Erik Skram reagerer sterkt på en drøm Amalie Müller har hatt om at hun var utro med Holger Drachmann

Søndag Aften den 8 April 83

Min elskede Amalie – kan Du læse det? – nå, så er jo Resten ligegyldig, så er der jo slet ingen Grund til Klage. – For Resten, dette er kun Lapseri, jeg synes slet ikke om, at mine gyldne, vel overvejede Ord færdes ude i det tomme Rum, ikke opfattede af Dig; men gør Du Dig nu også rigtig, rigtig Umage? Bliver Du ikke hurtig utålmodig og siger noget om Kludseri og dine mangfoldige andre morsomme norske Ord, der betegne dit Sinds uendelige Overlegenhed over denne Støvets Verden, hvor bl.a. også forekommer en ulykkelig Mandsperson, der gør sig den mest forbistrede Umage med hvert Ord, han elskende lægger hen til sin udkårne Kvinde? Er det virkelig Reglen, Amalie, at Du må igennem mine Breve som igennem et fremmed Sprog, man ikke er helt fortrolig med, hvor man taber Ord den ene Gang efter den anden? Pyt, det er nu kun noget, der meget sjælden hænder, ikke sandt? – For jeg vil sige Dig, at jeg som Regel skriver langsomt. Om end ikke hvert Ord langsomt, så er jeg meget længe om mine Breve til Dig. De give mig så overordenlig megen Anledning til at falde i Tanker. Jeg standser for hver Sætning næsten, stundom blot for at vælge et Udtryk, en Vending, der har mere Kød og Blod i sig, end det, der i sin Magerhed først lagde sig for Pennen, men ofte for at gå helt ind i det, jeg nu netop taler om. Du skulde vide, hvorledes jeg har siddet i Dage, havde jeg nær sagt, ved mit Bord med et Brev til Dig foran mig. Kun lidt efter lidt fylder de af Dig forhånede Bogstaver de hvide Sider, men i min Hjerne har der samtidig været arbejdet, og jeg er vis på, at når jeg en Gang er død, og man vil gøre sig den Ulejlighed at åbne Hovedskallen på mig, vil man finde, hvis man da ellers har Evne til at tyde sligt, i enhver af den store Hjernes Slyngninger en Række samlede Værker med samme fine Skrift, der anvendtes ved Dueposten under Paris Belejring – Du véd Indholdet af en Måneds Aviser kunde gemmes i en Pennepose – og på alle disse tæt skrevne Bind står: «Til Amalie». En Nat min Unge, gik jeg først Kl 5 om Morgenen med mit Brev i Postkassen. Det var en Aften hvor jeg havde været hos Kiellands i Selskab, så vidt jeg husker. Du skal altså ikke, Ven, tro, at jeg sjusker med mit Brevskriveri. Og rejser Du en Klage mod mig for denne Måde at være Elsker og Brevskriver på, hvor jeg gemmer det bedste for mig selv, så, dejlige Ven, må jeg dog sige Dig, at fordi der bliver så overvættes meget tilbage i min store Hjernes Slyngninger – Du véd, der er noget, der hedder den store og noget, der hedder den lille Hjerne – så er det jo ikke sagt, at det netop er det bedste. Desværre det jeg giver, må vist betegnes som det bedste; jeg ejer næppe Skatte af anden Art end dem, Du kender, om end jeg har Dynger liggende, Du endnu ikke har set. Jeg har altså ikke i Sinde at lokke Dig med denne Meddelelse, det er kun et af Bidragene til at se, at jeg i alle Måder er en langsom Fyr. Jeg æder det altsammen ind i mig, og så varer det en skrækkelig Tid, inden det kommer frem igen, og så overmåde meget går tabt under denne Proces. – Hvorfor jeg ikke fik skrevet mere forrige Gang? Lille Pige, Grunden var meget prosaisk og dum. Det røg så afskyligt i min Stue, at der ikke var tale om, at jeg kunde være der. Det er sket mig et Par Gange før netop de Søndage jeg skulde skrive. Jeg måtte gå ud om Formiddagen. Ud skulde jeg til Middag og Aften. Jeg har for din Skyld, elskede Ven, forsømt et så