo, og svarede at det var den kjedsommeligste bog han nogensinde var snublet over. Den er forresten bleven krøllet af at ligge i jernbanen, og så har jeg en gang sluppet den ned, da jeg gik ud af kupén. Du må ikke være vred over det. – – Du, – jeg vil ikke give dig nogen ring før jeg ved hvor du har den med diamanten i fra. Jeg turde ikke spørge dig, så ofte det endog brændte mig på tungen. Det er naturligvis en gave fra hende, som du har elsket heftigere, længere, og yngre end mig. Du kommer aldrig til at elske mig som du elskede hende. Det kan ikke nytte dig at du prøver på det. Jeg ved det, ved det med hver en evne, hver en nerve i min sjæl. Jeg lærte det da jeg var hos dig. Jeg erfarede det af såmange småting, – nei det er ikke ret, af det der ikke kan nævnes fordi det ikke kan sættes i ord. Jeg er meget klogere end jeg vidste, og jeg er heller ikke så god som jeg troede. Men alt dette følte jeg ikke før jeg kom hjem; jo, naturligvis har jeg undfanget disse fornemmelser da jeg var hos dig, men de fik først liv her. Først syntes jeg det var så ubeskrivelig deiligt alt sammen, og at være hjemme igjen; men siden faldt der så meget over mig. Og det er så usigeligt sikkert at det er sandt alt hvad jeg har tænkt, og alt hvad jeg nu ved. Intet, intet kan ske uden at konsekventserne står der som lovenes virkninger, som lovene selv. Det er ikke så sikkert at vi to blev lykkelige sammen.

Din Amalie. –