Amalie Müller har vært i fin middag hos konservative venner, og hatt det herlig. Hun har danset, og er veldig god til å spille kort.

Amalie Müller lever et hektisk selskapsliv for tiden, i leiligheten i Kristiania. Hun skriver til Erik Skram:

"Jeg har været i stor middag idag, frygtelig fin med bare konservative mennesker, hos min bro'er [sic] svigerforældre. Så, da vi kom hjem, gik jeg med ind til min bro'er, - han vil altid så gjerne ha'e en aftenspassiar, og så lokker han mig med cigaretter og fin vin. Af vin havde jeg forresten fået nok i forveien, så det kunde ikke friste mig, men cigaretten kunde jeg vanskeligere modstå. Nu har jeg taget af den trange, ækle kjole, og fået slåbrok på, og nu sidder jeg her hos mig selv, for at sladre lidt med dig du sødeste af alle i verden. Jeg er bange for at jeg holder på at lægge mig ud om dagene, thi alle mine kjoler er så stramme, som de aldrig før har været. Bare jeg ikke bliver for tyk, det vil skjæmme mig ud, og så vil du kanske ikke synes jeg er pen nok længere.

Også idag har jeg båret din brosche, den er ubetinget den sødeste og smukkeste brosche i verden. Ingen spurgte hvor jeg havde fået den, men flere stod og beundrede den. Naturligvis har jeg spillet l'hombre; vi begyndte ved kaffen og sad frygtelig flittig lige til vi skulde spise aftens. Jeg havde to soloer i kulør og en tout. Det var en morsom l'hombre. Siden blev der danset lidt. Jeg var med i en francaise, men var for mæt til at kunne danse runddanse."