Amalie Müller har brodert en sofapute til sin elskede Erik Skram, og forbereder kunstnerkarneval i Kristiania

Kristiania 7-3-83.

Har du været meget bedrøvet, da du skrev dit brev? Ordene tyder ikke hen derpå egentlig; men da jeg læste det, kom der over mig en smertelig følelse, en nagende, sår fornemmelse, som jeg kan tænke mig må være i slægt med det, man føler, når man står ved sine kærestes lig, og siger sig selv, at til dem kan man aldrig smile mere. I hele dag har jeg gået med disse tårer frosset fast omkring mit hjærte, og alle de jeg har truffet har sagt: men hvad er der dog gået dem imod? Og da fru Lammers, (Mally Sars) hos hvem jeg spiste middag, også sa’e det, følte jeg et øieblik trang til at kaste mig om hendes hals (for hun er så sød, og hun holder af mig) og sige at jeg var det ulykkeligste menneske på jorden, men så gjorde jeg det ikke, fordi Mally ikke var dig, og fordi det kun vilde nytte at kaste mig om din hals, og græde ud ved dit bryst. Da jeg havde læst dit brev imorges, måtte jeg la’e det ligge, og gå til byen; jeg havde tusinde ting at udrette i anledn. af dette ækle karneval, ikke for mig selv, men jeg har 17 damer under min kontrol, hvis dragter jeg skal påsé bli’er ordentlig, og hvem jeg skal tilholde at møde frem til prøver e.c.t. Kunstforeningen bekoster alt dette her med os, men jeg har at sørge for, at alt går i orden. Du skal ikke umage dig med at «hade» dette skidt karneval. Du ved ikke hvor lidt nærværende jeg vil være på det. Jeg er allerede så mæt og træt af det, at jeg mere end gjerne udeblev, hvis det gik an; men det gjør det ikke, for hvis jeg går, så går næsten alle de andre også; de er kun blevne med på betingelse af, at jeg er med. Det var derfor jeg gav efter for formandens forestillinger. Han kom igjen, og fortalte, at omtrent alle de, der var bleven anmodet havde sagt: «ja, hvis fru Müller bli’er med.» Jeg har titel af oberhofmesterinde hos dronning Semiramis, skuespillerinden frøken Reimers. Nu er jeg kommen hjem for et par timer siden; kl. er over 11, og nu har jeg lagt den sidste hånd på denne pude som jeg sender dig til din fødselsdag. Nu skal du blive lidt glad i den; for den fortjener det. Jeg har nemlig selv syet hvert eneste sting på den; stopning og alt har jeg selv gjort, og alle de kjærlige tanker jeg har syet ind i den! Jeg har valgt så mørke og tarvelige farver, for at du skal bruge den daglig til din middagslur, nei det er sandt, – du spiser ikke middag hjemme, – men så om søndagene da! Og den er stoppet med den fineste grådun, det vil jeg bare fortælle dig, og det er dobbelt så kostbart som krølhår, hvad der også er kostbarere end al anden stopning. Det er for at du skal se hvor vel jeg har villet gjøre det tiltrods for at den ser så tarvelig ud, men det gjør den forresten ikke for den, der rigtig skjønner det. Når du sover på den, så skal du vende fløielssiden til dit ansigt, for den er blødest; det har jeg prøvet iaften. Og jeg håber du kan se, at det skal betyde E.S. i snirkelbogstaver med en blåstål pil igjennem, henne i det ene hjørne. Hvis jeg ikke havde haft så overhændigt meget at gjøre i disse dage, så vilde jeg sét, før jeg syede det, at den E. var en uting, men nu får du tage fantasien tilhjælp, og forstå at der skal stå E.S. Mit billede sender jeg dig også; det er slet ikke bedre end det andet, i allefald er ansigtet det ikke, men figuren er ikke så fæl som på det forrige. Jeg vilde sendt dig et avisbord – du kjender de lave små med to bordhylder, betrukket helt med klæde og frynser, på små hjul, men det skal du få en anden gang, for det er så vanskeligt at få det praktiseret derned.

