Dato
3–4 april 1883

Amalie Müller, som er på vei til å la seg fotografere sammen med venninne Mally Lammers som dronning Semiramis overhofmesterinne i kostyme fra Kunstforeningens tablå, skriver til Erik at hun har bestemt seg for å legge teksten om fru Ring helt vekk, siden han råder henne fra å sette den på trykk. Han har oppfordret henne til å skrive om seg selv, men det vil hun aldri i verden gjøre.

Han, derimot, ville kunne skrive om en kald og trett kvinne som den hun selv var før hun traff ham, skriver hun. Hun understerker at hun selvsagt vet mye mer om fru Ring enn hun skriver i teksten, men fru Ring vet ikke særlig mye om seg selv. Romankarakterern er ikke kommet lenger enn til å være forundret, slik Amalie selv var det da hun ble forelsket i Erik. Mange kommer ikke lenger, mener hun.

Amalie har det travelt: Hun står på flyttefot, og vil kvitte seg med heftet hvor denne teksten og fortellingen Bureauchef Kroghs står, slik at hun ikke blir fristet til å skriver mer på dem.

Hun forstår at det plager Erik at hun har skrevet en tekst som ikke er fullkommen, men selv er hun ikke interessert i det fullkomne: det kjeder henne. Det fullkomne er kjedelig og søvndyssende.

Transkripsjon av brevet

Onsdag 4de april. [1883]

Det var et kort og snippeligt brev idag, min elskede, og så var det ovenikjøbet opfyldt med bare snak, om det kjedelige stykke. Nu må det dog være nok. Vi taler ikke mere om det, ikke hvis vi treffes heller, det er så flout – og jeg ved jo nu så god besked om hvad du synes, du stygge vigtigpér, som jeg skulde ha’e lyst til at se fornærmet ud på. Nei naturligvis skal det ikke komme i Tidsskriftet, når du ikke synes det; jeg er glad, jeg slipper, havde jeg nær sagt. Men Sars har jeg lovet, skal få læse Bureauchef Kroghs, som fru Wullum imod min villie har gået og talt om som noget udmærket, og gjort ham nysgjerrig efter at læse, og nu er jeg bleven nysgjerrig efter at høre hvad han synes. Så får han jo også læse fru Ring. Men det gjør ingenting. Selv om han skulde bede om det til Tidsskriftet, får han det dog ikke. Hele greien skal brændes sammen med alle de overflødige breve og papirer, som skal kastes i ovnen nu til flytningen. Jeg vil ikke ha’e bogen liggende, for så resikerer jeg gjerne at komme til at gå og tulle med det bagefter, og jeg vil ikke vide af det mere. – Jo, – jeg tror virkelig at du er den bedste dommer jeg kunde finde i de 3 lande – jeg vilde ha’e mere tillid til hvad du sa’e end til G.B. f.eks. fordi han er for lyrisk, for meget digter, når han kritiserer.Bildet er fjernet. Men herregud, derfor kan jeg vel få lov at bruge lidt mund. Jeg «underkjender» ikke hvad du siger – er du gal? men jeg forsøger at snakke lidt imod. Den fornøielse må jeg dog vel kunne ha’e. Du ta’er virkelig feil. Jeg kan ikke gjøre det bedre, og hvad det angår at jeg skulde skrive ud af min sjæls indhold – da er der ikke tale om at jeg vilde det. Naturligvis ved jeg langt bedre besked om fru R. end jeg giver i stykket, – men fru R. selv ved ikke noget synderligt om sig selv; hun er ikke kommen længer end til at være forundret, som jeg var, da jeg var bleven forelsket i dig og til ikke at kunne finde rede i noget. Mange kommer aldrig længer. Jeg vilde ikke skrive om mig selv, ikke for aldrig det! Ja, det har du ret i, at hvis jeg gjorde det, så blev det en anden greie. Du kunde gjøre det; du kunde kanske skildre en kold og træt kvinde ved det du ved gjennem mig; du vilde få det til, for du vilde ikke generes af den undseelse der holder mig tilbage. Nei, om andre vil jeg skrive, om det jeg ser og føler gjennem andre, – men selv vil jeg gå i graven med mig selv. Forresten er det ikke sandt, – jeg vil slet ikke skrive mere, – jeg vil ikke ha’e det mas og slid til ingen verdens nytte, uden den at blive råbt ak og ve over, og blive rakket ned i skrift og tale. Du er forresten så sød – det irriterer dig, at jeg ikke har skrevet noget feilfrit, jeg havde nær sagt fuldkomment, men husk at den kunst der er fuldkommen, interesser[er] ikke længe. Deraf de skiftende skoler. Den dysser os ind i en blød og nydelsesfuld tilstand af hvile, der snart kunde lulle os i søvn. Foran den sixtinske madonna kunde jeg af bare velvære og fryd, glide over i den saligste søvn.Bildet er fjernet. Uf, jeg havde forøvrigt en rædsom drøm forleden, – det var om dig og mig og én til. Jeg havde været så forvorpen troløs mod dig, – ikke til at beskrive, og ved du hvem det var som havde taget mig fra dig, – ja lé nu bare: Dr.mann. Så kom jeg tilbage fra en udflugt med ham, som havde varet i mange dage, og så kom vi gående hånd i hånd opover haven dernede fra sporveisgaden du husker, hvor så bænken strax stod,Bildet er fjernet. og så var spisestuen festligt oplyst, så jeg forstod der måtte være selskab hjemme. Jeg steg op på en bænk for at kige og det gjorde han og, og tænk så så vi, at der var middag, og øverst ved bordet lige ved min bror sad du i livlig passiar med ham og Pylle, som havde plads vis à vis dig. Jeg blev så rædselsslagen, at jeg var nær ved at segne fra bænken, (hvorledes man dog kan lide og føle distinkt og korrekt i drømme!) og jeg spurgte Dr.mann om hvordan det gik til at du var kommen til Kr.ania. Han svarte at der længe havde været tale om at du skulde herop, men han troede ikke det vilde være sket så snart. «Han må være reist fra Kjbhvn. dagen efter mig» – sa’e han. Så vilde Dr.mann, at vi skulde gå op, at jeg skulde præsentere ham for min bror, og lade som ingenting o.s. v. Så stod jeg der og skulde skjule for ham – kan du tænke dig noget forfærdeligere svineri – mit forhold til dig, og bad og besvor ham om at gå, – sa’e at jeg var syg, at jeg måtte gå lige i seng. Han blev vredere og vredere, og gik tilsidst fra mig i sinne. Så vågnede jeg, og spørg ikke om det var en lise. Jeg led legemlig hele resten af natten, og kunde ikke sove mere; jeg var så opskræmt, og jeg klamrede mig i tankerne fast, fast, fast til dig. – Men hvad var det jeg skulde sagt, – ja det om fuldkommenhed i kunst, der var forleden en, som sa’e om din bog at den var så udmærket god i et og alt, men at den var kjedelig; jeg kom siden til at tænke på at hvis den virkede kjedeligt – men det kunde den nu ikke uden på dem, der var uden evne til alvorlig forståelse af dit problem – så skyldtes det uden tvil dens fuldkommenhed. Men hør engang – du beflitte dig på at skrive lidt, bare lidt tydeligere. Nu er der atter igjen et ord, som jeg ikke kan læse, – og det er, som altid, et ord som jeg nødvendigvis burde forstå. Jeg har fløiet brevet igjennem en gang til, – der er mange flere end det ene må du tro, som jeg ikke forstår, – det er skam af dig. Nu får jeg ikke det udbytte af alt det udmærkede du siger, som jeg skulde havt. Hvorfor får du på en hel søndag ikke tid til at skrive mere end de tre sider? Men nu får jeg heller ikke tid herefterdags, du. For nu skal jeg snart flytte, og jeg har været længe, og er fremdeles i så mange selskaber, så skal du se hvor godt det er. – Jeg slutter her. Imorgen skriver jeg mere. Jeg længes rædsomt efter at kysse dig.

