Erik Skram er fortvilet og sjalu og forsikrer sin elskede Amalie Müller om at hun er den eneste kvinnen for ham

Søndag Aften 21/1 83

Min Amalie, Du har gjort mig så bedrøvet ved dit Brev, at var det ikke som at bryde en Aftale skrev jeg ikke i Aften. – Et vil jeg sige Dig, og lad det her i mit Brev blive til et Kærtegn, at ingen af de Kvinder, det piner Dig at tænke på, har jeg været kærlig ved som mod Dig. Du har fået af min Ømhed Beviser, som Du ejer helt alene. Amalie mod Dig har jeg gjort hvad jeg hos Dig syntes måtte blive det højeste Udtryk for min Kærlighed – ingen anden har ejet mig som Du har. Tænk på det inderligste, intimeste nøjeste Kærtegn mellem os to næst vor virkelige Forening og vid, at her behøver da under alle Omstændigheder ingen fæle Skygger fra Fortiden at træde imellem os. Amalie vi var for kort sammen, ellers vilde Du have lært at elske mig med større Fred. Der er også noget at lære her. – Du må ikke stille det hen i det uvisse, om vi snart mødes. Mit Liv er indrettet derpå. Jeg har kun det ene. Men jeg vil ikke skrive derom, jeg har tabt mit Mod til at klage. Du ligger ikke stille og sødt ved min Side – –

Amalie én Sorg har Du gjort mig til. Du har i sin Tid bildt mig ind, at « –ie» var Irgens Hansen eller Mathilde Schiøtt jeg véd nu ikke længer hvilken. Jeg spurgte fordi jeg troede det var Dig og Du svarede mig med et af disse Navne. Dette forstår jeg absolut ikke. Det må hænge sammen med den Følelse hos Dig, der tilsagde Dig at bede mig om at lade være med at læse din Fortælling i Tidsskriftet. Der er noget her så stik imod min Natur, at jeg opgiver ethvert Forsøg på en Begriben. Men det har gjort mig meget ondt. – – Igår Aftes fik jeg Tidsskriftet i Hænde. Mit Hjærte bankede derved meget kraftigere end om jeg selv havde havt en Fortælling deri. Og så måtte jeg oven i Købet lade som ingen Ting og besørge adskilligt ved Redaktionen først. Sverdrup havde mistet sin Kone, der stod noget om Marcellus i Dgbl. vi måtte have med, en Pastor Krog-Meyer var død, der lå en Betænkning fra et af Folketingsudvalgene, en jydsk Folkesanger og Digter skulde have en Oplæsning osv det måtte besørges altsammen først. Og så skulde jeg til en Forestilling i Folketeatret og til et Diskussionsmøde i Studentersamfundet, hvortil Socialdemokraternes Førere vare indbudne: Jeg fik det besørget alt og endda fik jeg læst «Madam Høiers Leiefolk» – inden jeg kl 9 gik til Forestillingen. Din Fortælling er god Amalie, men for mit Øje og Øre er der en umådelig Forskjel mellem de første 6 og de sidste 7 sider. Således at forstå, at jeg på de sidste 7 finder en fin og ypperlig egen Kunst; på de 6 første plager en Påvirkning af Kiellands Stil mig så stærkt, at jeg ikke véd, om det er Kunst. Jeg var skinsyg på Kielland. Og så Amalie, Du som er så meget Person, og som har skrevet den Samtale mellem Manden og Konen – bedre end Kielland – hvad tager Du efter ham for? Det hele er bedre end Kiellands små Billeder, sandere, mere lige på – intet Lapseri (på de sidste 7!) Er det fra Bergen, Ven? To eller tre Steder skulde jeg have vist Dig Muligheden for en heldigere Vending. Men hvor er det ægte! Det er meget dygtig gjort Amalie, og slet ikke fruentimmeragtigt. I den Skildring er der Mod Amalie. – Når jeg tænker på, hvor forkert jeg vilde være kommen til at dømme om Dig, hvis jeg uden at kende Dig havde læst din Fortælling og fra den skulde slutte til din Natur. Alle de bløde og de ufuldførte Linjer mangler jo. Men Du må ikke skrive efter Kielland. – Jeg har læst for tredje Gang den sidste Halvdel. Denne Gang har Indholdet lagt sig helt grufuldt på mit Sind. Sig mig dog én Ting Amalie, som man her nede strax vil sige: Hvorfor vandre disse elendige Mennesker ikke til Fattiggården og melder sig som husvilde? Er det ikke indrettet således hos jer, at det offentlige skal tage sig af den Slags Folk? Udsætterforretninger forekommer naturligvis også i Kbhvn, men er de Vedkommende så elendige som her, måtte de øjeblikkelig blive besørgede til Fattiggården, om de ikke selv kunde gå, og der fik de da i det mindste Tag over sig, Mad og Varme – vistnok også Sengestel og Klæder om det kneb, ja sikkert. Og de var ikke uden videre Fattiglemmer for det. Kunde Manden få Arbejde var de fri på ny – kun havde han så mistet sin politiske Valgret, indtil han tilbagebetalte Staden dens Udlæg. – – Jeg har nu siddet og læst Arne Garborgs Anmeldelse af «En Folkefjende». Hvis Du vilde sige til denne fine Skribent, at Du har en Ven i Danmark, som med udelt Glæde og Beundring har læst denne Anmeldelse, gjorde Du mig en Glæde – men Du har vel ikke Lov til at have en Ven i Danmark.

– Amalie det er tungt dette at være skilt fra Dig! Men at komme til Dig på de «forbudne» Vilkår gruer jeg for. Imidlertid det måtte Du da vel få at mærke, at jeg havde kastet Broen af bag mig, og det måtte vel være Dig en – Trøst. Jeg synes selv det ikke er rigtigt at sætte dette Ord her, men det lå nær. – Jeg er ene, helt og fuldstændig ene i Verden, og Du er bange for det Følge jeg slæber med mig! Og Du tror, at jeg nogensinde har været selvanden. Ja bliver jeg det ikke hos Dig, går jeg i min Grav uden at vide hvad det Ord betyder. – Nu har jeg læst «Slagter Tobias», Begyndelsen er god, Ven, ikke sandt? Nå, der har jeg det samme Fattigvæsensspørgsmål som hos os. Så burde dog vistnok det være nævnt i din Fortælling. Der er for Resten noget vist virtuosmæssigt i Lies Måde at fortælle på, men det slår klik jevnlig. Det med Melsækken er godt.

Jeg har ingen Lyst til at skrive mere i Aften. Det ligger tungt på mit Sind hvor uendelig – jeg vil ikke fortsætte.

Det med Bætzmann interesserer mig levende. Skulde monstro den moderate Tone kunne virke til virkelig Gavn? Fortæl mig hvad der bliver af Grevstad? Hvad er «Figaro» for noget? Har Du hørt noget fra Bjørnson? – Jeg savner Konvolut i Aften til at sende Dig Fotografiet – Dit Hoved er imidlertid så godt, at jeg næsten synes det er Synd at give slip på det.

Slutningen i dit Brev min Ven er så sød – det er den jeg lever på til næste Brev.

Din Erik