Amalie Müller har fått vite at Erik Skram har en elskerinne i København. Nå kan det aldri bli noe mer mellom dem, skriver hun.

Amalie Müller få rvite at Erik Skrm har en elskerinnne der hjemme i København som han holder høyt. Hun er ute av seg av fortvilelse og gjør det slutt per brev.Amalie setter seg ned og skriver et svært langt brev der hun forsøker å forklare årsaken til sin fortvilelse, og hvorfor det nå aldri vil kunne blinoe mellom dem. Hun skriver:

Jeg har ventet med at skrive. Dag efter dag har jeg ventet, for jeg vilde så endelig være sikker i min sag. Jeg vilde vide med vished om det var sandt at for hver time, som gik, levede jeg mig længer og længer bort fra det, der var mellem dem og mig.

Og således er det.

Dine to «grunde», dem du ikke vilde sige.

Den ene af dem har bevirket forandringen.

De stod at læse i dit brev, ved du jo nok – det brev, som jeg var så henrykt, så frydefuld over – sålænge til slutningen kom.

Det gjør så ondt at vide, at der ikke gives nogen muligheds råd for at få det sagt eller udtrykt således som det er, og jeg er så bange for at du så dårligt og så neppeligt, vil kunne forstå hvad der er foregået med mig. For hvis du f.e.x. tænker at at jeg er vred, eller krænket, eller misfornøiet med dig; at jeg har følt så meget som en skygge af en skuffelse over dig; at jeg nærer et øiebliks tvil om at du er den aller éneste i verden, som kunde været min Pygmalion, så er det så galt og så urigtigt tænkt. Nei, det er bare dette, at den ene lille grund har tilintetgjort og veiret hen, ikke billedet af den mand jeg nu bærer i min sjæl, – men enhver mulighed for, at jeg kunde ville ham noget. Forstår du? Du skulde vide hvor alvorligt jeg taler nu.

Det er jo ikke mange dage siden jeg blev født på ny ved min kjærlighed til dig. Men disse få dage, har været en travel tid indeni mig. For jeg «lever ikke langsomt», jeg, når jeg først farer med det.

Hvad der skete mellem os, er blevet en drøm, en dejlig forførende drøm, som jeg i fremtiden vil mindes, men skjældnere og skjældnere, og som aldrig kan få mere end en drøms magt over mit sind.

Hvis jeg nu kommer til at volde dem [krysset ut], jo dem, for lad os være de’s igjen – om bare et par dages bedrøvelse eller mismod, så vil det gjøre mig forfærdelig ondt.

For jeg vilde heller volde dem glæde, al den glæde, der bare er til. Jeg skylder dem jo det meste et menneske kan skylde et andet, og jeg kan ikke glemme, at de var den, de var.

Men jeg må jo være redelig, og sige dem sandheden.

«Det voxer så langsomt» – skrev de – «det tager slig tid før det bliver til kjærlighed». – Aa hvor jeg nu er glad for disse ord, de som i øieblikket gjorde mig så urolig og utålmodig. Nu er det dem, som giver mig mod.

Hvor jeg takker dem fordi de ikke gjorde mig klog på «grunden» hin aften. Kun dårligt kan jeg forestille mig den virkning det vilde havt, at høre det af deres egen mund. Sandsynligvis vilde jeg, stum som en sten, være sprunget min vei, forbi glanende tjeneste-piger og nysgjerrige opvartere, ikke ændsende nogen verdens ting, kun villende det ene; flygte bort fra dem, og komme i skjul. Men hvor det var godt de skrev det nu strax. Og hvor det var rigtigt! De er da endelig engang en mand, og hvor jeg tror, at de er sanddru.

Men hvorledes kan det hænge sammen at de vilde binde mig til dem, endskjøndt de tilhørte en anden kvinde iforveien, en som er deres, og som er dem en trøst? Hvorledes kunde de ville det, – de, som er så fin og god? «En ung pige som holder inderligt, absolut trofast af mig, nu på tredie år. Hun er en fin natur, og hun er mig en trøst «.

Hvad vilde de så gå ud efter en ny kvinde, de som allerede har givet dem bort til en, der er værdig til at eie dem. Og fremfor alt, hvorledes kunde de falde på at vælge netop mig? Hvorledes kunde de tænke, at jeg vilde have nogen del eller lod i sligt?

