Dato
25 desember 1883

Erik Skram savner sin Amalie Müller. Hun har skrevet til ham om sitt jødehat, og han forsøker mildt å få henne på andre tanker: "Ja Du er en slem en, Du med dit Jødehad! Vil Du om dette enkelte Spørgsmål tro, Stump, at her har jeg virkelig tænkt og med Ord og Modord gennemgået alt hvad der kan siges for og imod; om dette har jeg jo haft så rig en Anledning til at gøre mig en færdig Mening. Dit Udbrud virker derfor just ikke overbevisende på mig, og jeg holder ikke af det som et virkeligt Resultat. Men jeg er glad ved at høre Dig tale i ustandselig Fart, fordi da Du begyndte følte jeg Ægtheden af et Indtryk, og fordi jeg vidste, at til Slutning vilde Du give mig Hånden og sige: Ven, har Du en anden Mening, så er jeg rede til med Dig at begynde forfra med mit Indtryk. Min søde Pige, jeg tror, at Livet i meget vil blødne og forandre din Opfattelse af denne Sag."

Transkripsjon av brevet

1ste Juledags Aften 1883

Dagen er gået med Politik, min Stump, og med Middag i Familjens Skød: nu i Aftnens Stilhed skulde jeg sætte mig til at skrive til Dig Du elskede, men der er koldt i min Stue, og jeg er træt, jeg tænker, at det bliver et dårligt Brev Du får. Det er hårdt, min Unge, at være Dig foruden, og det er ligefrem nedbrydende at skulle stemme sine Fordringer ned til det Minimum, der ligger i at modtage og skrive Breve. Der kommer noget skævt ind i alle ens Tanker, og man bliver dog, hvorledes man end vender og drejer bestandig vist tilbage til sig selv. Men naturligvis, noget uendelig lyksaligt kan der komme ind deri. Som til Eksempel igår Aftes da dit Brev overraskende lå til mig. Men så er det jeg bliver vred på selve min Glæde, der er som en Fanges over en Blomst, som uventet kastes ind til ham gennem det tilgitrede Vindu. Og elskede søde, går jeg ikke stundom hen og får en skinsyg Følelse, når Du er så glad for et Brev fra mig. Kan den rædde Følelse ikke snige sig ind i mig, når jeg i Mismod savner Dig, at netop vor Fjærnhed fra hinanden, Sjældenheden af vore Tankers Besøg hos hinanden giver disse Besøg en festlig Art, som de vil savne i det daglige Samliv? Vil Du ikke føle Dig skuffet, når jeg bliver dit daglige Brød, når Du bliver Vidne til alle de ak’er og men’er og hm’er, der ledsager den Tales fine Slyngning, som besnærer dit Hjerte i mine Breve? Jeg er forkølet, hoster og har Snue, eller har Hovedpine, eller er blot dum og utilpas – vil du så elske mig lige højt? Min Amalie, det er Fangens Ensomhedsfølelse, som overfalder mig, det er Fængslets Banghed, som jeg giver Udtryk. I mit Hjærte er jeg ikke angst, kun at Du ikke må gøre mig den Uret at overse, at vore Dage ikke kan forløbe i den, hvad skal jeg kalde det, i det festlige Skrud, som Breve dog på en Måde er. Men Du er jo så klog en Unge, og Du véd det, jeg er netop så og så ækel, og Du elsker mig endda. Altså min lille Tøs – Amalie jeg måtte sige det, det er kærligt det grimme uartige Ord – Du får mig at se i Arbejdstøjet, og det er et helt andet Syn end den pæne Frakke, som Pennen nøder mig til at tage på. –

Ja Du er en slem en, Du med dit Jødehad! Vil Du om dette enkelte Spørgsmål tro, Stump, at her har jeg virkelig tænkt og med Ord og Modord gennemgået alt hvad der kan siges for og imod; om dette har jeg jo haft så rig en Anledning til at gøre mig en færdig Mening. Dit Udbrud virker derfor just ikke overbevisende på mig, og jeg holder ikke af det som et virkeligt Resultat. Men jeg er glad ved at høre Dig tale i ustandselig Fart, fordi da Du begyndte følte jeg Ægtheden af et Indtryk, og fordi jeg vidste, at til Slutning vilde Du give mig Hånden og sige: Ven, har Du en anden Mening, så er jeg rede til med Dig at begynde forfra med mit Indtryk. Min søde Pige, jeg tror, at Livet i meget vil blødne og forandre din Opfattelse af denne Sag.

