Amalie Müllers storebror Wilhelm, som hun har bodd sammen med i Kristiania, dør i Tyskland

Amalies storebror Wilhelm Alver dør i Ems, alene på sitt værelse på sanatoriet han har tatt inn på. Han har nettop fått brev hjemmefra, han har grått mens han har lest dem. I rommet rundt ham er levede lys i staker og stukket ned i flasker, og det er tomme og halvtomme ølflasker på bordet.

Det blir Amalie som må reise til Tyskland og ordne med det praktiske rundt begravelsen. På veien ned stopper hun i København og treffer Erik - det er på denne tiden at planen var at han skulle komme til henne i Kristiania. Hun treffer ham også på hjemturen.

Senere denne sommeren er Amalie og Erik sammen i Norge; de reiser til Bergen sammen med båt, Erik blir kjent med hennes bekjentskapskrest der, og med hennes barndomsby. Siden tar turen tilbake til Kristiania over land.

De begynner å bli bedre kjent med hverandre nå. Siden, i september, kommer Erik til å skrive dette om det han har lært om deres ulike personligheter og måter å reagere på:

«Du, når vi bliver gift, og jeg har noget for, som ikke vil gå, så er jeg i dårligt Humør. Ikke gnaven, det håber jeg ikke, men nedtrykt, at Du véd det. Stump, det er alligevel vistnok slet ikke så morsomt at blive gift med mig som Du tror. Sig mig, når er Du i ondt Humør? Jeg har kun set det, når jeg enten har gjort Dig Fortræd, eller Du ikke har fået din Vilje. En Gang oppe ved Nystuen var Du nu lige frem urimelig, men Du blev snart sød og glemte dine vilde hævngerrige Forsætter. Jeg kan for Resten godt huske, at jeg så med nogen Forundring på Dig.»