Det er ikke skinsyge, i allefald føles det ikke således. Det er simpelthen min retsbevidsthed som oprøres i en grad, så de aner det ikke. Jeg være kommen ind mellem dem og en kvinde, som elsker dem, og som de elsker, og som sidder inde med sine krav ifra års troskab, kjærlighed og samliv. En som har givet hele sig selv hen, og som er bleven taget af dem, som de, for at sige det vulgairt, har forført og levet med. Det er jo netop den slags forhold (som det, deres til mig vilde blive) jeg har den dybeste, den sandeste afsky for. Thi enten de er viet i kirken eller ei – det er ligefuldt et ægteskab – og de er ligefuldt for mig en gift mand. Og når hun virkelig er så meget for dem, hvorfor tager de hende da ikke til deres virkelige hustru, siden hun udentvil vil det helst af alt i verden, og siden de ved, at hun vil gå i hundene den dag, de forlader hende. Det er og bliver oprørende, at mænd ikke opdrages til at føle den slags ansvar. Mephistofeles: «Sie ist die erste nicht» – det er den formular, hvormed samfundet begraver disse sine døde. Hvad skal der dog gjøres for at få en anden moral ind på netop dette punkt. Om tusinder gav sit liv hen for det, – det nyttede intet. Derfor må jeg vende mig bort fra verden, og lade den seile sin egen sø, for jeg kan, jeg kan ikke udholde at se på al den uret der gjøres, al den smerte, der lides, al den menneskekapital der går tilspilde. Hvor jeg synes synd i denne unge pige, som sikkert er en sød og god og ufordærvet én, siden de holder af hende. Og hvor det vilde gjøre mig ondt, om de nogensinde gik fra hende. Havde det enda været mig. Jeg skulde nok ha’e vidst at greie mig bagefter. Men sådan en ung stakkel, der ikke er klog nok til at være færdig med livet, hvad øieblik som helst. Men hendes breve vilde jeg ikke ha’e læst. Det vilde været helligbrøde. Og jeg havde ikke havt lyst engang, jeg.

Bare dette, at de skulde gå med to kvinder i deres hjærte, og jeg være den ene; – og jeg være den, som skulde vendte til jeg voxede op ved siden af den anden! Hvor de absolut ikke kjender mig!

De vil tænke på mine liberale udtalelser om flerkoneri, og kan måske ikke rime dette sammen. Men forstår de da ikke at jeg vilde ha’e det, fordi hele det skidt var mig i uindskrænket grad uvedkommende. Fordi mændene og alt deres kram var mig så uendelig ligegyldigt, og fordi jeg syntes bedst om at der var sandhed i tingene, siden det alligevel ikke kunde nytte at forlange at de bedste mænd skulde være jevngode med de bedste kvinder. Det er forresten ikke sandt at alle mænd lever ukydsk. For jeg ved med absolut vished at begge mine brødre, ikke min tredie, som er i Amerika, men begge de andre, som er ugifte, og som jeg skiftevis har levet sammen med, siden jeg forlod mit ægteskab – at begge disse mænd lever kydsk. De kan stole på at det er sandt. Og gives der først to undtagelser, så kan der gives to tusinde.

Jeg stanser forskrækket over at ha’e talt så meget, jeg, som sammen med dem ikke kunde sige nogen verdens ting, fordi de fyldte mig så helt at der ikke blev rum for mig, eller mine tanker, eller min forstands brug; og fordi det var mig en for stor fryd at se dem, at høre deres ord og deres stemme, at lytte til alt det om dem selv, som aldrig blev mig nok. Jeg og mine greier blev så kjedelige i sammenligning med selv det mindste ord fra deres mund. Og så forresten, så interesserer jeg mig heller ikke for mig selv i ringeste måde.

Gå nu ikke hen og tro at at dette vil øve en stor og smertelig indflydelse på mig.

Jeg skal nok klare mig, jeg. En så durchdreven og gjennemreflekteret pessimist, finder sig hurtigt tilrette i hvadsomhelst, der forefalder. Livet har nu engang omtrent skræmt livet af mig. Nu kan det længe nok stå og kalde på mig. Så såre jeg løfter på mit hoved, og går et frygtsomt og nølende skridt for at se hvad det er, støder det mig, ved selve sin venlighed, således tilbage, at jeg ræd og forfærdet søger ind i mit skjul igjen. Således er det gået mig, hvergang jeg har listet mig frem for at høre hvad det er man vil mig. Kanske går jeg dog bare for at få fred en dag hen og gifter mig med et menneske, som jeg akurat kan tåle, og som forresten har meget at byde på. Gutterne kan så alligevel ikke godt tages fra mig for skolens skyld. Det vilde ikke blive så slemt nu, siden jeg ved hvad det er for noget. Og vanen vilde gjøre sit. Livet er så utrolig vulgairt, og det bedste man kan gjøre, er uden tvil selv at blive vulgair.