– Hør nu noget, som jeg tror er en så alvorlig Sag, at jeg har omgåedes med den Tanke at skrive til Sars derom.Bildet er fjernet. Næst i Norge selv vil en autentisk Fremstilling af «Gennembruddet» i Norge, blive modtaget i Danmark med den mest modtagelige Opmærksomhed. Vi véd intet om denne Sag. G. Brandes har forledt af de og de Udtalelser og andet og lad være af sin overdrevne Tro på Betydningen af sin egen Virksomhed, henkastet den Bemærkning, at det i væsenlig Grad er Påvirkningen fra Danmark, der har fremkaldt Fornyelsen af det norske Åndsliv. Det er en «løs» Bemærkning; der har intet Forsøg været gjort på at belægge den med Grunde. Der har derfor hernede ikke dannet sig nogen «Opinion» om denne Ting. Sars eller hvem ellers, der kommer til at behandle dette vigtige Emne, vil være den første, der lærer os noget på dette Punkt. Vi vil høre på hans Tale aldeles upåvirkede af nogen Fordom, rede til at modtage Belæring af den, som vi i Kraft af hans Forhold til Emnet tiltror den bedste Kendskab til det. Der behøves derfor ikke for «en i Danmark herskende Menings Skyld» at hvæsses Pile og slibes Sværd. Ingen, uden måske Brandes, vil føle sig «ramt» her nede af den rette Fremstilling. Den Forestilling, at Norge nu har modtaget Stødet fra os, er en flagrende Sommerfugl, Brandes i glad Tro på sig selv har ladet udgå, den er med en eneste trykt Side fra Sars’ Hånd fangen, spiddet, dræbt og bleven til en Kuriositet. Ingen – næppe Brandes heller – vil lægge et Ord ind for det lille Dyrs Liv. Om Sars eller Harstad eller hvem der skriver vilde lade være at tro det nødvendigt at skænke Brandes Bemærkning mere end en flygtig Nævnelse, vilde det være vundet, at der ikke i et eller andet stærkt Ord fra norsk Side blev Anledning for en eller anden Skrålhals her nede til at bruge Mund. Og jeg synes, at når det ikke er nødvendigt, bør noget, der er ment som og tager sig ud som Angreb fra den ene eller den anden Side undgås. Kunde Du ikke have Lyst til at sige Sars dette? – Min Ven, min Elskede, dine Ord, der svarer på mine om Betydningen af vor «sidste» Ordstrid er som begge dine Arme om min Hals, som din Kind ind mod min, som den skønneste Fred i mit Liv. Du vil formodenlig nok en Gang blive Vidne til en eller anden Strid imellem Rothe og Jutta – der skal Du se Jutta ikke bære sig ad som en ret Ægtefælle bør. I hende det «Gudsfrygtige» nok sagt findes der ikke Gnist af Vilje til at lede efter en Udklaring, Udjevning af Striden hun vil ikke forstå, ti hun er hovmodig af Hjærte. Jeg har virkelig med Forskrækkelse i gamle Dage tænkt på min brave – ikke meget skarpsindige – Svogers hårde Vilkår, og jeg har aldrig kunnet få ret Godhed for Jutta siden jeg en Gang så hendes hårde Sind. Men den Kærlighed som forener dem er jo også en Fejltagelse. Hun er kold i hans Arme. – Mon du så fik mine Gaver Juleaften? Amalie, tro ikke, at jeg ikke føler hele Tyngen for Dig i hvad Du har for med mig – eller rettere jeg formår formodenlig dog ikke at sætte mig ret ind i det. Ak min søde Pige jeg har aldrig været således bunden til mine Omgivelser som Du er det. Egenlig er det uhyre forkert, at det ikke er mig der kommer til Dig. Jeg kunde bedre løsrive mig. Men det kan jo også godt være at vi en skønne Dag finder på at gå tilbage til Norge som vor Kærligheds rette Hjemland. Men først må Du komme her ned til mig. For vor Kærligheds Skyld var det nødvendigt. Amalie, Du har først lært at elske mig – det er ikke sandt, jeg har først fået ret Mod til at elske, elske Dig, leve min Kærlighed helt og holdent tværs igennem her nede. Der oppe stoppede dine Venner mig. Jeg var bange, for jeg var skinsyg. – Ja Stump, Du har ret, alt er dog skønnere for os i År end ifjor. Da skulde vi til at prøve os frem, og hvor forunderlig udenfor vort virkelige Liv lå vor Kærlighed. Tænk jeg er næsten ved slet ikke mere at kunne forstå en Smule af det Hele. At vi tænkte på at elske hinanden og dog leve hver for sig! Nej, det skal aldrig ødelægges af noget senere kommende, at Du satte mig Stævne, Amalie min elskede Du har været, Du er den dejligste Kvinde. Vor Roman er smuk og jeg er så stolt som en Konge ved Tanken om hvad jeg har vundet. Amalie, jeg tør udfordre den halve Verden, den byder mig ikke vor Historie om igen. – Du søde Pige med din Skamfuldhed over den forsinkede Julegave til Mama. Tro mig min sødeste Ven kan Du holde af hende af hele dit Hjærte Du vil få Løn derfor, hun er inderlig god. – Fattig Stump, det jeg føle mig, til jeg har Dig og aldrig mer kan slippe Dig, til jeg føler Dig føle enhver af mine Følelser, til jeg har Dig i enhver af mine Tanker, til jeg ejer, kender, lever med og af enhver af dine Særegenheder. Tossede Unge, som tænker på, at andet kunde være muligt.

– Min lille Pige jeg må nu standse, jeg er så overordenlig træt og jeg har ingen Frimærker i Aften. Jeg må op i ordenlig Tid imorgen for at få Frimærker sat på Brevet og det med Posten. Den går Kl 11 fra Kbhvn, men Brevet må være indleveret inden Kl 10 på vort Posthus her ude på Østerbro eller også må jeg ind til Skibet. God Nat min elskede Stump. Jeg skal imorgen Aften i Selskab. Tror Du jeg vil tænke på meget andet end Dig på vor Bryllupsnat? Du elskede

Din Erik

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.
   

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jul-des