anseligt Antal udbudne Søndag Aftner, at der tilsidst måtte komme en, jeg ikke kunde være overhørig, hvis jeg da ikke vilde bryde helt med den fåtallige Rest af Huse, hvor jeg tidligere var en hyppig og velset Gæst. Jeg fik gjort fire Visiter den Søndag Frmdg, et helt Vidunder af en Dag. Jeg var kommet sent på Benene. En Landsmand af Dig havde holdt mig oppe til Kl 4 Lørdag Nat. Det var Gunnar Heiberg. Jeg holder af det Menneske, men den Nat var det nær blevet for meget. Det var sidste Lørdag Aften Kiellands var her i Byen – de skal ligge et par Måneder på Landet, inden de rejser hjem, G.H. var for første Gang buden til K.’s, og da Turen ud til dem for en fremmed i Byen, er nogenlunde umulig uden Følge, tog jeg med ham – der er en Times Vej fra mit Kontor, der dog ligger i den østlige Del af Byen. De bo yderst ude på Østerbro. På Vejen måtte jeg et Svip op til mig selv for at blive lidt pænere end jeg var, og medens jeg puslede i mit Sovekammer, satte jeg en meget fin Kognak for G.H. – da vi nu Kl 1 Nat kom vandrende hjem, huskede den brave Mand min fine Kognak, og så måtte jeg som høflig Vært byde ham op. Så sad han til Kl 4 og søbede Kognak i sig. Og under alt dette gik jeg med dit uåbnede Brev på Brystet. Det lå til mig da jeg første Gang kom hjem. Du søde yndige Væsen, hvad det Brev Lørdag Aften er for mig! Ja det er bl.a. det, som står at læse derinde i mine samlede Værker i Hjernens fine Slyngninger. – Nå den Aften havde Fru Kielland for Resten direkte spurgt mig, om jeg kendte Dig, om jeg syntes om Dig, og med en mageløs uskyldig Mine fortalte hun mig, at Kielland og Du en Tid lang havde korresponderet, men at det pludselig var hørt op. Jeg ved ikke, om jeg har fortalt Dig, at K. tidligere for mig har ladt, som om han kun kendte Dig af Navn, under alle Omstændigheder kun aldeles flygtig. Så spurgte hun fremdeles, om Du og jeg korresponderede, hvortil jeg med samme uskyldige Mine, som hun havde på, sagde at vi havde vekslet et Par Breve. Derpå spurgte hun, om Du ikke havde fortalt mig, at Kielland og Du havde korresponderet, og da jeg sagde nej, vilde hun ikke tro det. Imidlertid må jeg sige, at der ikke i hendes Måde at spørge på lå noget, der i mindste Måde skal forurolige Dig. – Ak idag til Middag – jeg spiste hos min Søster Fru Rothe og der var min Moder, begge de ugifte Søstre og foruden min elskværdige Svoger et Par Personer til, alt var så hyggeligt, Børnene så søde. Der var ved Bordet blevet spøgt med en Historie, der i denne Tid løber Byen rundt på alle Leder og Kanter, at Frk Zahle – Du véd – skal giftes med en bekendt grundtvigiansk Præst, hvilket er hentet ned fra Luften. Nu vel, efter Bordet ved Kaffen sad jeg fredelig og stille mellem min Moder og Søster Emma og ud af denne Ro, hvor vi talte om noget meget alvorligt der er hændt i vor aller nærmeste Slægt, dukker så kønt, varmt og godt fra min Søster – i forsøgende Spøg – «men Du Erik, Dig har man jo også ville gifte bort. Er det slet ikke sandt?» Og så fortalte hun den samme Historie, Du kender om min rige norske Enke, som hos dem havde ligget stille siden den blev fortalt. Min Moder sagde så kærligt «Ak jeg havde næsten begyndt at glæde mig til at det var sandt; men jeg har jo ikke turdet spørge. Var det sandt, havde du jo også fortalt det.» – Jeg var melankolsk – rigtig jammerlig tilpas – medens jeg spøgte Historien bort imellem det andet Snak, der fortælles. Gud Amalie, hvor Du vilde blive godt modtaget, om jeg kunde føre Dig ind til disse fine gode Sjæle. – Stump, det er sørgmodigt med os