Der er noget jeg har sådan en trang til at gjøre, og det er at bede dem om forladelse. Og idet jeg nu gjør det, sker det med en så levende følelse af sorg og anger, at mine øine står fulde af tårer, mine, som i åringer ikke har udgydt én éneste. For det var min skyld altsammen. De så mig ikke, de, (i allefald ikke på den måde), før jeg tvang dem til at tænke på mig. Og så telegraferte jeg ikke afbud til Stavanger, fordi den troldskaben, jeg på reisen havde fået i blodet mit, endnu sad i, og kun behøvede deres tilsagn om at komme for at gi’e sig til at rase på nyt, og værre end før. Altsammen var min skyld, – det er derfor jeg beder om forladelse. De har havt så meget bryderi med mig, og nu er det spildt altsammen – der er intet, intet tilbage, – det er veiret hen som støvet på landeveien. Lad det ikke gjøre dem noget. Det tror jeg heller ikke det kan. De ser jo at jeg er en ubekvem materie. Og desuden har det havt en så en [sic] kort tid til at gro i hos dem, og de er «så langsomt et menneske» ved de, og så har de en, som «er dem en trøst». Og skulde de et øieblik ville til at føle smerte, så skal de skynde dem at huske, at der er ingenting ved mig i grunden. Det er ved gud sandt. Jeg duer ikke til at bruges. Jeg passer i ethvert fald ikke til at ha’e noget med mænd at gjøre, for de er så anderledes beskafne end jeg. De vilde ikke havt nogen rigtig glæde af mig. Langtifra! Kammerater og venner kunde vi være blevne, for de var jo så kjæk og prægtig i alle henseender, og alt det de kunde lært mig! Men nu er også denne mulighed gået istykker for os.

Vær nu ikke sint på mig. For jeg kan ikke holde ud, at de er det. Husk bestandig på, at jeg kunde ikke hjælpe det, jeg. Jeg blev ledet ind i dette af noget, der var stærkere end jeg. Derfor kan jeg heller ikke skamme mig over at jeg har favnet og kysset en fremmed mand, og det skulde jeg dog. En fremmed, – hvor det klinger underligt. For jeg følte det, som havde jeg kjendt dem i al min tid, men bare ikke havt held til at treffe dem før. Derfor – Fortryder? Langtifra!

Der er ikke tanke på, at jeg fortryder. Hvad skulde jeg fortryde? Jo, at jeg har voldt dem al den tummel det var at komme hid tilbage, ikke at tale om udgifter og sligt. Og det vilde smerte mig, hvis det kunde gjøre dem nogen virkelig, eller varig fortræd, at de fandt og tabte mig omtrent samtidigt. Men det kan det ikke. Kan det vel det?

Jeg har været ude på røvertog og eventyr. Træt og såret, men ikke tilsølet og forjasket, er jeg nu vendt tilbage. Mit forrige jeg åbner med en streng og dadlende, men dog moderlig mine sine arme for mig, og langsomt, ganske langsomt synker jeg ned i dem. Det er som går jeg nu i kloster.

Og jeg vil være så flittig og virksom, meget flittigere end før. Når jeg ser alt det, jeg vil bestille, går det pludselig op for mig, at jeg har været et dovent menneske.

Og al den søvn jeg har tilgode!

Hvis vi nogensinde treffes, hvad jeg håber vi ikke gjør, for det vilde pine mig så meget, så har vi bare set hinanden en passant. Husk endelig det!

Nu vil jeg brænde alle telegrammerne, og begge brevene. Jeg føler et stik i hjærtet, idet jeg nu tager mod til mig og siger: adieu for bestandig.

Amalie Müller.

Jeg har glemt at takke for det telegram jeg fik igår. Havde det været som det var, da vi skildtes, vilde det moret og glædet mig i høi grad. Nu bare gjorde det så ondt, så ondt. D.S.