I næste uge skal jeg sende dig manuskriptet. Jeg er endelig begyndt at renskrive også den anden fortælling, så nu får du de to til gjennemsyn på én gang, men jeg er ikke bleven færdig med no. 2. Jeg er bleven så tryg for at du skal sige mig ren besked, efter det du sidst skrev, at jeg sender dem med den største ro og tillidsfuldhed. – Og så du elskede! hvor meget er der ikke at svare på, lad mig dog engang prøve det, skjøndt lykkes gjør det ikke. Men først dette: min pude vil du alle dage blive ved at være glad i, ikke sandt? For den vil jo altid minde dig om en kvinde, som først ved dig fik at vide hvad kjærlighed var, som efter modstand og strid, lagde sig overvunden ned for dine fødder, – ja for dine fødder, og som du løftede op, og gav det kys, som gjorde hende forstyrret i hovedet. Derfor, hvordan det end går, så skal du have min pude kjær. Den vil vare sålænge du varer, og når den falmer, så er det måske for at holde skridt med det billede og den erindring, der, som vore vilkår er, vel vil blegne år for år i dit hjærte. Nu kan jeg ikke skrive på en stund, for nu må jeg lægge pennen bort for at græde. – Se så, nu er jeg her igjen. – – Hvad du spørger om, kan jeg ikke svare på, for jeg ved det ikke selv. Der har jo aldrig i mit liv været noget, som jeg har længtes efter, været syg efter at opnå [uavsluttet]

Torsdag.

