En kvinne har forelsket seg i Amalie Müller. Det syns Amalie er slitsomt.

Onsdag aften.

[21/3/1883]

Min elskede, hvor dine breve gjør mig glad og bitterlig bedrøvet samtidigt. Hvad er det for en «skråvei» jeg har vist dig «tydeligere i hvert brev», og som du «idethele er gleden ned ad?»? Aajo, jeg forstår det nok på en vis, men det gjør mig så hjærteangst at vide noget om det. Men jeg er så ulykkelig ved at være skildt fra Dig, at jeg er hulter til bulter indvendig. Og bevidstheden om hvor håbløst og vanskeligt det bliver at få være med dig, selv bare de stjålne, korte tider, gjør mig så fortærende utålmodig, så sint og oprørsk, at det bringer tanker op i mig, som jeg i rolige stunder ræddes ved. Hvis jeg skal finde mig i at elske dig, være lykkelig ved at eie dig på disse vilkår, så har jeg meget at lære, og meget at lide, før jeg rolig og ydmyg kan give mig over i det. Men jeg tror, du kan lære mig det; jeg tror du kan få mig til alt i verden, men først må jeg rase og ture, rigtig skjælde og smælde og grassere; så lægger jeg mig roligt og stilt ned for din fod igjen, du elskede. Forstår du lidt af en sådan natur? Nei, det er ikke til at vente; jeg forstår det ikke selv; jeg har aldrig kjendt mig selv fra denne side, ikke vidst, hvad der boede i mig, – jeg har været så sød og snil og medgjørlig og omgjængelig alle mine dage, og det er jeg fremdeles i alle andre forhold, men ligeoverfor dig har jeg tabt mig selv. Og så sidder du dernede og er misfornøiet med mig, og tænker at jeg er en «plebeier», og en «verdensklog», – du stygge, store, dumme gut, – du ved slet ingen besked. Gifte mig med nogen anden! Det er jo bare digtende tænkt; et experiment, som jeg undertiden forsøger at drive smerten på dør med, når jeg har arbeidet mig ind i den forestilling, at jeg elskede dig til at blive gal af; og at jeg længtedes mere end jeg kunde udholde, at jeg tog en beslutning om at gå fra dig for evigt, at jeg iværksatte den uden at vakle, at jeg stod tilbage i en ørken, som jeg vidste jeg aldrig skulde komme ud af, at jeg så for at glemme, for at sætte en skranke der umuliggjorde at jeg kunde prøve på at løbe tilbage til dig, slog følge med en anden, der førte mig uigjenkaldelig bort fra dig, stedse længere og længere. Før jeg kjendte dig kom undertiden også denne tanke i form af noget lavet over mig, når jeg undertiden var så træt af dette at man gik og vilde mig tillivs, at man gik og ordnede min fremtid for mig, og slog mig sammen med den og den, og sa’e at det og det kunde passe. Jeg blev så vammel ved det, og så sa’e jeg undertiden til mig selv: hvis du giftede dig med et menneske, da først blev der ro. Og nu om dagene, går man og siger at jeg skal være forlovet med snart den ene og snart den anden, folk, som jeg neppe kjender engang, ikke at tale om dem jeg virkelig kjender, og det kan du begribe gjør mig træt og kjed. Hvis jeg bare fik være i fred! Men det får jeg ikke, – aldrig får jeg det. Men der er aldrig tale om at jeg kunde gjøre noget sligt. Det er som sagt bare et tankeexperiment ligesom når jeg sidder og tænker: hvis du nu havde været en mand istedetfor en kvinde, hvor godt du så kunde havt det, eller: hvis du nu levede i Amerika istedetfor her, og kunde ha’e studeret og var bleven læge f.eks. Lad det ikke pine, eller ængste dig, min elskede; du må vænne dig til at høre underlige ting af mig, for nu er jeg kommen i vane med at fortælle dig alt hvad der farer mig gjennem hovedet, og så husker jeg ikke at du ikke strax ved at sætte alting på sin rette plads, at du lægger vægt på sligt nonsens, som at: «selv om jeg giftede mig med en anden» o.s. v. Forstår du da ikke, at da har jeg trasket en lang vei gjennem mange digtede egne, som jeg har en vis glæde af at udmale mig så afskrækkende som muligt, fordi jeg i min sorg har en nydelse af at se alting rent djævelsk sort. Og det mest djævelsk sorte er at jeg af smerte over min ulykkelige kjærlighed til dig, skulde blive offer for et giftermål, martyr til gavns for resten af mit liv, frivillig være gået i hundene. – – Jeg skulde skrevet tidligere idag, for jeg havde tænkt at sende dig manuskriptet, og imorgen er det helligdag, og da er der kanske ikke åbent på posthuset, og der må det hen, for jeg ved ikke portoen, og har kun ét frimærke. Hvis det nu ikke kommer, så ved du grunden. Jeg kom ikke til at skrive, fordi jeg havde sendt bud efter Garborg, og han kom senere end jeg vilde, og blev her længere end jeg tænkte. Jeg skulde nemlig være mellemmand for nogle, der troede at jeg bedst kunde få ham ind på det vi gjerne vilde: nemlig ha’e ham til professor i literaturhistorie. At Catarinus Bang bliver siddende, er en ren skandale. Der er ikke en kat på hans forelæsninger. Og Garborg er manden, der kan tage hans plads. Det var det jeg skulde sige ham, at nu skulde han søge et universitetsstipendium, som han skulde være vis på at få, og så skulde han reise udenlands for en tid; og så skulde han skrive en afhandling for doktorgraden og så skulde han blive professor. At der var mænd bag, som kunde og vilde sætte dette igjennem, skulde jeg også lade ham vide. Han blev ubeskrivelig rørt da han hørte dette udmærkede program være fix og færdigt foran sig, men han begyndte naturligvis at krympe og ængste sig, og sige at hans livsmod var brudt, hans energi borte, og at hans enthusiasme og en stor del af hans tro var rent forbrugt, og at han altså vilde være uduelig. Jeg beviste ham imidlertid at han tog ganske feil af sig selv, og det endte med at han gik fra mig i et rent strålende humør, og lovede at tage sagen under alvorlig overveielse til lørdag aften, da han hos mig skal treffe de mænd som står bag, og underhandle med dem. Det går nok, – det er jeg vis på. Og hvor glad jeg skal være på hans vegne. Vil du tro det, at dette menneske med sit uansélige ydre, og frygtsomme optræden er et af de fineste jeg har kjendt. Og så kan han få et formelig skjønt udtryk i sine øine når han først er kommen i gang med at tale. Og nu ser jeg at han slet ikke er undselig længer ligeoverfor mig. Han kan sidde og spøge, og være småmorsom, og da er han så sød. Nei min søde, elskede, – det stikker i mig ved at sige det, men jeg kommer alligevel ikke. Det kan ikke ske. Bailly Knudzon, som har været i Kjbhvn på et kort besøg var her i forrige uge, og skulde overtale mig til at reise ned til dem strax, de skulde nemlig alle afsted til bade og sligt i midten af næste måned. Ja, før skulde de til Paris, hvor Marie har været syg og spyttet blod i vinter, og gjort sin mor så bange. Men nu er den onde skjæbne slig, at jeg umulig kunde reise før til den tid jeg sidst sa’e dig, i slutten af april på grund af konfirmationen og flytningen e.c.t. Jeg kan ikke løbe fra det, umulig, umulig! Jeg kunde være kommen tidligere, men da var det at hun døde Elisabeth Knudzon, svigerinden, ved du. Bailly Knudzon skulde skrive til sin mor samme dag, og deri berette mit afslag. At Drewsen allerede søndag vidste noget at fortælle derom, er ufatteligt, for fru K. kunde først ha’e fået det brev lørdag, eller kanske fredag. Nu kommer jeg kanske til høsten på besøg til Knudtzons, og det er jo godt at ha’e det tilgode; så bli’er der jo en leilighed mere til at se dig iallefald. Men jeg kan ikke leve i al den tid uden dig, ikke til sommeren heller kan jeg det; jeg må se dig engang forinden. Men hvorledes? Det er igrunden dumt, at vi ikke har benyttet påsken; for du har vel ferier da en hel uge. Så kunde vi være mødtes i Sverige igjen; ligesom sidst. Du måtte være reist til Gøteborg min gut. Skal vi virkelig nu gå og vente til i july [sic] måned? Jeg dør af at tænke på det; og det er igrunden dumt, for jeg ved jo godt at jeg vil blive elendig, ulykkelig i tusindfoldt mål, når du så er borte igjen. Der skal være kunstnermøde i Kjøbenhavn siger du. Men her skal være udstilling; man bygger en voldsom indretning, et helt kvartal til den, og så er det dig, som skal komme hid værs’god. Jeg kunde ikke komme did til noget kunstnermøde jeg; for da er ikke Knudtzons der, og hvem skulde jeg så bo hos? At ligge og slænge på et hotel for mig alene gik ikke an; det kunde være, hvis jeg fik en med mig; men min bro’er bli’er det ikke, for han skal til Ems for sin hals. Men kanske Ludvig vilde; ånei, – det er sandt; han vil vel til nogle philologgreier et eller andet sted, eller så høit tilfjelds; det gjør han altid, og vil intet andet. Ja, men sés må vi, om så jorden forgår af det. –

