Hovedbilde
Dato
25–26 mars 1883

Erik Skram er dypt uykkelig i sitt savn etter Amalie Müller, som har sendt ham et svært alvorlig brev om hvor vanskelig det er for henne å forlate de to guttene sine for å komme til ham i København og gifte seg med ham. Han vil svært gjerne være hennes rådgiver i forfattergjerningen hennes, som hun nå er i ferd med å ta på alvor, ikke minst på grunn av hans oppmuntring.

Transkripsjon av brevet

Søndag Nat Kl 12 den 25 Febr. [1883]

Idag kommer jeg til at gøre Dig Sorg min Elskede, men jeg kan ikke gøre for det: det har været mig positivt umuligt at få så meget som et Minut til at skrive i idag, og nu er jeg ødelagt af Træthed. Jeg skulde på Embeds Medfør i Theatret i Aften og har i Går i samme Anledning været til en Fest den største Del af Natten,Bildet er fjernet. efter at jeg i Fredags som privat Person ligeledes havde festet til henad Morgenstunden. Min Amalie, dit Brev er forfærdelig alvorligt – jeg har sagt mig alt det selv, men at se det fra din Hånd gør et endnu stærkere Indtryk. Men min søde Pige, ét glemmer Du, og det er, at vi to slet ikke overvejer andet i Verden end når skal vi mødes. Du lægge en Plan. Jeg er næsten glad ved i Aften ikke at kunne skrive, for jeg vil ikke andet på Jorden end at være sammen med Dig, om det så kun var en eneste Dag – min yndige Ven, så skal Du se, at vi får nyt Mod. Den Jammer der er over vor Fjærnhed, har endnu ikke fået gjort mig helt bange, om end jeg i Grunden hvert Minut på Dagen er inderlig bedrøvet. Disse Fester t.Ex. gør ikke anden Virkning på mig end at jeg dybere føler min Ensomhed. Så ensom som jeg, er Du ikke Amalie. Min elskede Ven, som jeg trænger til Dig gør Du Dig intet Begreb om. Amalie vi har intet, intet andet at tænke på end vort næste Møde. Min Plan med Lund er god – der er en Mulighed for, at jeg kunde nå højere op i Sverig for at møde Dig, men derom kan jeg endnu intet sige med tilnærmelsesvis Sikkerhed. Og kommer Du til Kbhvn, skal vi kunne mødes, om det så end kun er en Time hver Dag. Det er slet ikke så umuligt at ordne. Du skal samle dine Tanker om dette ene at komme ned til mig.

– Du lille dumme Unge, som indlader Dig på at ordne mit Liv for mig uden Dig – nej Stump, det er ørkesløs Tale. Hør sig mig Amalie, vilde det nu virkelig være så slemt om Folk her nede, der tror på min «rige norske Enke», kom det Skridt videre og sagde, at den, jeg elskede var Dig, netop Dig? Mig vilde det være kært, hvis Du blot kunde være rolig ved den Tanke. Så havde jeg Fred bl.a. De dumme Fæ, som ikke øjeblikkelig kan mærke, at jeg er mindst de hundrede Mile borte under alt hvad der foregår. Jeg havde mest Lyst til at råbe min Kærlighed ud på alle Gader og Stræder. For Resten er det vistnok kun et enkelt Sted at denne Historie med Enken grasserer. Jeg er kommen nogenlunde efter hvem det er, der siger det. Men nu Amalie må jeg slutte, der er koldt i mit Værelse hvor jeg sidder. Det har været en Orkan idag som har jaget al Kakkelovnsilden ud i min Dagligstue, den har stået i den tykkeste Røg, og under disse Vilkår har jeg oven i Købet ikke haft Ro et Minut. Jeg håber imorgen at kunne finde Tid til at skrive.

– Jeg glæder mig og er spændt ved Tanken om at få dine Fortællinger til Gennemsyn, min elskede Pige. Min Fødselsdag er den 10 Marts. Når er din? Det har jeg glemt. Dit Billede skal jeg sende imorgen – jeg har ikke haft Lyst til at sende det uden at have set, om det andet Du har stillet i Udsigt blev bedre.

God Nat Amalie

Din Erik

 

