Amalie Müller har latt seg trøste av Erik Skrams brev, men foretrekker å beholde sine egne synspunkter på forskjellen på menn og kvinner

7de februar 83.

Min elskede, min Erik – jeg har fået dit brev, og jeg takker dig så meget for det. Du forstår at jeg blev rørt og glad over det. Hvis du sad der i sofaen iaften, istedetfor at være de hundrede mile borte (hvad der er og volder hele ulykken) så vilde jeg sætte mig på en skammel og lægge mit hoved på dit knæ; så fik jeg se om du vilde tage mig op i dine arme og lade mig kysse din deilige mund, eller om du ganske rolig lod mig blive dernede, fordi du dog var lidt vred på mig. Dit brev var så sødt, men på det sidste får du bare tid at skrive hastværksbreve til mig. Hvorfor får du bare det? Det er ikke «fiendtlighed» jeg har følt overfor dig; og det er heller ikke skinsyge, må du vide; jeg tror det idetmindste ikke, for der er ikke kommet op en gnist af uvillie hos mig mod disse kvinder, tværtom holder jeg næsten af dem, fordi du har elsket dem. Det vilde således være mig en smerte og en skuffelse hvis jeg nogensinde opdagede at der intet havde været ved dem, og jeg vilde i det længste stride imod en sådan kundskab. At høre J.P. forleden tale så ringeagtende om hende Gertrude, og fortælle alt det væsen hun havde drevet med Rosenstam(han havde mødt dem alene om natten på forskjellige steder) pinte mig ikke lidet. Det vilde glædet mig, om jeg af hans omtale kunde ha’e uddraget at hun havde været i alle henseender en første klasses kvinde, netop fordi du havde ødslet din kjærlighed på hende. Det som du kalder skinsyge tror jeg er sorg over at jeg ikke kan eie dig hele tiden bagover, sålænge du har været voxen, blandet sammen med en frygt for at du slet ikke vil kunne elske mig således som du kunde ha’e gjort, om du ikke havde levet med så mange kvinder iforveien. Forresten ved jeg ikke selv klart hvad jeg sørger over. Jeg ved bare at undertiden gjør det så ondt, så jeg næsten ønsker jeg aldrig havde sét dig, naturligvis for i næste nu at ta’e ønsket tilbage med en heftig angst. Jeg tænker ofte på dig når jeg sidder og taler med Ernst Sars, og så kan jeg ikke lade være at ønske at din fortid havde været som hans. Han har aldrig, absolut aldrig i sit liv været nogen kvinde nær. Det er ikke bare noget som siges, – det er noget som alle ved. – – –

Det er sandt at jeg er meget «selvisk». Godt at du er kommen efter det på egen hånd. Jeg har forresten ikke vidst det, før efter jeg var kommen tilbage fra vort møde, og jeg har gået og tænkt på at du dog burde vide det. Hvorledes skulde jeg også ikke være bleven selvisk, jeg som er bleven så gammel uden at ha’e elsket et menneske som jeg kunde gå op i, gå under i, og som der, hvor jeg er kommen, i mere og mindre grad har været den, hvorom det dreiede sig. Jeg er græsselig selvisk, jeg. Men selviskhed er vistnok en alvorlig hindring for at elske. Tror du ikke? Det har Gertrude også været. Hun er bleven det fordi hun har været vant til at gjøre lykke. Det at gjøre lykke er noget, der til en vis grad kan fylde og tilfredsstille et menneske, så at man resikerer når man længe har været vant dertil især, ikke at føle trang til nogen anden lykke end den der flyder af at «gjøre lykke». Men jeg tror at du også er selvisk. For du er også bleven skjæmt ud. Du har vist i dine dage gjort megen lykke hos kvinder, og tilsidst er du kommen til at mene at det skulde så være, og derfor synes du egentlig at det at man elsker dig er intet under. Hvor gjerne jeg vilde vide om jeg ikke har ret i dette. Jeg er forresten vis på at jeg har det. – Det er «ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet menneske». Men det skulde det være, når de rette mødtes. Da du var gået i land i Gjøvik, var der intet menneske i verden, jeg kjendte og forstod som dig. Det var virkelig så at det kom mig for, jeg havde kjendt dig til punkt og prikke hele mit liv, som var det dig, jeg uden at vide det, havde gået og ventet på, og som det var næsten latterligt at jeg ikke havde fundet før. I Kristiania voxede denne følelse. Men så kom hint brev, som drog det forhæng bort som min egen tankeløshed eller glade forrykthed havde hængt op, og lod en bølge skylle hen over min glade, dumme tro. For det jeg troede eller rettere glemte at vide, thi jeg troede egentlig intet, var en dumhed af mig. Havde jeg tænkt mig om, så vilde jeg ha’e vidst, at der måtte være en fortid med andre kvinder i, bag dig. Så kom hele min gamle villen holde mig borte fra mændene med overvældende styrke over mig. Der sidder endnu noget af en tvil om hvorvidt det ikke havde været det klogeste, igjen hos mig. Men jeg tror jeg kommer over det. Siden jeg har læst dit sidste brev, har jeg fået en fornemmelse af at det kan gå over. Du er så klar så tryg og rolig, så ærlig og mandig i dit brev. Det er synd at du skal ha’e slig møie med mig – – –

