Amalie har fått en rosende anmeldelse for sin roman Lucie i den danske avisen Politiken. Anmeldelsen er skrevet av forfatteren Henrik Pontoppidan, som er bror til Knud Pontoppidan, legen som om skal komme til å bli hennes hovedfiende nummer en om noen år. Hun skriver til sin venn Sophus Schandorph. Av brevet går det tydelig frem at hun selv godt kjenner til bokens svakheter. Hun har bare ikke tatt på seg å gjøre noe med dem. Det var noe viktig i den boken som måtte frem: «Kjære snille Schandorph! Jeg har så meget at takke Dig for, Du kjære, gode menneske, først brev, så bog, så brev igjen. Ak hvad er Du dog ikke for en elskværdig fyr, og så trofast i din godhed for et menneske. Jeg synes også så godt om Pontoppidans artikel om min bog, så godt at jeg skrev og takked ham, sigende: «For første gang er jeg bleven glad over en anmeldelse af mine produkter i Politiken.» Og det var sandt. Aldrig er jeg blevet så alvorligt og indgående og respekt fuldt behandlet i den avis som nu af P. Naturligvis er jeg uenig med ham om næsten alt hvad der står, i altfald om meget af det. Jeg har ganske sikkert således en stik modsat opfatning af hvordan en bog skal være gjort for at kaldes god. Men det er jo en sag for sig, og en behandling som den foreliggende kan et menneske som jeg, være ypperlig tjent med.» ()- Tak Du kjære for dine bemærkninger om Lucie. Jeg ved så godt

hvad for fejl Du har fundet. Dem har jeg seiv også øje for, - der er meget dårligt eller i altfald mindre godt i den bog, og det vidste jeg mens jeg skrev på den, men jeg måtte sige det jeg sa'. Det lå og pres sed på mig, og slåp mig ikke før jeg fik sort på hvidt for det. Nu er jeg færdig med den art polemik ()

Og så må Du vide, at Lucie er bleven godt solgt, trods alt det fæle hyl. Jeg gider ikke fortælle hvad der har stat i Dgbldt om mig i anledning af Lucie, det er for galt.»