Harld Høffding utgir en revidert utgave av sin store bok om psykologi. Han legger stor vekt på det å betrakte seg selv.

Harald Høffding utgir andre og reviderte utgave av sin bok Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring på Philipsens forlag. Høffding er i sin grundholdning på linje med Darwin og Bernard. Han gjør seg metodologiske overveielser omkring observasjon og eksperiment innenfor psykologien. Det er et svært komplekst felt.

For ham er "Selv-iagttagelse og Selvbevidsthed" en viktig "Kilde", ikke bare for psykologien, men også for fysiologien og metafysikken. Problemet er at metafysikken ofte overses, fordi interessen "ikke er selve denne umiddelbare Iagttagelse, men det de mene at kunne slutte af den"(Høffding 1885: 18).

Men metoden har sine vanskeligheter og begrensninger. Arbeidet vanskeliggjøres ved at menneskets bevissthetstilstander ikke er "hvilende og faste Objekter", idet "Tiden [er] de sjælelige Fænomeners Form". Og så er det utfodringen men at en sjelelig bevissthetstilstand ikke kan isoleres: "den har ingen Grænser i Rummet; hvert Øjeblik bringer eller kan bringe nye Elementer ind". De kan faktisk også være snakk om at det "i ét og samme Øjeblik bevæge sig flere forskellige Forestillingsrækker gennem vor Bevidsthed; vort Jeg er ikke i den Forstand en Enhed, at forskellige, endog stridende Strømninger ere udelukkede" (Ibid.). Dette er en kompliserende faktor, men den kan også utnyttes: Jeget kan dele seg i en betraktende og en betraktet del. Ulempen er imidlertid at "Den bevidste Opmærksomhed paavirker den umiddelbare Tilstand, den rettes imod", og dermed kan den "ændre sin egen Genstand. Den sætter Kunst i Naturens Sted".

Dette kan imidlertid imøtegås ved at man lar betraktningen skje senere: "Under Oplevelsen skal man kun drage Voddet op med alt hvad der findes deri, eller som Botanikeren indsamle de Planter, der falde for. Det fuldt og klart oplevede vil blive i Erindringen og vil kunne undersøges gennem denne" (Ibid.: 19).

Høffding fremhever også den eksperimentelle psykologien. Den eksperimentelle metoden er etter hans syn et mer fullkomment hjelpemiddel i den psykologiske analysen enn selv-iakttakelsen. "Experimentet adskiller sig fra Iagttagelsen derved, at det ikke afventer Fænomenernes Indtræden, men søger at fremkalde dem under visse bestemte, overskuelige Betingelser" (Ibid.: 23). På denne måten kan bevissthedsfenomenet ikke bare beskrives, men ddet blir mulig å finne dets årsak. Ulempen er imidlertid, at det bare er de simpleste bevissthetsfenomenene som kan undersøkes eksperimentelt. Den eksperimentelle metoden kan altså ikke stå alene. Mens "den objektive Psykologi altid i sidste Instants hviler paa en Analogislutning står "den subjektive Psykologi Ansigt til Ansigt med selve Fænomenerne" (Ibid.: 26).

Høffding stiller seg på mange måter på Darwins side i spørsmålet om menneskets utvikling, og han fremhever at det fins en nødvendig kopling mellom fysiologien og psykologien. Han skriver: "Det bevidste Sjæleliv fortoner sig over i det ubevidste organiske Liv. Fysiologien undersøger netop de ubevidste Funktioner, der gaa forud for og danne det stadige Grundlag for de sjælelige Virksomheder".

Psykologien må, skriver Høffding, betraktes som "Del af den almindelige Biologi. Bevidsthedslivet betegner det højeste Punkt af Livsudviklingen, viser os de højeste Former, under hvilke Væsener kæmpe den store Kamp med Verdensforholdene og i denne Kamp udfolde deres Natur" (s. 27–28).