Amalie Skram lever et svært sosialt liv på sitt besøk i Bergen. Men det blir dessverre ikke tid til å skrive.

Amalie Skram lever et stadig mer sosialt liv på sitt Bergensbesøk, så det går ikke så bra med skrivingen. Nå har hun vært på besøk på herregården Damsgård hos eieren Helmich Janson, som er Kristofer Jansons bror.

Til sin mann Erik i København skriver hun:

«Jeg havde tænkt at begynde på et brev til dig straks lørdag aften, men kom så sent op på kvisten, at det blev umuligt. Så havde jeg håbet på at komme tidlig op søndag, men da jeg var klædt kom her visitter, og så kom Ludvig og hentede mig til turen op i Kalvedalen, vi skulde nemlig hilse på Knudtzons og så på Damsgård til middag hos Helmich Janson, hvor vi havde det udmærket hyggeligt.

Han er så elskværdig som vært det menneske, jeg kan ikke sige hvor jeg befandt mig vel der på det gamle, gammeldags herresæde hvor jeg har været så meget i gamle dage og boet der om sommeren, og hvor der så at sige er minder i hver en krog. Jeg blev så rørt ved at se gamle Anne, husholdersken, hun har været der i 25 år, jeg har sét hende der alle mine dage, nu styrer hun for Helmich der er bleven ejer af det prægtige sted, og bor der de 6 måneder af året. Hun kom mig så hjærtelig imøde og sa: ja, det hjælper ikke, jeg må få lov at omfavne dem. Det er rigtig et fænomen af en husholderske, fin, nydelig og prægtig.

Da gamle fru Janson døde, fik hun et hus til forærings med fuldt udstyr af alt muligt hvor hun bor om vinteren, når Helmich er i byen og Damsgård står lukket. Hvor jeg ønsket du havde været med derhenne; vi talte ofte om dig og om at du skulde været med. Så gik vi i teatret om aftenen, Helmich havde taget en loge, vi så Bagtalelsens skole, og fornøjet os fordi vi var i humør. Der er så mange flinke herrer ved Bergens teater, rigtig dygtige skuespillere, men det skorter fælt på damer; igår spilte ikke fru Hejberg og skjøndt hun langtfra er nogen stjerne, er hun dog den eneste det går an at se på, alle de andre er mere eller mindre umulige og vederstyggelige subjekter.

Efter teateret var vi på kneipe og spiste aftens, og da jeg så kom hjem havde Augusta cigarer og vin på kvisten, så det blev ikke af med skrivningen, da heller. Ludvig var så bedårende sød i hele går, han smilte og strålte i et væk, det er så morsomt at se hvor glad han er over at jeg er her. Han bare kvier sig for at jeg skal rejse og siger han tør ikke tænke på det. Idag har jeg været ude ærinder og hos tandlægen, kom sent hjem til middag fik en altfor lang middagslur på sofaen, blev hæftet af en dame, der var her for at hilse på mig, og kom som sædvanlig forsent til min skrivning. Det blir ikke noget ordentlig idag heller.»