Jeg «kyssede dig ikke strax vi mødtes sidste gang», – – men hvorfor kyssede du ikke mig, for det gjorde du ikke. Jeg lod det være, fordi jeg var nærved at dø af undseelse, og så stærkt optagen af at skjule min undseelse, – men du, – du var da ikke undseelig, og alligevel kyssede du mig ikke. Du følte ikke trang til det, for du var endnu ikke sikker på at det var mig, den påtrængende, barnagtige tingest, som på en måde havde taget dig med magt, at det var mig, du elskede. Og det er det som oppirrer mig, at du har måttet lære dig til at elske mig; du har formelig måttet godsnakke med dig selv, om at det dog ikke gik an at lade mig blive liggende, når jeg faldt sådan fra skyerne ned for din fod, kanske var der noget ved mig som der var værdi i, og kanske kunde du bruge min kjærlighed. Du har måttet ave og bøie dig henimod mig, – å jeg ved det så vist, – din forstand har spillet en rolle, og din reflektion ligeledes. Med mig var det stik modsat. Jeg spurgte og vidste, og så ikke efter nogen verdens ting. Det gik som en pludselig varm bølge henover mig, og så stod jeg der aldeles færdig. Gud gie du havde ta’et mig dengang med det samme ind i dine arme, og sagt mig at jeg var din og du min. Men det at du trængte tid, tog dig betænkning gjorde at jeg lidt efter lidt mærkede hvor anderledes det var med dig; det gik langsomt op for mig (ja det vil sige jeg så først meget senere gjennem og under det hele) og det gjorde langsomt sin gjerning hos mig. Den har først i de sidste tider båret sin frugt. Dette har givet mig et knæk, som jeg neppe helt forvinder. Der var noget af det samme ved vort sidste møde. Du trængte tid før du kunde føle trang eller være tryg nok på dig selv til at trykke mig til dit hjærte og kysse mig. Jeg er for stolt til ikke at gjøre oprør mod at blive «antaget» sådan efter grundig prøvelse, og så kan jeg ikke lade være at tro at mindet om dem du før har havt i dine arme, gjør glæden over mig meget mattere. Jeg tænker mig bare til at det var mig som havde havt en eller to virkelige elskede og en hel hoben andre som jeg havde stået i forhold til. (Det gammeldagse snak om at den sædelige moral er anderledes for kvinden, må du ikke komme med). Jeg ved med vished at hver en gnist af evne til at føle en retskaffen, virkelig kjærlighed da vilde være slukt hos mig. Og tror du nu virkelig, du som er så klog, på denne grundforskjellighed hos kvinde og mand, der skulde diktere dem uensartede love på følelsesområdet. Jeg gjør det ikke. Jeg ser ikke andet end at alt drager sine konsekventser. Det er vist derfor der er så mange ulykkelige ægteskaber. Hustruerne føler sig bitterlig skuffede. De sidder fortabt i sin smerte og tomhed, og ved ikke hvoraf det kommer; det er fordi de får mænd med udbrugte, forjaskede hjærter, med visne, skyggeagtige følelser, mens de selv står i al sin friskhed og uberørthed. Du, min elskede, – du må ikke tro at jeg vender alt dette snak mod dig – – for du ved jo at jeg elsker dig, – det er på det heles vegne jeg taler, og idet jeg gjør det, kaster jeg mig grædende til dit bryst, og beder om at du skal kysse mig. Du ved jo at jeg hænger ved dig med hele min sjæl, at jeg må gjøre det og kan ikke andet. Men det var ikke mig du skulde fået fat på tilsidst. Det skulde været én, der var frisk og naiv og måske lidt enfoldig, eller i allefald ikke betydelig. Mænd kommer bedst ud af det med dem, der ikke har nogen videre evne til at reflektere over fortid og sligt. Og nu jeg, ja du kan vide en kommer ikke ustraffet over 13 års ægteskab, – det har sat sine mærker på mig. – – –

