Dato
5 oktober 1882

Amalie skriver til Erik:

"Nu har jeg læst dit brev for 5te gang. Du skjænder på mig, og det er godt. For Du skjænder meg til ro. Hvor kunde Du vilde skjænde på mig, hvis Du ikke holdt af mig? Min bror Ludvig skjændte også på mig af og til. Men hans skjænd og min sorg opløstes altid i harmoni og glæde. "Netop fordi Du er mig så kjær små Mallamor", sa han til mig, "kan jeg ikke tåle at Du ikke altid er som, jeg vil ha Dig. -

Ja, af ham tålte jeg skjænd. - Nu, når jeg læser i hans dagbøger, som Du så længe har gjemt for mig, dvæler jeg med forkjærlighed ved de steder hvori han betror sin dagbog sin misfornøjelse med mig. For han er så god og kjærlig, og så forståelsesfuld.

Vi boede jo sammen i 4 år på Fredrikshald, i hvilken tid han var mine to gutter den kjærligste opdrager, ven og far. Jeg husker en aften, vi sad sammen i dagligstuen, jeg med et håndarbejde, han med en bog i en lænestol. Jeg skotted til ham af og til, og så at der rant store tårer ned over hans kinder, og at han slet ikke læste, bare lod så. Så gik jeg hen til ham, tog ham om halsen, og spurgte ham hvorfor han gråd.

«Fordi jeg forleden dag gjorde Dig uret», sa han. Du ved ikke hvordan jeg blev tilmode. Jeg turde ikke vise mine følelser for heftigt, fordi jeg vidste at han ikke vilde like det. Så kyssed jeg ham bare på panden, og sa: tak Ludvig. Han havde nemlig gjort mig uret. Fra den aften, tror jeg næsten, at jeg blev et lidt bedre menneske. Du ved, at jeg har sørget meget over min bror Ludvigs død. Andre kjære har jeg også mistet, men jeg sørger ikke mere over dem. Kun over Ludvig sørger jeg bestandig. Igåraftes, da jeg vilde læse om igjen hans sidste breve, måtte jeg la det være. Det var som om mit hjærte blev sønderrevet.

Jeg, som i mange år har vært så glad ved den tanke at døden var den evige tilintetgjørelse, jeg ønsker og håber og tror nu fuldt og fast på et liv efter dette, fordi det mig umuligt at tænke den tanke at Ludvig er tilintetgjort. Å, hvor var han mig kjær, det menneske! Og altid god, god imod mig og mod alle.

Skjønt Du og Ludvig slet ikke i noget ligner hinanden, er det blevet mere og mere for mig som at Du var ham. Når jeg om natten drømmer, så er Du ham, og taler til meg med hans søde, milde, dæmpede stemme."

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/

og

Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/tittelside