Søren Kierkegaard utgir sitt religionsfilosofiske verk Philosofiske Smuler. Det handler om Kristendommen, og har den oppstigende (pseud: Johannes Climacus) som forfatter med Søren Kierkegaard som utgiver. Navnet er tatt fra en munk som engang i middelalderen skrev et verk med tittelen Himmelstigen.
Året etter kommer "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" (1845), hvor han behandler kristendom versus filosofi. Som idealismens filosof forsvarer han herktroen overfor periodens maktfulle mestertenker, den tyske filosofen Hegels spekulative systemfilosofi, som er uten subjektivitet.
Kierkegaard opptrer her som elev av personlighetsfilosofiens hjemlige antihegelianere, hans faglærere ved universitetet F.C. Sibbern og Poul Møller. Det stilistisk originale ved Søren Kierkegaard som filosof er at han ikke doserer, idet han ikke ønsker å gjøre sine bøker til lærestoff. Hans metode er dialektisk. Det vil si at han dialogisk og eksperimentelt stiller motsetninger opp mot hverandre som gjensidig belyser hverandre i den gitte problemstilling. På denne måtes oppnås en indirekte meddelelse, som det er opp til leseren selv å finne ut av. Dette er årsaken til at hans forbilde er filosofen Sokrates.
Den forholdsvis smale boken etterfølges ironisk nok av en koloss, nemlig dens «efterskrift» med den kronglete tittelen Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de Philosophiske Smuler. Mimisk-pathetisk-dialektisk Sammenskrift, Existentielt Indlæg, af Johannes Climaticus (1845).
Dette pseudonymet som forfatter til det høyst personlige skriftet vitner om at det nok har stått Kierkegaards private jeg særdeles nært.
Søren Kierkegaard
København