Jeg havde skrevet fem sider til igåraftes, foruden de fire jeg sender dig, men jeg måtte kassere dem idag, for der var falden så mange tårer på papiret og det havde trukket sig udover, og taget blækket med, så det så så ækkelt ud. Jeg kunde ikke lade dig få det. Så var der også en altfor dyster nattestemning i det. Også det ark du får, har jeg grædt på, men det ser dog ikke så ilde ud, at jeg vil skrive det om, synes jeg. – Altså været syg efter at opnå som jeg er det efter dig. Hvor kan jeg vide besked! Du ved slet ikke hvor roligt og sedat mit liv trods alt, er gledet hen over mine år. Jeg tror at det er dig, som har givet mig denne grænseløse utålmodighed, der heller vil dræbe end vente, men vis på det, kan jeg ikke være. Dette her er jo noget hos mig, som ikke før har været taget i brug, ikke er bleven sat på prøve. Hvis jeg i mine unge år havde truffet en mand, som jeg var kommen til at elske, og som havde lært mig, som du nu har det, fryden ved at give sig hen til den elskede, så vilde denne kundskab ha’e gjort mig anderledes indvendig, måske også gjort mit liv anderledes. Nu har jeg gået fri om i alle mine mange ungdomsår, og så kan du vide det ikke er spøg pludselig at få tøiler og sæle på. Ja, kunde jeg være hos dig, så vilde det jo bare være min høieste glæde at have det på, men som nu det er, bli’er det et åg der gjør ondt. Jeg fristes til at være enig med Lucifer hos Byron, når han taler til Kain om det menneskene kalder kjærlighed. Jeg tror ikke at jeg «ikke vil indlade mig på at være i vånde for nogen ting i verden». For er der nogen som med velberåd hu har taget vånde på sig, så er det mig. Hvis jeg ikke havde gjort det, så var jeg ikke det lille gran jeg er, og så var jeg heller ikke kommen løs fra mit ægteskab. Jeg tror tværtom, at jeg hvad mod til at tage min lidelse angår, så skal jeg kunne hamle op med de fleste. Og ved du ikke hvad der skulde til af vånde og pine for at have mod til at opgive dig f.eks.? Men hvis jeg nu fandt at der var mere mening i at lide dette, end det andet, skulde jeg så ikke gjøre det? Og tror du nu virkelig at du selv vilde holde ud år efter år, med den fattige lykke til tærepenge, at du i dine tanker havde lov til at regne mig for din? Vilde det ikke gå dig som mig at du efter hvert fornyet møde – og hvor sparsomt vilde vore møder ikke falde – dybere og dybere følte tomheden og ulykken ved at savne det eneste menneske i verden som du helt trængte til, for rigtig at kunne leve. Det er bedst at tænke det modigt igjennem. Siden jeg først er vågnet op til synet af det som jeg før ikke havde fået øie på, kan jeg ikke lade det ligge, eller skyve det fra mig. Tror du ikke, du vilde blive træt og modløs og forpint under et sådant forhold, og så forpint når det lidt efter lidt gik op for dig, at du havde indladt dig på noget der oversteg dine kræfter, og så forpint ved at skulle sige mig det, og så endelig forpint ved at skulle gå som en åndelig reconvalescent i lange tider bagefter. Og så er der endnu noget, som jeg kvier mig for at nævne, men det skal til. Du skrev dengang du ved, da jeg havde sagt at det måtte være forbi mellem os, i dit lange brev hvori du søgte at forklare mig dit forhold til hende du ved, at du ikke kunde leve kydsk, at det vilde gjøre dit sind uklart og føles som noget ondt o.s. v., at jeg ikke måtte stille op et sligt forlangende o.s. v. Det må jo også tages i betragtning. Jeg mener at du heller ikke her, må tage mere på dig end du kan bære. Jeg forstår mig jo altfor lidt på alt det væsen, til at jeg kan begribe den plage det skulde være at undvære sligt, når man ikke var hos sin elskede. Men mænd er ganske vist anderledes her end kvinder. Og det som er, det er. Det er alt dette jeg har tænkt på, når jeg frygtede