Der råder inden vort parti et til forbitrelse grænsende misnøie med Bætzmanns redaktionsvirksomhed. Intet kunde være uheldigere end at han kom med sit holdningsløse, dinglende prat netop nu. Det er slingringsmændenes prototype det, hel og fuldfærdig. Sligt et vandigt udflydende intetindholdende hjælpeløst snakkeri. Og så Wullum den hylekrog som har stået på folkemøder, og prædiket til det yderste handlingens politik, offensivens fremgangsmåde, som har hævdet niendejunibeslutningens konsekventser med en ordflom og en fraseveltalenhed der var sit ophav værdig, – han sidder nu i redaktionen og går på med på [sic] dette intetstedsbundende, og ingentingsvillende uvæsen, som nu om dagene er Dgbldts. daglige opdækning. Jeg har aldrig hørt Sars tale i så vrede udtryk om B.B. der har sendt os Bætzmann på halsen. Han sa’e blandt andet, at han undte B.B. at han skulde komme til at lide i sin inderste sjæl ved at se Dgbbledts. [sic] udseende. Dengang Bætzmann kom, skikket her af B.B., troede vi alle at han havde truffet en bestemt aftale med B.B. om sin holdning som redaktør. Ingen kunde ane at B.B. havde taget ham på de gamle præmisser. Men vi er bleven sørgelig skuffet. Det er bare personlig hevnfølelse hos B.B. mod Grevstad, der har drevet ham til at få Bætzmann ansat. Hvis B.B. kan noget i ligeså høi grad som han kan elske og tro, så er det at hade, – ja var det ikke stygt, så vilde jeg sige at han bedst kan hade. Og han hadede Grevstad med et aktivt had. Det var han forresten også vel værd. Men at opofre sagen, stille så alvorlige interesser på spil for sin personlige hevns skyld, det er dog uværdigt. Jeg var ganske enig med Sars i at man kunde bære over med at B.B. gjorde sligt i sin ungdom, men nu i femtiårsalderen skal det ikke tåles, ikke tilgives ham. Sars sa’e at der arbeidedes for at oprette et nyt blad; så får vel Dgbldt. overtae salige Aftenbladets rolle. Det fortælles nu at Bætzmann akurat lige gjerne havde overtaget Morgenbladet. Og det er mere end troligt. Bladet lå jo lavt under Grevstad, og det var jo af mange grunde umuligt at ha’e ham, blandt andre af den, at han var en skurk, men gud signe os hans redaktion fremfor denneher. Det er et deiligt trekløver det, Bætzmann Wullum og Wullumine, for hun er jo også med i redaktionen, og har meget der at sige. Alex. Kielland har underrettet «Tidsskriftet» om at han agter at sende det første kapitel af en ny roman, som skal være færdig til flyttedag. Ikke et ord mere. Hvad det er for en flyttedag må vorherre vide. Sars der er så godslig og har så vanskelig for at sige nei, har ladet sekretæren skrive at det ganske Tidsskrift stod til hans disposition, men ellers er man misfornøiet med det. Sådan et første kapitel af en roman er en uting i et tidsskrift. Poulsen siger at Kielland forstår at tjene penge, og vort tidsskrift betaler udmærket godt og meget kontant. Det var ikke I.H. som havde skrevet hele den anmeldelse i Dgbldt. Begyndelsen om «Dagny» var af Wullumine f.eks. Der var slået en 3–4 forskjellige anmeldere sammen, og det om Tidsskriftet var af I.H. Jeg har skyndt mig rædsomt for jeg skal ud iaften og kl. er mange. Det er torsdag idag og torsdag har det været siden jeg begyndte at tale om Bætzmann og Dgbldt. Resten skrev jeg igår. Du må ikke blive sint for min rædsomme skrift. – Jeg længes forfærdeligt efter dig, efter at være dig nær, høre din stemme, se dit ansigt, sidde ved din side, kysse dine øine og din mund, hvile i dine arme, og meget meget mere. Jeg ved ikke hvordan det skal gå mig uden dig. Det er som et halvt liv jeg fører.

Din Amalie. –