to! Hør Amalie, hvor jeg er rasende for din Drøms Skyld. Jeg véd det, Du har været helt afskylig utro imod mig – i Drømme heldigvis. Alt véd jeg. Du blev besnæret, din Dyd holdt ikke Stand – og så for dette lange Menneskes Skyld! Sig mig blot én Ting, min lille Pige, om dette er første Gang? Amalie jeg føler fuldstændig med Dig, jeg véd hvad man lider af en sådan Drøm. Der er forøvrig her noget overordenlig interessant, som en Gang må føre til en vigtig psykologisk Opdagelse: disse Forbrydelser, disse fuldstændig skændige Ting man i Drømme begår. Jeg spår Dig Stump, at hvis det er første Gang, så bliver det under alle Omstændigheder ikke sidste Gang at Du besnæres i Søvne – og aldrig aldrig vil det blive af mig. Det skulde være et rent Lykketræf, at jeg blev den lykkelige. Det er til at blive en Smule gal over. Men sådan går det altid til. Man er viljeløs i Drømme. Jeg havde uhyre Lyst til at udbrede mig vidtløftig om dette, og jeg havde umådelig Lyst til, at du næste Gang fortalte mig vidt og bredt om denne Drøm og om andre. Men du tør formodenlig ikke. Der er dog én Ting jeg må nævne, fordi det forekommer mig så meget vigtigt. Der er en stærkt sanselig udviklet, fuldstændig uberørt ung Kvinde. Pludselig en Nat får hun en Drøm af hed erotisk Art, den kan endog blive helt forvorpen – hvad Indtryk må dog ikke sligt gøre? Det er såmæn ikke forunderligt, at Drømme i overtroiske Tider har spillet en stor Rolle i Folks Tankeliv; med hvilken Magt kommer ikke sligt over En. Der er for Mænd den Forsmædelighed at opleve i Drømme, at de er fejge. Hvor ofte har jeg ikke tidligere drømt mig ussel. Det er nu vistnok to År siden at jeg for første Gang, i måske den mest levende Drøm, jeg har haft, var fuldstændig koldblodig, endog næsten heroisk modig. Som jeg var glad! Jeg har siden ikke mærket denne vamle Fejghed i mine Drømme, og jeg tilskriver det en bestemt netop imod mine Drømme rettet Bestræbelse, jeg led under dette Dobbeltliv, jeg besluttede, at jeg også i Drømme vilde være mig selv, og denne ene Nats lykkelige Oplevelse gav Styrke til denne Beslutning. Min Hjerne må have fået et Tryk, et Mærke, som den ikke kan slippe for. Jeg drømte, at jeg var i Paris og sov til Middag i mit Værelse i et stort Hotel. Forud var der gået en Mængde andre Ting, inden Situationen blev så simpel. Pludselig blev jeg skræmt op ved et umådeligt Brag i Nærheden. Jeg vidste, at det var Kommunarderne, der havde lagt en Række Miner fra en Plads tværs ind under Hotellet videre til Banken. Der vilde springe tre Miner, inden Hotellet gik i Luften. Jeg hørte dem alle tre. Der var god Tid imellem. Jeg kunde have været forfærdet, forsøgt at flygte osv. men jeg lå rolig næsten, festlig stemt, jeg skulde dø, mulig kun lemlæstes, jeg tænkte på, om vi hurtig vilde blive gravede ud, om jeg vilde komme til at lide, alt i en vis højtidelig rolig Stemning – den tredje Mine sprang lige uden for Vinduerne, jeg tog fat i Sengekanten, og med et Brag, hvis Voldsomhed ingen Forestilling kan rumme, gik Hotellet i Luften, og jeg vågnede. Du begriber ikke, hvor fortumlet jeg var. Jeg husker, at da jeg nogenlunde var kommen mig, sagde jeg til mig selv: Ja nu behøver Du min Sandten ikke at opleve at se Døden imøde. Stærkere kan intet virke end denne Drøm. At Du ikke sov Resten af Natten efter at Du på skændig Vis havde bolet med Dr. forstår jeg godt. Men er det ikke forunderligt Ven, denne Løben grasat i Drømme, det dyreste man ejer, har man så godt som aldrig til sin Rådighed, det kommer bag på En. Fortæl lidt om dette.