at vort forhold (og især hvad dig angår), skulde blive over evne. Jeg er vis på du forstår mig, og giver mig ret. Vi er for voxne og for dygtige eller brave begge to, til at vi ikke skulde vilde klare det der er os vigtigst i livet om det end er forbunden med en stor smerte at gjøre det. – – – Du «har ikke på tilsvarende måde øvet nogen god gjerning mod mig». Ak min ven, min Erik, skjønner du ikke her forskjellen på dig og mig. Du har jo bestandig vidst hvad det var for noget, – ja, lad mig kun sige det, – den sanselige fryd, medens jeg! fordi du elsker mig, og fordi du tror jeg er din kjærlighed værdig har jeg gjort noget godt imod dig, ved at hvile i din favn – det er blevet smukt det, der uden kjærlighed bli’er hæsligt. Men jeg er bare kommen ind som et nyt led i en kjæde, der går langt tilbage, og der også kan komme til at gå langt frem ved at nye led knyttes til og knyttes til. Du er taknemmelig og fornøiet over at dette med mig blev et smukt led, som du bestandig vil kunne mindes med glæde. Helt ubevidst er det således. Eller kanske jeg ta’er feil. Jeg husker pludselig noget du skrev om at jeg ikke var en stakkels pige som kommer dumpende ind i en mands liv, men at jeg var den kvinde han havde stridt sig gjennem livet for at nå. Det kunde jeg så godt forstå dengang, og det gjorde mig så tryg og glad. Altså jeg opgiver at ville sige hvordan det er for dig. Men for mig er det i ethvert fald helt forskjelligt. Samværet med dig har gjort mig forstyrret i hovedet. Det er som om en ny verden har åbnet sig for mig, og jeg som er vant til at se mine små ønsker imødekommet af gud og hvermand kan ikke holde ud at det éneste jeg bryder mig om: – at være med dig bestandig – skal nægtes mig. Jeg kan aldrig, aldrig, aldrig blive nogen andens end din. Det ved jeg så altfor vist. Om jeg giftede mig med nogen anden end dig, så blev det for at leve på den gamle vis. Men derfor kan du forstå, at den fryd du har givet mig ved at være min, har lagt livet end yderligere øde for mig, siden det ser ud til at vi aldrig kan komme til at leve sammen. Derfor har du ikke øvet nogen tilsvarende god gjerning mod mig. Havde jeg ikke stødt på dig så vilde jeg ikke vidst besked, og så havde jeg været fri dette kors som jeg nu går og bærer, til ingen nytte synes det mig ofte. Jeg «kaster ikke nøglen bort i vrede fordi det varer og varer før min tur kommer», men mere fordi jeg ved jeg skal stødes ud igjen såsnart jeg har været et øieblik derinde i herligheden, og fordi jeg heller vil forsmå den stakkede glæde, og skåne mig for den lange pine bagefter. Kan du ikke forstå lidt af dette? Du siger at du ikke kjender mig. Nei, når vi aldrig er sammen, så er det jo rimeligt. – Forresten så har jeg raptusser, hvor jeg blindt hen gi’er mig over til glæde og jubel over at eie dig. Men så kommer altid de mørke stunder i hælene på raptusserne. Og sidst jeg skrev, var jeg nu også så sint på dig, og så såret i mit inderste, for dine feige tanker om mig, og for dette snak om tre værelser og billige pladser. Det var nok sandt og rigtigt hvad du skrev, men ikke på de præmisser. Du sætter mig så lavt på en måde, og det vil jeg ikke tåle, skal jeg sige dig. – – Og hvorfor skal du altid tale om «hende», og om at hendes kjærlighed var noget smukt i dit liv. Jeg kan fremdeles ikke begribe at du ikke knyttede hende fast til dig for bestandig; thi det er jo klart, at du har holdt uhyre meget af hende, og det gjør du endnu; jeg kan godt mærke det, jeg. Kan du vel sige dig fri for at du går og længes efter hende undertiden? Men det kan ikke gå an, at du gjør det. Fik jeg kanske lov hos dig til at gå og længes efter en mand på 25 år som jeg engang havde holdt meget af, og stået nær, og som jeg endnu havde en svaghed for? – – – – –

