Image
Wilhelm Alver
Dato
29 september 1883

Ludvig Alver sitter i Fredrikhald og skriver i dagboken sin om om stendighetene rundt broren Wilhelms død i Ems, og hva som utspilte seg mellom de to brødrene på reisen dit, hvor Ludvig fulge sin bror så langt som til København.

Han skriver:
"Wilhelm døde i Ems. Han døde der nede alene allerede den 21. juni; lang tid gikk hen uden at vi vidste meget derom. Han lovede da vi skildtes i Købehnavn, at at han skulde skrive til mig; jeg fik ikke noget brev fra ham. Var han bleven vred paa mig, vred, fordi jeg hin formiddag, den sidste i Kjøbenhavn, sagde ham at grunden til, at han ikke fik nogen andsættelse, vistnok var den, at det var bekjendt, at han ikke levede ordentlig. Han vred sig som en orm under disse ord, jeg kunde tydelig se det; men jeg syntes, jeg maate sige det, saa ondt det end var for mig.

Havde han en fornemmelse af, at jeg var optaget af mine egne planer, havde han en ubehgaelig følelse af, at jeg stod i livet fuld af kraft, medens han var viet til døden, og at jeg ikke havde medlidenhed med ham? Kunde vi kun i kjærlighed vise barmhjertighed mod andre bestandig!

Ja, jeg var i høi grad følelsløs ligeoverfor hans elendighed, væsentlig af den grund, at han selv tog det saa cynisk. Han vilde være alene der nede, han skrev ikke efter nogen; han trak sig bort som et anskudt (*?*) for at dø alene. Stakkels arme Wilhelm; de vilde tvinge ham til at flytte fra Ems, da hans onde var uhebredeligt; saa hvade han tilslut bedt om kun en dags opsættelse, thi ”han var saa træt”, han fik denne dag; men saa kom døden og freiede ham ud.

Han havde om eftermiddagen ligget på sofaen paa sit værelse, og store taarer randt nedover hans kinder; paa knærene havde han nogle breve, der var kone fra Norge; om aftenen forlangte han lys, mer lys, øl og selters. Ud på formiddagen fandt man ham død, liggende på sofaen. 2 lys stod i stager; 2 andre havde han sat i tomme seltersflasker, 2 halvtømte ølflasker stod paa bordet; saa meget havde han ikke drukket, siden han komn derned. Hav blev i hast begravet uden følge, uden blomster.

Alt dette fik Amalie at vide, da hun reiste ned til Ems og talede med lægen og hans værtinde. Først efter flere uger efterat han var død havde hun faaet som svar paa et telegram til badedirektionen dette kolde, haarde, uhyggelige svar; ”Hr Alver gestorben”. Stakkels, arme broder! Hvor elendig blev ikke dit livs sidste dage!  Han kunde ikke glæmme; erindringer fra fortiden knugede hans liv ned; han kunde tilslut ikke, vilde ikke leve. Ulykkelige eridnringer fra hans barndomshjem havde naget paa hans hjerte, til det var blevet bittert og haardt, til det lukkede sig for alt, der hørte hjemmet til. ”Han vilde ikke for nogen pris hjem igjen,” sagde han til mig; ”skulde ha dø nu, vilde han dø ude.”

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.