Arne Garborg gifter seg med Hulda Bergersen og flytter til Kolbotnen i Østerdalen. Han er en nokså skandalisert mann nå, etter sine radikale ytringer, og han har mistet jobben som statsrevisor i Kristiania og reist til fjells. Det blir for dyrt å bo i Kristiania når han ikke har jobb.
Arne Garborg og Amalie Skram har alltid hatt en fortrolig tone, de to forstår hverandre og setter hverandre høyt. Og Hulda kommer til å bli en kjær venninne for Amalie, selv om hun er noen år yngre. Men ekteskapet med Arne kommer ikke til å bli enkelt.
I 1904 kommer Hulda til å skrive dette om den første tiden som gift kone (og i grunnen også gjennom hele ekteskapet):
«Jeg græd, naar jeg saa, at mine Gaver ikke interesserede ham; jeg fattede ikke, at noget af Kjærlighed kunde være ligegyldigt. Og hvor var jeg ikke taknemmelig, naar han af og til kom ind i min Stue og sad hos mig. Jeg snudde Roserne ind fra Vinduet, tændte mange Lys, satte i Hemmelighed paa mig store, hvide Kraver eller vakre Naale, og alt blev Fest for mig derinde. Og naar jeg dengang hørte Fruer sige, at det var deiligt, naar Manden gik paa Kontoret, saa de fik røre sig, saa trodde jeg, det maatte være Affektation. Men nu hænder det mig - det maa jeg tilstaa -, at jeg tænker, naar han sidder her: «Min snille Ven, det vilde være saare bekvemt, om du nu rusled ind til dig selv. Du hefter mig".