Hvis jeg ikke havde elsket dig allerede, så vilde jeg være kommen til at gjøre det efterat ha’e læst alt det du skrev om dig selv som forfatter. Der er ikke et muk som jeg ikke forstår helt ind i sjælen. Det er så rigtigt og sandt hvad du siger, og jeg føler om muligt endnu større respekt for dig end tidligere; jeg er stolt over at jeg elsker dig, og jeg er stolt over at jeg strax forstod at vurdere din bog. Jeg vidste ikke det, at din bog ingen lykke gjorde. Jeg troede at overfaldene var komne fra den andre kant bare. Men jeg husker nu at Brandes’s anmeldelse ikke egentlig var skrevet med respekt, i allefald ikke med nok. Men du har ret, som du er beskaffen, kan du ikke skrive ud af det, som mange andre kan. Jeg tror at hvis jeg kommer at skrive, så vil det blive en fortærende spot over livet, ikke fordi jeg ingen respekt har for det for min egen del – nu har jeg jo endogså fået tro på det og kjærlighed til det – jeg vilde elske det, hvis jeg kunde leve det med dig – men spotten vilde være over den måde hvorpå det leves. Og så er det dog igrunden synd at spotte de stakkels mennesker, for de står jo der hvor de sættes, og de har at ta’e fat, der hvor de forrige slap, – de er jo igrunden bare et produkt. – Men du, – hvad var det for en ung pige du ifjor i to dage var fanget af? Det har du ikke fortalt mig, – værs’god! – – – Nu taler vi ikke mere om dette enten jeg skal komme eller ei. Det bli’er nu i ethvert fald ikke før hen i april omkring den 20de. Så får du en dag et brev, (hvis det bli’er af naturligvis) hvori det står, at jeg reiser den og den dag fra Kr.ania, og så får resten stå i Herrens hånd. Men sig mig, er der ingen mulighed for at jeg kunde gå iland et sted og træffe dig før jeg kom til Kjbhn. om jeg også gik med dampskib? Er der ingen anløbssteder underveis? For jeg hader at reise med jernbane af al min evne og formue. Kan du spare mig for dette, så må du, må du gjøre det. Kunde du ikke ta’e lige til Gøteborg? for der anløber den jo, – det ved jeg. Men det fik du vel ikke tid til. Nu når jeg sidder og skriver om det, får jeg en rasende lyst til at se dig, og jeg brænder af længsel efter at kaste mig om din hals. Uf, at det skal være så længe! Du siger at der «næste» sommer skal være industriudstilling i Stokholm? Du mener vel isommer, – nu isommer, for «næste» er for fjern til at vi allerede nu skulde befatte os med at lægge planer for den. Hvor kan du vide at du kunde komme til at lide af skinsyge. For nu er du vel ikke skinsyg på nogen? Den af Dr.mann: «Hun kommer ikke mere igjen», stod for en tid siden i Ude og Hjemme sammen med Poulsens: «Hundejomfruen», bedrøvelig ihukommelse. Du må endelig læse Dr.manns. Den er det skjønneste, jeg næsten ved. Og så som det er kunst! Apropos om Poulsen forresten. Han gav mig forleden et manuskript til gjennemlæsning, en liden fortælling som skulde åbne næste hefte af Tidsskriftet. Sars havde sagt at han vilde ta’e den ulæst, og at det fik gå på forfatterens eget navn, om den ikke var god. Han bad mig indstændigt sige min oprigtige mening uden forbehold. Det gjorde jeg da. Jeg sendte ham den tilbage med en vrimlende masse blyantstreger ved sproglige, rent ud sproglige feil. Der var så mange, at jeg tilsidst opgav at understrege dem, og så skrev jeg, at jeg i hans sted ikke vilde sende den til Tidskrift [sic] iallefald ikke uden at ha’e omarbeidet den. Så kom han strax op med den, og så sad jeg i fire timer, og rettede norsk stil. Hvor han dog er en gut og en slusk af en gut! Han var så taknemmelig, men lidt skamfuld tror jeg. Foruden de sproglige bommerter fik jeg ham til at stryge omtrent halvdelen og til at forandre en hel del replikker, som var så aldeles uægte, som vedkommende aldrig i livet vilde sagt. Det er mest sluskeri, tror jeg som hindrer ham fra at blive til noget, for strax jeg gjorde en indvending, gik det op for ham at jeg havde ret; han rettede og forandrede med en rent overvældende raskhed og redebonhed. Du må læse den i sin tid. Den hedder: En Ubrugelig, – og den er nokså dum sådan overhovedet. Jeg sender dig Wullums brochure. Jeg ved ikke om det vil more dig, at læse den. Der har været råbt så høilydt på forræderi, at W. har set sig nødt til at ta’e ordet, og forsøge at feie for sin stakkels dør. Tænk dig det du, at Tidskriftet [sic] gav et overskud af 500 spcd. altså 2000 kr. for hver af redaktørerne. Fru Sars fortalte at Ernst var kommen ned med hænderne fulde af hundredekronesedler, og sagt at han ikke vidste hvad han skulde gjøre med alle disse penge. Og enda har sekretæren havt 3,500 kr. Nu er abonnentantallet voxet, så nu skal han ha’e 4000. Og det er bare sådan en nebenindtægt. Men nu får jeg slutte. Jeg er ganske træt i hånden af at skrive. Jeg har atter gjennemlæst dit brev, og jeg synes ikke det er så trist idag, som det var igår. Skriv lidt langt til mig, så bliver jeg så glad. Hvis du kunde blive sekretær ved vort Tidsskrift, så fik du udmærket tid til at skrive dine egne sager bagefter. Tror du det gik an, fordi om du var dansk? Forresten tror jeg Poulsen går og lurer på den post. Men nu er den jo forresten besat. Men gud ved om den ikke bliver ledig. Hvis jeg bare kunde intrigere lidt. Men jeg holder mig for god; det ligger ikke for mig.

Din Amalie

[Tilføyelse på s. 5]:

Det er sandt! Du får vel ikke puden til din fødselsdag. For den skal vel fortoldes. Så bliver du kanske vred over at jeg har skaffet dig det klus på halsen.

[Tilføyelse på s. 9]:

Fortæl mig hvad du synes om billedet. Jeg ser så mange småfeil ved det.