Jeg er ikke meget fornøjet med hvad Du skriver om dit Forfatterskab, om end Du er så henrivende sød i dine Bemærkninger. Jeg havde Lyst til at ruske i Dig. Hvad er det Du siger: Du vil ikke skrive ud af din Sjæls Indhold? Nu vel, Du mener naturligvis, at Du ikke vil skrive således at En og Anden kan gå hen og pege og være Idiot og sige: Æ, der går Fru Ring. Men min lille Pige, det er ét, et andet er, at Du så pinedød – nu bander jeg på norsk – ikke kan få en Linje til at Du, uden at Du føder og elsker den som dit eget Barn, ammer den med din egen Mælk. Du ved bedre end andre Besked om Fru Ring. Vil Du skrive om hende, er det din Pligt at sige os alt. Vil Du være fornem lige over for Kunsten? Forbeholden tage vare på din Mund? Så skal Du blive uden for med det Gode, for så er der ingen Plads til Dig der inde. Men det er heller ikke din Mening. Du har stået i den Formening, at der i Billedet «Fru Ring» var givet ærlig og redelig hvad der skulde til for at skabe et levende Maleri. Men der er kun en talentfuld Begyndelse. Det forundrer mig, at Du er bange her. Du er jo ikke Fru Ring. Du har i Stød været så meget af hende, at Du kan danne hende til en kunstnerisk Helhed – mig kan Du jo gerne sige det, om det ikke netop er en begravet Stemning hos Dig meget mere end et Møde i Livet med Fru Ring, som har givet Dig Lyst til at skildre denne Kvinde. – Uf, hvad det er for noget Du siger om det fejlfri eller fuldkomne, at det ikke interesserer længer! Der kommer for øvrig til syne her en Åndrighed, som Du skal nærmere udføre: det med de skiftende Skoler. Det står for barokt i en indskudt Sætning til at jeg kan forstå din Mening, men det lokker mig. Men det er vist kun noget åndrigt Forkert. Er det dit eget? Kom med det Stump, hører Du, sådan noget lærer man noget af, om det også er ravruskende galt. Hør nu: min Bog er god, men jeg skulde vise Dig en Mængde Svagheder og ligefremme Fejl i den. Er den kedelig, hvad jeg for Resten ikke tror, så er det skam ikke fordi den er fuldkommen. – Så for Pokker, nu går min Lampe. Der er ikke mere Petroleum i den, Pigen er forlængst i Seng. – Nu har jeg tændt min Sovekammerlampe, men med det samme set, at Kl er over 1, jeg må i Seng, og der er da for Resten heller ikke synderlig meget Petroleum på den lille Lampe. Jeg havde havt Lyst til at blive ved endnu en Stund. – Du, det kan jeg godt lide, det Træk, at Du har troet, at inden Du næsten fik nævnt Tingen, kendte man Fru Ring, jeg tror der er Grøde i dette. Men altså således forholder Tingen sig: vi kender hende alle i al Almindelighed, for hun er hundrede Gange omtalt i Literaturen; men det er Dig, der kjender hende til Punkt og Prikke. Af Dig skal vi lære hende virkelig at kende. Du kender hendes Udtryk Manerer da hun var ung Pige, hendes Fantasier da, Du véd hvad hun tænkte, da han friede, hvad der gik for sig Bryllupsnatten, under Ægteskabet da hun blev Enke. Du kender hendes Bolig, de Bøger, hun har læst, hendes Omgang, hendes Helbred, Lyster, hver Fold i hendes Klæder. Du har set hende nøgen, halv påklædt, under Toilettet – husk Amalie, netop fordi vi i al Almindelighed kender hende godt har det umådelig Interesse for os at lære hende at kende ud og ind. Du har begyndt ypperlig, men vi må mere ind i hende. Gå løs på Opgaven. Og Ven, uden en prægnant Samtale, næppe Mulighed for at få pustet Liv ind i Skikkelsen. God Nat min elskede, elskede Pige. Om Du vilde drømme en Nat om mig! Den Torp kender jeg ikke. Det er naturligvis et Fæ, jeg hader ham fordi han kan sidde og snakke med Dig.

Din Erik

Det er denne ene bestemte Kvinde, med denne bestemte Natur og denne Livsskæbne og disse Dun på Armene, denne Måde at fæstne Strømpebånd på osv.