Også her er det en rasende frost, med en bidende isvind fra nord. Alle mennesker går og er forkjølet; jeg har klaret mig godt; skjøndt lidt hæs er jeg bleven af at gå og klæde mig dernede i «paladset» i et garderobeværelse med en orkanagtig træk. Og der har været en dame som var med til tableauerne, som formelig har forfulgt mig med sin kjærlighed. Du kan ikke tro, hvor fælt det var. Det var sikkert det stygge, som du talte om, husker du. Hun kom når jeg stod og satte mit hår, og kyssede mig på skulderen og armene, og omfavnede mig, selv i negligé, og var så ækel at jeg kan ikke sige det. Jeg rent skreg tilsidst, når hun nærmede sig, og gav mig til at løbe; og så stod hun og sa’e at jeg var det deiligste hun vidste, at hun var blevet et ulykkeligt menneske, siden hun havde sét mig, at hun lå om nætterne og ikke fik sove, at hun forstod sig på mennesker, og at jeg var «pragtfuld» – «pragtfuld»; og tænk, hun er gift, og har tre børn, men det var noget stygt alligevel. Nu har jeg sagt til Josephine at når den dame kommer, skal hun altid sige, jeg ikke er hjemme, for hun truede mig med besøg, og hun går og taler til alle de andre om at hun er bleven syg af kjærlighed. Hvis hun endnu var et galt menneske, men hun er så flink og dygtig, og hun er igrunden smuk, skjøndt jeg synes hun er rædsom, vel før er hun nu også virkelig. Nu skal vi til igjen efter påske med disse utålelige karnevalsgreier. Jeg kvier mig uhyre, for jeg er så gørrende lei af hele greien, men det går ikke an at sige nei, for de stakkels kunstnere mangler endnu 1500 kr. før de har sine udgifter dækket, og disse tableauer og optog trækker hus. Men udgifterne har været rent enorme, større end beregnet, skjøndt beregningen var høi. På slutningsballet 4de påskedag kommer prinsen og kanske kongen, og det bli’er naturligvis averteret, for at lokke folk hid, for naturligvis løber de som gale efter den fillegutten på 22 år.

