I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Jeg har fået brev fra fader, han er i Bergen. I Bergen! Arme fader! Med hvilke tanker har du gjenseet Bergen?
I påsken var Aschild Olsen, tante Ingeborgs mand inde i Kristiania. Han kom op til moder, medens jeg var der, og Amalie var der pgså; han fik en ganske snurrig modtagelse. Moder tog imod ham i entreen og forsvant så gjennem kjøkkendøren, og Amalie, som var i stuen, da han kom ind, trykkede hans fremstgrakte hånd og gikk vips på dør; jeg blev siddende og tale med ham en lang stund; han fortalte da, at han boede hos fader.
Jeg var nede hos fader, men traf ham ikke, og nu får jeg brev fra Bergen, at han, da der ikke var mer arbeide at få i Kristiania med glæde havde modtaget Olsens tilbud om at være med til Bergen. Han beder i dette brev om vor alles tilgivelse og taler, som om han var forberedt på at vi ikke mer skal sees. Hvorfor gikk jeg ikke en gang til for at søge ham hin eftermiddag i påsken.
En aften så Bernhard og jeg ham inde i byen. Han gikk sammen med Olsen; han så så gammel ud. ”Aa, der er fader!” sagde Bernhard, som om han havde set noget ubehageligt, og vi skyndte os op i en anden gade; jeg havde ikke mod til at gå bort til ham. Jeg har altså undgået min egen fader på gaden!!! (*Den siste setningen er understreket både i margen og under linjen*) jeg ønsekde ikke at træffe ham, det var den nøgne, sørgelige sandhed! Da jeg gikk op for at søge ham, var det kun pligtens gang, jeg gikk, i mit hjerte var jeg glad over, at jeg ikke fandt ham. Hvorfor føler jeg mig solidarisk forbunden til moder og Bernhard og Amalie og ikke til ham? Det egenkjærlige hjerte er hårdt som sten, det trodser ethvert bud, ethvert kald – (*De siste setningene er markert med sterk i margen*)
I dag havde jeg en glæde. Min lille hortensia havde ikke fået vand, og den hang med bladene og det så du til at den vilde dø; det var kun med ringe håb, at jeg vandede den i middags; men da jeg kom hjem i eftermiddag var den kommen sig; den havde reist sine blade lige bent ud; bladene har jord på de ydderste spidser, som havde ligget nede. Det var en glæde, virkelig en opmuntring."
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.