Torsdag.

Jeg havde halvveis ventet et brev idag istedetfor alt det du ikke havde skrevet til igår, men nei, der kom intet. Derfor skal jeg skrive meget mindre til dig end jeg havde tænkt. – Jo mere jeg tænker på alt det du siger om fru Ring, jo bedre forstår jeg alle dine indvendinger, og jo dybere ser jeg ned i dem. At du havde ret, vidste jeg naturligvis strax, men jeg havde ikke fået sådant tag helt ned og omkring alle dine antydninger og meninger, som jeg nu har. Det er så soleklart altsammen nu. Og det er jeg så glad for, thi først således kan det blive af virkelig nytte for mig. Du siger at jeg bare har «antydet» fru Ring; ja det var det jeg havde sat mig i hovedet at jeg vilde; jeg vilde bare ganske diskret antyde, for jeg syntes det faldt så aldeles af sig selv, at alle måtte forstå hvordan hun havde det, og hvorledes det var gået til med hende, at jeg var bange for at fortælle noget så fortærpet og gammelt. Du må vide jeg gik og spekulerte stærkt på, at stryge hele afsnittet om Johanne fordi jeg syntes det var en kjedelig gjentagelse af alt det, der var sagt og sét i det første afsnit. Og jeg var så sikker på, at du strax vilde sige, at det om Johanne måtte væk. Jeg så igåraftes Hamlet med Hammer i titelrollenBildet er fjernet. – Han var over forventning god og rystede mig flere gange op af min døs. Vanvidsscenen som fru Hansson gjorde nokså bra, fik mig til at græde lidt. Iaften skal jeg se Odette, hvor fru Gundersen skal være en «åbenbaring».Bildet er fjernet. – Kjender du en cand.jur. Carl Torp fra Kjøbenhavn?Bildet er fjernet. Han har stipendium og ligger, mærkeligt nok, heroppe for at høre forelæsninger. Han var hos os i en liden middag på lørdag, og jeg tror han fandt mig meget ufordragelig. For han talte om det norske og især om det danske venstre på en lidt hånlig måde, og så sa’e jeg ham imod, måske på en lidt mindre høflig måde end det passer sig for værtinden. Jeg ved forresten ikke, men jeg har en følelse af at han syntes jeg var ubehagelig. Han farer forresten selv med at være et slags venstre, og sværmer for den konfødererede republik. Min bror har været sammen med ham i Leipzig forrige år, derfra skriver sig bekjendtskabet. Jeg vil slutte her for du fortjener ikke mere, og du har fået dobbel så meget, som du skulde havt.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:
Nu skal jeg til photografen for at få taget kostumebilledet.

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun