Amalie Müller er tilbake i Kristiania, og det er Erik Skram også. De to vil gjerne se hverandre, men det er ikke lett å få til; Amalie har mye å ordne med i forbindelse med Wihelms død, svigerfamilien hans fra Risør tar kontakt og har ting de vil diskutere, og tiden er knapp.
Hun skriver til Erik:
«Der kommer folk til mig i hele dag sågodtsom - ja det vil sige, før kl 8 aften omtrent, kan jeg vist neppe blive at få fat på for dig. () Så må jeg desværre give afkald på at se min elskede i hele dag. Jeg må til byen i formiddag i et par nødvendige ærinder. Kan du ikke se efter mig udenfor hotellet kl 1/4 før 12. Jeg kommer Rosenkrantzgaden. Det går godt an at du tiltaler mig, og går opover gaden et stykke med mig, så kan vi aftale for aftenen. Får nu de andre fat på dig, så er jeg vis på jeg slet ikke får kysse dig i hele dag, og det er ikke til at udholde. Jeg svider i øinene af for lidt søvn og føler mig som et dygtigt forlevet menneske. Jeg kunde desværre ikke sove længere end til 10 minutter over 7; det er ikke stort mere end to timers søvn jeg har havt inat. Men jeg klarer mig nok. Jeg venter ikke svar på dette, men håber at se dig på gaden.»
Kristiania
Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo, Gyldendal.