Camilla Wergeland reiser til København for å oppholde seg der i et par år, mens hennes forlovede Peter Jonas Collett reiser på dannelsesreise til London. I brevene sine diskuterer de to hennes forhold til familien. Han er svært skeptisk, særlig til måten hennes far Nicolai behandler henne på. Det er mye han reagerer på.
Hans uttalte skepsis får Camilla til å føle seg splittet og ulykkelig. Hun føler stor lojalitet til faren, samtidig som hun jo nå er sterkt knyttet til Jonas, og har åpnet seg for ham.
Om mange år skal Camilla komme til å skrive dette om sin tid i København:
«Vi bleve enige om at det vilde være en Velgjerning om jeg kunde tilbringe idetmindste et Aar af hans Udenlands reise borte fra Hjemmet. Jeg veed ikke ved hvilke Kunster det var lykkes os at opnaa denne Tilladelse af Fader, og saa drog jeg samtidig med C. bort for at søge mig dette Tilflugtssted i Kjøbenhavn.
Efter nogen Møie havde jeg fundet et saadant hos Fru Rahbek, hvor jeg efter en tarvelig Maalestok vilde kunne leve taalelig tilfreds. Men ak, ogsaa hid fulgte mig den ubønhørlige Tilskikkelse. Neppe havde jeg været der et Par Maaneder, saa faldt jeg i en Sygdom, Mæslinger i den farligste Grad, og det var kun gamle Dr. Winklers Omhu og Kunst der reddede mig fra Døden. Endnu synes jeg at see hans tynde, lange mephistopheliske Skikkelse træde ind ad Døren sætte sig ved min Seng og stirre paa mig med sine gjennemborende Øine. Det var komisk at han saalænge jeg laa indbildte sig at jeg var en lille halvvoxen Pige, og behandlede mig ganske som et Barn, yderst forbauset blev han derfor, førstegang han traf mig oppe.
Pleie var der ikke at tænke paa der i Huset. Fannys Vanvid var brudt ud, Moderen reiste bort med hende, og det hele opløstes. Smertelig oprevet var mit Sind under hele mit Ophold dernede, og nogle af de første Breve jeg skrev C. derfra, forekomme mig selv halv vanvittige.»
Kristiania
Welhaven, J. S. og O. L. Mohr (1945). Welhavens kjærlighetsbrever til Ida Kjerulf : med en innledende orientering. Oslo, Aschehoug.