Erik Skram er fortvilet og forarget over ryktene som har oppstått etter at Edvard Brandes har skrevet et teaterstykke der det forekommer en kvinneforfører som folk mener han selv er modellen for. Ryktet har nådd Eriks elskede Amalie Müller i Kristiania, som har lagt seg syk ved tanken. Nå har Erik bedt Edvard Brandes til å erklære skriftlig at det slett ikke er Erik som er modellen til mannen i stykket. Det eneste han vil, er å gifte seg med Amalie. Holger Drachmann, derimot, har opplevd å blir hengt ut som æresløs kandalisert kvinneforfører, kan Erik fortelle.
Kbhvn 28/1 83
Indlagt vil Du finde Kopien af et Brev, jeg idag har afsendt til Brandes. Hans Svar sender jeg Dig, når jeg modtager det. Mit bestemte Forlangende er da det, at Du svarer den Dame, der på en løs Angivelse har skamskændet mig, at Du ganske rigtig som formodet nærer Venskab for mig og er i det heldige Tilfælde at vide bedre Besked end hun. Og så meddeler Du hende, at Du har set E.B.’s Brev og giver hende det positive Indhold deraf. Om Du for egen Regning vil tilføje nogle Betragtninger om det Skammelige i at tale ærerørig om Folk, man ikke véd noget om, overlader jeg til din Indignation eller Finfølelse.
Jeg var igår i et Middagsselskab og traf der for første Gang en Dame, der er Søster til en god Ven af mig, Kammerjunkerinde Bauditz f. Rist. Hun havde hørt mig meget omtale og var glad ved at se mig og tale med mig. I Samtalens Løb nævnede hun «Et Besøg». Efter en Omtale af Bogens glimrende Egenskaber sagde hun pludselig: «Den Bog kunde de ikke have skrevet. De kunde ikke have ladet det være nok, at gøre en Kvinde så blodig Uret.» Denne Dame har jeg som sagt aldrig vekslet et Ord med tidligere. Hun havde sin Visdom formodenlig fra hvad jeg har skrevet og fra sin Broders Omtale.
Blandt dem, Du nævner, hvis Navn skulde være nok til at slå enhver Bagtalelse til Jorden, er Drachmann. Om ham er blevet fortalt og troet, at Fiskere ved Kysten have spyttet ad ham, fordi han er bleven grebet på fersk Gerning i et Lysthus med en Vens Hustru, han havde forført. Om ham er blevet fortalt og troet i mange År, at hans Liv var det mest ryggesløse, at ingen Kvinde kunde være sikker for hans Efterstræbelser. Da han løb bort med Fru Talbitzer, brusede Historierne op som et Springvand. Der gik Afskrifter af et Brev rundt fra ham, hvori han blottede sig selv som den jammerligste Pjalt. Brevet har jeg ikke set, men sligt sagdes og blev troet. –
Jeg har ingen hårde Ord at sige i Anledning af dit Brev. Din Kærlighed er syg, og det synes mig at jeg i alt Fald på Frastand ikke har Lægedom til den.
Du underretter mig om, at Du til April vil besøge Fru Knudtzon, og at det skulde «more» Dig at møde mig på Gaden, medens Du iøvrigt ikke kan tænke Dig, at vi skulde se stort til hinanden, idet min Bolig er et befængt Sted, hvor Du ikke kunde sætte din Fod. – Da jeg ikke forstår noget af dette, tier jeg.
Du spørger mig, om jeg kan huske, hvorledes Du har kysset mig? Ja Amalie det kan jeg huske! Og jeg kan også huske mine Tanker og Følelser under dine Kys. Det kom mig for, at Du elskede mig som en kærlig trofast og yndig Kvinde, der vilde prøve på at fæste Bo og blive hjemme inde hos mig. Dette Indtryk har dine sidste Breve ikke i høj Grad tjent til at bestyrke.
Og dog er der noget virkelig kærligt og smukt i al den Fjærnhed Du giver Rum. Du må ikke tro, at der ligger en Vrede imod Dig og ulmer hos mig; der er kun en pinlig Forundring. Jeg venter, indtil Du atter i din Tanke når til at blive min. Nu er Du kun din egen. Du borer Dig fast ind i dine egne Forestillinger og har kun mig med derinde som en fremmed Urostifter, som Du så pludselig en Gang imellem kaster Dig om Halsen på og overgiver Dig til for at få Fred.
Du bruger det Ord, at Du skulde «tvinge» mig til at gifte mig med Dig. Véd Du da ikke, at var jeg uafhængig og kunde jeg byde Dig blot jevne Vilkår, lukker den Plan at blive gift med Dig sig om alle mine Planer for Livet. Jeg har i alle disse Dage, hvor Du har stablet Had og Bitterhed op imod mit foregående Liv, kun gået og vejet dette ene i mit Hoved: vilde Amalie som min Hustru kunne føle sig tilfreds i København, eller måtte vi drage til Kristiania? Og jeg har fantaseret mig ind i, at vi levede et År her nede, så længtes Du hjem, og jeg fulgte med Dig. Jeg har vejet hele min Omgang med den Vægtskål, jeg tænkte mig, Du vilde anvende, og næsten alle ere vippede op som for lette. Havde vi Penge, véd jeg imidlertid, at vi kunde danne et fint og interessant Hus i Kbhvn.
Vilde Du virkelig komme til Kbhvn nu i April og ikke gøre alt for at se mig hver Dag? Endnu tror jeg det ikke.
Din Erik
Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.
https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun