Amalie Müller er rasende over å være lett gjenkjennelig hovedperson i nøkkelroman om halvbohemer i Kristiania

Amalie har skapt stor splid blant sine intellektuelle venner i Kristiania på grunn av sin rasende reaksjon på John Paulsens nøkkelroman Moderne Damer, der hun selv er lett gjenkjennelig som den bornerte hovedpersonen.

Arne Garborg er fremdeles en trofast og hengiven venn for Amalie. De to forstår hverandre. I dag står hennes anmeldelse av hans roman Bondestudentar på trykk i Dagbladet.

Også Erik i København har planer om å skrive om Garborgs roman, og Georg Brandes har også vist sin interesse. Garborg skal komme til å sette svært stor pris på Amalies anmeldelse. Her er hva Amalie kommer til å skrive til Erik om hans reaksjon - om situasjonen blant vennene for tiden:

«Garborg har været hos mig iaften; han kom af sig selv og var så sød og lun, og som han var hjærteglad over min anmeldelse. «Det var et fænomen at blive således forstået; jeg havde sét tværs igjennem, lige ind til rødderne af det, der havde skabt Bondestudentar.» Dette lille brev fik jeg igåraftes. Jeg er bleven så rost og takket fra mange hold om hvad jeg skrev om hans bog; men du vil vel finde meget at udsætte, du stygge, strenge gut, og nu er sagen den at jeg ikke, ikke for et fnug bryder mig om de andres ros, når jeg ikke får din. Disse breve har jeg i sagens anledning fået fra fru Schjøtt. Vi omgåes absolut ikke mere, ikke heller med Sars's omgåes jeg, men fru S. er nu slig at hun skriver mig til, når noget glæder hende alligevel. Jeg kan ikke være venner med den, som holder på J.P. i denne affaire; de gjør forresten så meget mere væsen ud af dette, at jeg har trukket mig tilbage fra dem, end jeg egentlig kan fatte, de skjøtter om. Og så misforstår de; de bilder sig ind at det er selve bogen, «Moderne Damer» jeg har taget mig nær af, hvad ikke er tilfældet, de forstår ikke, eller vil ikke forstå at det er deres holdning, ene og allene den, som gjør mig vred. Jeg talte til Garborg om dine planer at skrive om ham og spurgte til den ende hvad du skulde læse. Det var aldeles umuligt at skaffe dig noget andet end en fritænkjer og en afhandling om «Keiser og Gallilæer» som han forresten på sit nuværende standpunkt desavouerede i høi grad, og det der fra tid til anden havde stået i «Tidsskriftet».

Alt det andet, hans avisartikler og anmeldelser i forskjellige blade var spredt for alle vinde. Du måtte komme herop og gå og læse det på universitetsbibliotheket. G. Brandes havde skrevet til ham om «Bondestudentar», som han forresten slet ikke havde forstået - sa'e Garborg, og bedt ham give en udvikling om bogen selv som han G.B. vilde benytte til et essay om Garborg; ved samme leilighed vilde han skrive udførligt om ham. Garborg var rent i vånde. Han vilde ikke blive skrevet om af G.B. Han var bleven så vammel ved at læse Gjennembruddets mænd og se, hvorledes alt var skrevet til hans egen forherligelse i grunden, ene og alene i hans egen sags tjeneste; det samme havde jeg under læsningen siddet og været modbydelig ved. Den bog har gjort ringe lykke her. Sars har næsten ikke heller vært[?] at ta i den bog - Men han er nu en danskehader på sin hals[.]

Aa du, hvor meget jeg havde at tale med dig om, jeg er rent overfyldt, og jeg forbander vore skrivende vilkår. Hans sidste bog er jo en samling af hans forrige avisartikler,- jeg, som troede jeg var bleven sløv og glemsom, har ved den fået lære at jeg har en brilliant hukommelse for det, der i sandhed interesserer mig. Jeg huskede alle disse artikler. Langt vilde Garborg foretrække at du skrev om ham,- men selv Skram sa'e han havde ikke forstået hvad jeg egentlig mente med den bog, for det har mig bekjendt bare én, og det er dig - sae han til mig! Hos Bjørnson får han nok ingensomhelst modtagelse. B. har aldrig kunnet tåle det menneske; han trængte ikke om hans sidste bog for at være på det rene med den ting.»