Familien Wergeland finner seg til rette på prestegården på Eidsvold

Nicolai Wergeland har fått kall som sogneprest på Eidsvoll, altså i den bygda der han tre år tidligere, i 1814, har spilt en framtredende rolle i Riksforsamlingen i Norges skjebnetime. Han og konen Alette tar med sine fem barn, flyttelass og tjenestefolk og legger ut på en lang reise til sitt nye hjemsted fra Christiansand. Bare sjøreisen med båt til Christiania tar 14 dager.

Videre går ferden med hestetransport. Når de endelig kommer frem til Eidsvold, åpenbarer prestegården seg, gammel og dårlig vedlikeholdt. En allé fører opp til det gulmalte våningshuset med pergola foran. Det er låvebygning, fjøs, staller, boder, drengestue og andedam, og bak huset senker terrenget seg bratt ned mot Andelven.

Huset har tretten rom i tillegg til det store kjøkkenet. Innenfor dagligstuen ligger det som skal komme til å bli kalt Alettes kammers. Grenene fra hengepilen utenfor dekker delvis utsikten til Hurdalsfjellene mot nordvest, Mistberget, og på den andre siden av elven Vorma en pyramideformet bergtopp og åkrer som strekker seg over slettelandet.

På ankomstdagen synker Alette ned i en stol i en av de øde stuene og gråter. Den gamle presteenken, som nå er på vei ut, sier at hun det likevel er bitrere å forlate gården enn å ankomme den.

Eidsvoll virker øde sammenliknet med det rike kulturmiljøet i Christiansand. Henrik er 9 år gammel nå, og Camilla er 4, men stor nok til å huske denne avgjørende begivenheten i familiens liv. Hun skal siden komme til å skildre livet i prestegården og den brokete forsamlingen av mennesker som holder til der.

Sammen med de fem barna til Nicolai og Alette Wergeland vokser dessuten en fetter opp som barn i huset; Harald Nicolai Storm Wergeland. Han er sønn av Nicolai Wergelands søster, Ingeborg. Noe senere kommer også Laura til prestegården, datter av Nicolais bror, Lars Johan. Camilla skal siden komme til å gi treffende karakteristikker av de enkelte medlemmene av familien, og av tjenestefolk og huslærere.

I Wergeland-barna møtes to sterke slekter, kommer hun til å skrive. Kunstneriske interesser, et lyst, sangvinsk temperament, sterke lidenskaper, godmodighet og impulsivitet er arv fra morens slekt. Faren har også kunstneriske interesser, men er mer utpreget intellektuell og utrustet med et grublersinn som kan utvikle seg til melankoli. Foreldrenes motstridende naturer går igjen i barna i ulike blandingsforhold. Den mest påfallende blandingen opptrer, etter Camillas mening, i Henrik. "Ja, i ham synes Slegterne ret at have aflæsset sine sterkeste Tendenser og Lidenskaber, som om de for lang Tid vilde føle sig lettede", skriver hun.

Barna skal etter hvert komme til å forlate redet, men Henrik kommer til å bo mye hjemme på Eidsvoll i studietiden, og rett som det er siden. Her skal også Camilla komme til å ha sitt hjem fram til hun gifter seg 28 år gammel, når hun da ikke er på sine månedlange Kristiania-opphold eller på reise i utlandet.

Camilla skal komme til å fortelle om den glade tiden da den eldste broren fremdeles tilhørte familien, som hun sier: "I denne Periode af sit Liv tilhørte han os endnu, og tør jeg lægge til: ogsaa mig tilhørte han. Han holdt af mig den gang, og han lagde det for Dagen paa sin Vis, jeg kan ikke huske egentlig hvordan. Det faldt saa af sig selv, det kunde ikke være annerledes. Vi maatte være glade i hinanden dengang. Jeg husker at jeg stod en gang ved Vinduet og saa ud; han fór fløitende gjennem Stuen og var alt i Døren; da kom han tilbage, tog mig om Halsen og kyssede mig, og ud fløi han igjen, uden et Ord."

Hun skildrer hvordan broren preger familiens liv med sine mange ideer og sin enorme virketrang. Han kan skape en blanding av uro og forventning hos de nærmeste når det går opp for dem at de huser "det kolossale og usedvanlige i sin Midte". Når for alvor gir seg inn på dikterbanen, blir det liksom ikke måte på. Camilla skriver at han "udkastede med saa fulde Hænder sin Musas [sin dikterevnes] Gaver at man ikke fikk Tid til at besinde sig, hvad alt dette var for noget".

Hun skal komme til å mene at disse første sprudlende årene er de roligste og lykkeligste i Henriks liv: "Jeg ser og hører ham endnu, naar han kom i tre Sæt ned ad Trappen, fór sagte fløitende og i Dansetakt gjennem Stuen, med den evigblomstrende Nellik i Brystet. [...] Paa Ballerne tog han altid de uheldigste Damer op, og mangen en som ellers ikke fik danse, førte han i Vinden."

Og hun utbryter: "Hvor han kunde være elskverdig, hvor han var elskverdig! Selv lo han næsten ikke, han gottede sig, han fløitede ligesom Latteren ud, men i hans Nærhed sprudlede der evige Fontæner af Latter, Liv og Lystighed. Man kunde ikke blive rigtig vred på ham, hvad han end sagde og tog sig for. Henrik havde Anlæg til alle huslige Dyder, til alt, hvad der gjør Familielivet let og dog høiere beaandet. Alle hans Egenskaber havde noget af Barnets. Han var snild, nøisom, altid glad, taknemmelig for det mindste, en elskværdig Søn, og alt dette gjorde, at man under et længere Samliv med ham indlulledes sødelig i den Tro, at det maatte vedvare uforstyrret."

Men før de nærmeste fikk sukk for seg, kunne grunnen beve under dem; i virkeligheten levde de "paa Randen af et Krater": "Vi vidste aldrig, hvad Øieblik Udbruddet vilde komme. [...] Som oftest var det de ædleste Anlæg i ham, der gav Anledningen. Hvor vilde de kunne virke velsignelsesrigt, havde Klogskab og Sindighed ledet dem! Hans Iver for Menneskehedens Sag var saa brændende, og han fór saa blindt afsted, at han ikke kunde skjelne sandt fra det usande. [...] Enhver virkelig eller falsk Nødlidendhed var selvskreven til hans Hjælp, og Mor maatte passe paa at han ikke gav sine Sængetepper bort."