Erik Skram har nesten ikke sovet m natten, og skriver et inderlig kjærlighetsbrev til Amalie Müller

Erik Skram skriver et av sine mange inderlige kjærlighetsbrev til Amalie Müller. Han har nesten ikke sovet i natt, det er en nydelig, grytidlig sommermorgen i den danske hovedstaden. Han har vært på middag med Alexander Kielland og hans familie, og har tatt med Kiellands to sønner i Tivoli.

Han skriver:

«Jeg og Solen er lige netop ståede op. Det er den skønneste Sommermorgen, blikstille. Der er et Fuglekvidder og Spektakkel uden for mine Vinduer og en fin lilla Tone i Luften. Du elskede, Forklaringen af min tidlige Væren på Færde er denne. Jeg var hos Kielland til Middag - de har boet den sidste Måned inde i Byen i Hegels Lejlighed, efter at denne Familje er flyttet til Landstedet (Margrethe Rohdes fordums Hjem) - og efter Bordet gik jeg med de to prægtige Gutter Jens og Alexander i Tivoli for at lade dem nyde for sidste gang denne Anstalts glimrende Herligheder. Vi rutschede, kørte i Karussel - et nyt Afskum med Sejlbåde, der gynger under Kørslen som i den voldsomste Søgang, og en Damplirekasse - slog på Studen, bleve vejede, spiste Kager og drak Brus, så på Danserinder, stærke Mænd og Folk på Line, Damer der for igennem Luften hængende i Tænderne osv. osv. Drengene var henrykte, og da vi så kom hjem igen, kunde jeg ikke, som jeg havde villet, slippe, for at gå hjem og skrive til Dig. Kl blev 12 Nat inden jeg stod i min Stue. Så besluttede jeg at stå tidlig op idag for at fuldføre Brevet, men nu er jeg vågnet Kl lidt over 3 og af Frygt for senere at sove over mig har jeg sat mig til Skrivebordet. Men jeg er noget fortumlet af for lidt Søvn. Du elskede, jeg måtte jo sige Dig, hvor lifligt - ja hvad for et Ord skal jeg bruge - dit Brev var, er. Ja Amalie så har jeg virkelig Ret til Dig, når Du elsker mig som Du gør. Min yndige Pige aldrig i noget Brev har jeg vel haft Dig sådan i mine Arme som denne Gang - åh jo dog også før - de sidste Timer i Gøteborg steg uvilkårlig så mægtig levende op for min Erindring. Du kæreste Ven, jeg kan ikke være ulykkelig, ikke sørge - endnu. Vor Kærlighed er mig så ung og frisk. Der spirer, når jeg tænker på Dig, så uendelig meget godt frem og jeg vil være glad i Kristania, når vi mødes.»