Jeg vilde ønske du havde sét «Folkefienden» her. Som Reimers spillede Stokman!! Bare den måde han stod og hørte de andres replikker på var sådan, at man havde møie med at holde sig i skindet, for ikke at bryde ud i rasende klap. Aldrig havde jeg troet alt det til Reimers. Poulsens maske alene, har været slet og umulig efter hvad jeg har hørt. Reimers’s var ypperlig. Med det samme man ser ham, ved man at der er manden. – – Hvis nu manuskriptet er med, så må du altså læse det i guds navn, havde jeg nær sagt. Du vil sikkert finde at fru Ring er et leit og kjedeligt menneske, med sin leddiggang, der er roden til alt ondt. Men du får søge at fordrage hende så godt du kan. Jeg ser allerede nu manglerne ved det. Ikke hvad detaljerne angår, men sådan overhovedet, nei jeg mener med hensyn til indholdet. Du kan tro jeg kvier mig til at du skal sidde der og læse det med dine kritiske øine (på samme tid kan du aldrig være mig for kritisk, forstår du vel) og naturligvis grine på næsen, som er en sød liden næse, og sige til dig selv, at det er noget juks. Men bureauchef Kroghs’ er ikke juks. Den er jeg selv så glad i, for den er så ærlig og sandfærdig. Men jeg ved nok, at jeg ikke tør lade den trykke, i ethvert fald ikke på flere år, for den vil vække en exempelløs forbitrelse og forfølgelse, der vil gjøre alt hvad jeg måske kom til at skrive til en umulighed blandt publikum. Jeg har jo der bespottet kristendommen, kristentroen, bønnen og nåden, kort, alt det, der er helligt på jorden, vil man sige. Men det er slet ikke meningen. Jeg har blot ment at spotte den måde hvorpå kristentroen bruges som puder under, ja rent ud sagt forbrydelser, og at det personlige, menneskelige ansvar ligeoverfor sig selv og efterslægten, er den eneste religion, der ikke går tilbunds, når det kommer til stykket. Men som sagt, trykkes kan det ikke. Det er gået mere og mere op for mig, siden jeg har hørt hvorledes jeg er bleven beskyldt for at ha’e været gudsbespottelig i den uskyldige mdm. Høier o.s. v. Jeg har mistet venner ved den. Så er det jo også kjedeligt at stoffet er «Gengangeres». Men det kan jeg ikke hjælpe for. Som sagt, nu får du læse det, og sige hvad du synes, og så sende mig det tilbage strax. Jeg vil føre den tredie ind i samme bog. Det er underligt at sende det fra sig. Vær nu lidt glad i mig, lidt tilfreds med mig, næste gang du skriver. Husk, at jeg lever af dig og de ord du sender mig ene og alene, og husk at jeg elsker dig forfærdelig meget.

Din Amalie