75. Erik til Amalie

Mandag Aften Kl ½ 12 26/2 83

Min Elskede, det er næsten håbløs Gerning at begynde på et Brev til Dig nu, træt og udaset som jeg er. Et Par Ord må jeg dog sende Dig. Jeg sendte Dig ikke en Klage «over» Dig, Unge, sidst – anderledes end at mulig havde jeg fundet, at Du tog mere rolig på den Ting, at vort Møde måtte blive opsat end jeg kunde. Jeg siger «mulig», for har dér et Øjeblik været en sådan Opfattelse hos mig, så glemmer jeg det straks bag efter – tror Du, at jeg i Grunden finder, at nogetsomhelst er galt ved Dig, Stump? Kan jeg ikke billige det, så mener jeg, at det kommer af, at vi skriver, så står stundom et Udtryk helt stivnet som et Resultat af de Tanker, der er gået forud, og som vi gensidig ikke altid kan føle umiddelbart og sikkert. Jeg klagede Ven, fordi jeg virkelig ikke har det godt. På den ene Side er det overhændig meget Arbejde jeg har, naturligvis en god Ting mod at fange Griller, men det Øde, det volder i min Hjerne, den Træthed i min Sjæl gør mig Savnet af Dig endnu bitrere. Dette Skændige, der er ved, at de korte Øjeblikke jeg har Tid til at være mig selv, gå spildt, kan gøre mig bitter. Jeg er bange for Amalie, at jeg skal blive dum egoistisk, at jeg skal gå og vænne mig ind i at være sløv og gold. Jeg er angst for, at mit Hjerte lider under ikke til alle Tider at have Dig at være kærlig, øm og omhyggelig for. Min egen Pige, jeg véd slet ikke, om det er en Kimære; men det bæres mig for, at mit tomme Pebersvendeliv gør mit Hjerte Fortræd. Du, Ven jeg skrev altså et Varsko til Dig om ikke at slå Dig til Tåls med en Måned før eller senere. – Men for Resten Amalie er der jo slet ikke Sammenligning mellem min Tilstand før og nu. Nu har jeg Dig – det havde jeg jo ikke før, og så dog i Grunden et Savn af lignende Art som nu, kun rigtignok med den uhyre Forskel, at det ingen bestemt Form havde. Der er en egen Rigdomsfølelse i at længes – forstår Du søde kære Ven? Og Amalie, arbejdede jeg på at gøre mit Navn anset, var der dog en Mulighed for, at jeg kom Dig nærmere rent udvortes taget – nu grundlægger jeg kun i en Kreds af Indviede den Dom om mig, at jeg er en «finere» Journalist end de andre. Jeg følte for første Gang i mit Liv, tror jeg, forleden Misundelsens nagende Tag i mig. Ved «Nationaltidende»Bildet er fjernet. havde Ejeren tjent 22000 Kr mere i det sidste År, end han havde gjort Regning på, og med en vis storslået Forstandighed lod han alle ved Bladet ansatte nyde godt af denne Merindtægt. Den Mand, der som jeg ved «Morgenbladet» gør Sjovet, Redaktionssekretæren, fik som sin Part 1200 Kr udbetalt som et lille Tillæg til Gagen – og jeg slider Året rundt for 1800 Kr. Tænk hvilken Forskel i Vilkår! Og den Vedkommende er med en Pen i Hånden hundrede Trin under mig. Jeg forsikrer Dig Ven, at det virkelig for et Kvarterstid eller så gjorde mig nervøs og utilpas at høre denne Historie, og jeg vender nu og da tilbage til den i Tankerne. Jeg har fået Anledning til at ville have mange Penge, og jeg burde i min Stilling tjene udmærket – var det ikke Venstre jeg hørte til. – – Amalie, vi kan længes, til vi går i Stykker – ét står fast: Dine Gutter må Du ikke forlade. Ikke for deres Skyld, for dem kender jeg ikke, men for din egen Skyld. Jeg kan i Længden ikke give Dig Erstatning for Tabet af dem. Men Du skal være modigere med mig. Endnu Ven er jeg ikke ret bange. Men Amalie forlænger Du Tiden for vort Møde begynder jeg at blive det. Jeg håber også noget på i Sommer; jeg tror på Muligheden af at komme til at arbejde for mig selv, når Rigsdagen hører op. Men for Resten kan det godt være, når det kommer til Stykket, at jeg slet ikke kan. Rig i min Fantasi har jeg aldrig været, «Påhit» er min svage Side, og kan jeg ikke kultivere min Hjerne udelukkende for denne ene Gernings Skyld, kan jeg ikke ensidig slå mig over at lide og vinde Sejre på dette ene Område, går måske Digterdrømmene Pokker i Vold, og jeg bliver det jeg slet ikke har Lyst til at være Journalist Resten af mine Dage. Så har jeg for Resten Lyst til at tage Livet af mig. Gift med Dig Amalie i gode Vilkår – Du må netop ikke komme sammen med mig, når jeg lider disse sørgelig små Sorger, Du forstår dem ikke, og jeg selv har jo så ondt ved at lære at begribe dem – nej i gode Kår, hvor jeg havde Tid til at elske Dig, til at drage Dig ind i min Sjæl og til at give Dig en hel Sjæl til Gengæld – min Ven uden det må vi leve adskilt. Du vilde slet ikke kunne leve i en fremmed By i en tre Værelses Lejlighed og gå på de billige Pladser i Teatret osv. Nej Amalie tænk end ikke på sligt. Men for Alvor, jeg har kun den ene Tanke: Når skal vi mødes?

Mine Øjne falde sammen af Træthed

Din Erik

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun