Amalie Müllers sønner får vite om morens gifteplaner med Erik Skram. Hun er fryktelig nervøs for reaksjonen deres.

Amalies fortrolige venninne Kathinka Heiberg har påtatt seg jobben med å fortelle Jakob og Ludvig om morens gifteplaner.

Amalie skriver dette i brev til Erik:

«Nu ved gutterne besked. Kathinka sa det for mig. Hun har flere gange sagt at hun syntes det var uret mod de store gutter at de ikke vidste det de sidste par måneder, så det ikke skulde komme så overrumplende på dem. Jeg var enig med hende, og vilde så gjerne, samlede også gang efter gang mit mod, men ordene døde på min tunge, og jeg følte hver gang, at jeg heller vilde dø end ikke få udsættelse. Så igår efterm. kom Kathinka efter aftale ned. Jeg gik ud og drev i gaden mens hun gik ind og fortalte Jakob det, Ludvig var ikke hjemme. Jeg kunde ikke, havde ikke ro at være i huset, mens det stod på.

Så, efter en halv times forløb,- jeg havde gået og storgrædt i gaden - listede jeg mig op bagveien og ind i spisestuen, og så kom Kath. ind og sae at alt var over, og at han havde været så aldeles ubeskrivelig sød. Jeg gik ind i dagligstuen. Jakob kom ind, gik lige imod mig faldt mig om halsen og sa'e at han bare var glad for det. Det er aldeles umuligt at fortælle dig her hvor sød og ubegribelig deilig han var, men når jeg treffer dig skal du få høre alt.

Han havde sagt til Kathinka, på hendes spørsmål om han syntes det var ondt: nei langt fra,- vi er jo ikke således opdragne, vi, at vi skulde synes noget sligt.

Senere på aftenen, da Kath. var gået talte jeg med dem begge længe, Jakob havde sagt Ludvig det og,- ja det er ugjørligt at sige hvordan de var. Men de sae begge, at der var ingen de hellere vilde jeg skulde giftet mig med end dig. Tænk det, at de har havt et så ensartet instinkt, så blodsbeslægtet med mit eget. Jeg sae, at de jo ikke kjendte dig så meget, at de kunde ha'e noget at bygge sit gode omdømme på. Nei, det er sandt sae så Jakob, men vist er det, at der ikke er et menneske som har vundet min agtelse og godhed således som han. Det er den kjækkeste fyr jeg har sét, Ludvig og jeg har af og til talt om hvor godt vi likte ham. Det samme havde Jakob sagt til Kathinka, og været ganske lei fordi hun ikke kjendte dig, eller idetmindste havde sét dig. «Du kan stole på du havde likt ham» - havde han så føiet til. J

a, hvorom alting er: sådanne gutter som mine, findes ikke i verden; så humane, modne og dannede og dog så usigelig barnslige, og så hjærtensgode, og så kloge og fine,- ja så udsøgt fine. Det er som om tusinde stene er taget fra mit hjærte. Idag ved middagsbordet sad vi og talte om det og de formelig spøgte, endskjøndt jeg ved at de er bedrøvet over at skulle miste mig.»

I brevet skriver hun også om hva det er i Constnace Ring som hennes betrodde leser Skavlan, som hun riktignok for øyeblikket syns er et fe, finner støtende: «Nu skal du høre hvad det er, der står i «fru Ring» som det fæ, den Skavlan, synes er for vovet. Det er en aldeles forslidt tanke, men det passer ind i det der udgjør hele situationen og fortællingens habitus. Fru Rings veninde siger: «Men der er da intet afskyeligere i verden end en gift kone, som lever med en elsker" - og fru Ring svarer «Eller en gift kone, som lever af at leve med sin mand - det kommer ud på et." "Men det er jo en kones pligt!» «Ja, naturligvis,- det er derfor at ægteskabet igrunden er en styg institution." -